Årtiets vigtigste bog for skolefolk og forældre

Brugen af computere, tablets og mobiler samt sociale medier er det største klasseledelsesproblem på skolerne lige nu. Bogen ”Skærme i skolen” hjælper os til at være kritiske, mener gymnasierektor.



Af Henrik Vestergaard Stokholm, rektor ved Nyborg Gymnasium


Dorte Ågårds nye tankevækkende og øjenåbnende bog ”Skærme i skolen” er et must-read for alle med skole- eller forældreblod i årerne. Den burde også være obligatorisk læsning på læreruddannelser og i pædagogikum.



Mediebrug påvirker os alle

Bogen fokuserer på, hvordan digitale devices og ukritisk brug af sociale medier mm. påvirker os alle og i særdeleshed undervisningen på landets skoler. Bogen er et tiltrængt og empirisk understøttet opgør med den jubeloptimisme, laissez faire og ukritiske ”jo-mere-it-jo-bedre”-strategi, der har været gældende de sidste 10-15 år.

Uanset om vi er lærere eller forældre, så skal vi turde tage stilling og sige fra, fordi den ukritiske brug af IT har klare sundhedsmæssige, kognitive og adfærdsmæssige konsekvenser.


Konkrete eksempler

Dorte Ågård er en fantastisk og stringent formidler, der hele tiden giver konkrete eksempler fra virkeligheden og samtidig forankrer sine pointer i empiri og forskning på tværs af fakulteter – bl.a. fra dybt engagerede og kloge Imran Rashid.

Samtidig gør Dorte en dyd ud af at sige, at noget er bedre end andet. På baggrund af forskning melder hun klart ud, hvad hun mener – og samtidig er hun meget konkret og retningsgivende med klare redskaber til den daglige praksis.

Det er SÅ befriende og SÅ brugbart!


Tag magten fra tech-industrien!

Jeg tror brugen af devices og sociale medier mm. er det største klasseledelsesproblem på alle skoler i det her land lige nu. Elevtrivselsundersøgelser på mange af landets skoler viser, at brugen af devices og ukontrolleret brug af sociale medier og spil i timerne er det, der forstyrrer undervisningen mest.

Lærerne siger det samme. De unge vil gerne bruge mindre tid på deres mobiler og distraherende SoMe, men de er afhængige og har svært ved at handle på det uden klare rammer.

Så læs årtiets vigtigste bog for skolefolk og forældre, og lad os tage magten tilbage fra de sociale medier, mobilerne og tech-industrien!


Dorte Ågård: Skærme i skolen Frydenlund, 2021