Ønskes: Flere nuancer i debatten om kvinders ligestilling i indvandrermiljøer

Kvinder fortjener ligestilling på alle parametre, men kampen bør ikke føres ved at udskamme bestemte kulturer og religioner.

Fra forsiden af Leila Ahmeds bog Kvinder og køn i Islam.

Social kontrol i indvandrermiljøer er nutidens kvindekamp. Det er budskabet i en artikel i Kristeligt Dagblad som optakt til Kvindernes Internationale Kampdag. Artiklen lægger vægt på, at negativ social kontrol især finder sted i muslimske miljøer, som lægger vægt på en radikal udgave af islam.

Umiddelbart tænker jeg: Det kan ikke være den eneste ”nutidens kvindekamp”. Hvad med den strukturelle forskelsbehandling, hvor kvinder ifølge en undersøgelse fra Rockwoolfonden bruger en time mere om dagen på husarbejde end mænd? Eller at det ifølge FOA stadigvæk er et lønefterslæb for kvinder – især i de højere lønrammer for lederpositioner. Lederne kan dokumentere, at kun 14 procent af danske direktører er kvinder.

Social kontrol i muslimske miljøer er altså ikke den eneste barriere for ligestilling mellem mænd og kvinder. Og selv det er en sandhed med modifikationer.

Kvinder blev også diskrimineres før islam

I Leila Ahmeds bog Kvinder og køn i Islam (Forlaget Vandkunsten) fremgår det, at det fremherskende kvindesyn ved Islams fremkomst godt nok er patriarkalsk, men at det også var tilfældet i det førislamiske samfund. Den store filosof Aristoteles (384-322 f.Kr) mente kvinder var underordnede på grund af medfødt og biologisk mindreværd med hensyn til hendes mentale og fysiske evner. Kvinder blev af Sassaniderne (224-651 e.Kr.) kun værdsat på grund af hendes reproduktionsevne, hvorfor især konger holdt store harem med op til 12.000 hustruer og konkubiner.

Også den kristne kirke reducerede kvinders værdi. Kirkefaderen Tertullian (ca. 160-225 e. Kr.) kaldte kvinden for ”Djævelens port” og anklagede hende for at være ”den første frafaldne fra den guddommelige lov”. Og Augustin (354-430 e.Kr.) sagde: ”Jeg kan ikke se, hvilken nytte kvinden kan have for manden… hvis man ser bort fra funktionen med at føde børn”.

Dog var der også en anden strøm i kristendommen, nemlig at kvinder ved at antage cølibat og blive nonner kunne frigøre sig fra patriarkatet og blive ledere for institutioner som skoler og klostre. Men sørgeligt er det at skulle gå så drastisk til værks for blot at kunne udleve sit potentiale som menneske.

Religion kan bruges positivt i kvindekampen

Alt dette blot for at bringe nuancer ind i debatten. Kvinder fortjener ligestilling på alle parametre – selvfølgelig – det er jo helt absurd at halvdelen af verdens befolkning ikke nyder samme privilegier som den anden halvdel. Men kampen bør ikke føres ved at udskamme bestemte kulturer og religioner for at yde negativ påvirkning. Den bør i stedet føres positivt ved at pointere og argumentere for de selvsamme kulturers og religioners værdsættelse af alle mennesker, kvinder som mænd.

I de monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam kan dette gøres ved at henvise til det mest grundlæggende i teologien, nemlig at alle mennesker er skabt i Guds billede. I jødedommen henvise til de stærke kvinder i Gamle Testamente, uden hvis råd, snilde, styrke og til tider kamp, det gamle Israel var gået til grunde for længe siden. I kristendommen henvise til Jesu respekt for kvinder og det faktum, at det var kvinder, der først blev vidne til hans opstandelse. Og i islam henvise til den enkle kendsgerning, at profeten Muhammad ikke ville have haft tid og mulighed for at agere profet, havde det ikke været for den rige og driftige forretningskvinde Khadija som hustru.

Summa summarum:

Social kontrol i indvandrermiljøer er ikke den eneste udfordring i kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd. Forskelsbehandlingen er så indgroet strukturelt i kulturen, at den præger arbejdsfordeling, lønniveau og indflydelse i virksomheder. Og ja, den præger også traditionelle kulturer, og det gør den, fordi alle kulturer er formet op gennem historien. Derfor kan ingen – heller ikke kristne – sige sig fri for kvindeundertrykkende indflydelse.

Retter man en pegefinger mod islam og muslimer for patriarkalsk styrede familier, bør man huske, at tre fingre peger tilbage mod én selv.