Özlem Cekic om dialog: ’Der er altid håb’

REPORTAGE: Özlem Cekic bliver kaldt terrorist og perkerluder. Hun fortæller om den nødvendige dialog: Dem, vi har de stærkeste holdninger om, kender vi slet ikke. Derfor prøver jeg at forstå - mest mig selv,” siger hun.


Foto: Svend Løbner


”Hvad laver en terrorist som dig på landets vigtigste talerstol!”

Özlem Cekic havde lige sat sig til rette i Folketingssalen og gjort sig klar til at holde den traditionelle jomfrutale, som alle nybagte folketingsmedlemmer holder, da en mail med det hadske budskab tikkede ind hendes indbakke.

Siden er Özlem Cekics indbakke på computeren blevet fyldt af hademails.

- Jeg kan regne ud, at når en mail begynder med ”perkerluder”, så er det ikke ligefrem en invitation til en fin middag!


Folk står frem med deres racisme

De over 100 fremmødte i Svendborg Forsamlingshus klapper og griner, for Özlem Cekic formår at lette stemningen med jokes i en fortælling, der ellers er dybt deprimerende.

- Jeg ser en tendens de senere år. Hvor folk før sendte håndskrevne trusselsbreve anonymt, står de i dag bramfrit frem på sociale medier med navn og efternavn, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg er også selv blevet mere hårdhudet. Jeg er så vant til trusler, at jeg selv efter at en mand har ringet mig op 40 gange på en dag og blandt andet truet med at voldtage min dengang 13-årige datter, glemmer det og først når jeg kommer hjem fra arbejde tænker på: ”Åh, nej, han kunne jo have troppet op på vores adresse…!”


Homoseksuelle er fælles hadeobjekt

Svendborg Forsamlingshus er fyldt til bristepunkter til en aften om Dialogkaffe – en betegnelse, der er gået verden rundt som måden at bygge bro mellem mennesker og skabe sammenhængskraft i samfundet.

Özlem Cekic fortæller veloplagt om det smertelige, der er blevet hverdag, siden hun blev valgt ind i Folketinget i 2007 og op til i dag, hvor hun har startet foreningen Brobyggerne, skriver bøger og holder foredrag landet over og endda søsat en brobyggeruddannelse.

Tre grupper er særligt udsatte for had, fortæller hun: Kvinder, minoriteter og muslimer.

- Jeg repræsenterer alle tre kategorier og mangler bare at blive lesbisk. Homoseksuelle er også yndede hadeobjekter. De er faktisk fælles hadeobjekt for alle ekstreme grupper, konstaterer hun.


”Hvorfor hader han dig, mor?”

Truslerne gør indhug i familien og angsten begynder at tage fat. Det går for alvor op for Özlem Cekic, da hendes søn spørger: ”Hvorfor hader han dig, mor?” Hun må gøre noget, og ringer til Jacob Holdt, der er kendt for sine fotografier fra det raceopdelte USA.

- Han sagde: Du er nødt til at møde dem, der sender alle disse mails. Hvis ikke er du jo selv racist!

- Ok, jeg havde været racist i mine unge dage. Jeg hadede jøderne, lige indtil jeg mødte dem og opdagede at de ligner os. De har lige så mærkelige traditioner og spiseregler som vi muslimer! Når jeg besøgte dem, kunne jeg spise alt det, de serverede. Og siden blev overrabbiner Bent Melchior min ven, og jeg fik lov til at regne ham for min bedstefar!


Føler skyld og skam

Foredraget gav indblik i, hvordan almindelige muslimer føler det, når der bliver begået terror i Islams navn.

- Efter Krudttønden og Synagogen var blevet angrebet af en ekstremistisk muslim, turde jeg næsten ikke gå ud på gaden. Jeg følte skyld og skam, selv om det intet havde med mig at gøre. Og da jeg siden deltog i begravelsen af den dræbte Dan Uzan i synagogen, gik jeg med sænket hoved og ville sætte mig bagest.

- Terror vil bombe en afstand imellem os, så vi bliver hinandens fjender. Men en af Melchiors sønner kaldte på mig og førte mig hen til Dan Uzans far, som omfavnede mig. Vi græd sammen. Og da Henrik Goldschmidts kor af jødiske, kristne og muslimske børn istemte Halleluja-koret, blev vi alle smeltet sammen. I dag føler jeg mig som en del af det jødiske miljø.


Prøver at forstå

Özlem Cekic fortæller om de første møder med afsendere af de mest forfærdelige hademails. Den første, Ingolf, viste sig at bo i et parcelhus med græsplæne og gå op i planter og økologi. Han var en helt almindelig dansker, og det overraskede hende.

- Jeg havde det dobbelt: På denne side kunne jeg faktisk godt li’ ham, på den anden side hadede jeg mig selv for det. ”Måske er jeg lige så fyldt af had som han er,” tænkte jeg.

Men læringen var ikke til at tage fejl af, som hun sagde:

- Dem, vi har de stærkeste holdninger om, kender vi slet ikke. Derfor prøver jeg at forstå, mest mig selv.


Et kram blev vendepunkt

Dialog går begge veje, og Özlem Cekic måtte også række ud til de unge, som nemt kommer i uføre. En dag fandt hun sig selv på Den Røde Plads på Nørrebro, hvor hun var faldet i snak med en flok drenge med indvandrerbaggrund. Den ene, Hassan, havde en pistol i bæltet.

Özlem Cekic følte, hun skulle give ham et kram, selv om det var yderst risikabelt. Han knugede hende ind til sig, og dermed var isen brudt. Og et par år efter mødte hun Hassan, da han kaldte på hende på gaden. Han var nu kommet ud af kriminalitet, var blevet udlært murersvend og havde fået en kæreste.

- Der er altid håb, konkluderer Özlem Cekic.

1 kommentar