Næste år er det 60 år siden Tanzania fik sin selvstændighed. Jeg har lyst til at sige tak til befolkningen, der prægede min barndom med åbenhed og tolerance.
Menneskesynet dannes i barndommen, og jeg var så heldig at vokse op i et land med en befolkning, der har flere hundrede års tradition for fredelig sameksistens. For 57 år siden landede en oceandamper med en nybagt missionærfamilie ud for havnebyen Dar es Salaam ved Det Indiske Ocean.
Dar es Salaam betyder Fredens havn og er et meget passende navn til Tanzanias hovedstad. Er der noget, Tanzania er kendt for, så er det fredelig sameksistens. 35 millioner indbyggere lever i et forbilledligt multikulturelt samfund. Befolkningen er fordelt på 120 forskellige stammer bestående af 45 procent muslimer, 45 procent kristne og 10 procent hinduer, sikher og andet godtfolk.
Nu i bagklogskabens lys – og især med fokus på sortes rettigheder og ligeværd – har jeg lyst til at sige tak til landet, der tog imod mig som gæst, prægede mig og viste mig en åben, glad og tolerant livsstil.
1. Tak for din ydmyghed. For når man møder din befolkning, får man hilsenen ”Shikamoo”. Jeg ved nu at udtrykket er en sammenskrivning af swahiliordene ”Shika mguu”, som betyder ”Må jeg holde din fod?” Og jeg lærte hurtigt at svare med det arabiske ”Marahaba”, som betyder ”Ok, velkommen, det må du gerne!” Hilsenen viser jeres venlige sindelag og placerer jer tjenende ved de fremmedes side. I viser også jeres åbenhed ved at hilse med begge hænder. Når begge hænder er fremme, gemmer man ikke våben bag ryggen.
2. Tak for dit sprog. Ord smager godt, og jeres sprog er en fryd for ganen. Swahili opstod som en syntese af arabisk og forskellige bantudialekter, da arabere fra 1200-tallet og frem begyndte at bortføre jer som slaver. Senere kom spaniere, tyskere og briter til og øvede samme forbrydelse. Tyskerne kaldte jeres penge hella, som penge stadig kaldes i dag. Efter Anden Verdenskrig overtog briterne og prægede jeres sprog med, så bicycle bliver til baisikeli og car bliver til gari.
3. Tak for din gæstfrihed. I sætter en ære i at modtage gæster og behandler dem kongeligt. I laver den dejligste majsgrød, ugali, på tre sten over åben ild i køkkenet. Ofte har jeg været til fest i jeres hytter og huse og undret mig over, hvordan I kan bespise så mange mennesker med så primitive redskaber. Jeg elsker jeres chai, som er røget te iblandet mælk og sukker. Intet andet slukker tørsten så godt i 40 graders varme!
4. Tak for din glæde. Hver søndag morgen vågnede jeg til kirketrommerne, der kaldte jer sammen fra nær og fjern, og hurtigt flokkedes I om kirken for at øve jeres korsange, som I senere skulle synge under gudstjenesten. ”Kuimba na furaha” er jeres helt egen måde at synge på. Ordene betyder ”synge med glæde” og det gjorde I – både da vi i starten lærte jer oversatte europæiske salmer, og senere, da I skrev jeres egne sange til akkompagnement af kalabasser, raslepinde og rillede Fantaflasker.
5. Tak for dine vidder. Siden ankomsten til Danmark som 18-årig i 1975 har jeg savnet vidderne, vildmarken, hvor den eneste lyd er fluernes summen til vinden i træerne, hvor fuglene kvidrer, mens et firben iler tyst over klipperne. Kort sagt: porini kabisa, virkelig vildmark. Tak for det udsyn, det har givet, den fornemmelse, at vi mennesker kun er bitte små prikker på en stor og livfuld Jord.
6. Tak for dine bjerge. Ikke langt fra min tanzaniske hjemby ligger Hanang (billedet), og videre på vej mod Arusha i Nordtanzania ligger det 4,5 km høje bjerg Meru, som jeg besteg som 15-årig sammen med en kammerat. Ved Moshi ligger Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, som er 5,9 km højt, og som jeg besteg første gang som 13-årig i 1971.
7. Tak for din enhed. Tanzania er et fornemt eksempel på fredelig sameksistens og frugtbart samarbejde. Tag nu min far, som nåede at bygge flere hundrede kirker i de 12 år, jeg boede i landet. Han købte værktøj hos en hindu, cement og træ hos en sikh, og skulle han finde en håndværker, skulle han have fat i de muslimske fundi’er. En fundi kunne det hele, både mure og tømre, og en muslimsk fundi havde ikke noget imod at bygge gudshuse for de kristne.
8. Tak for din opfindsomhed. Jeg har altid beundret befolkningens opfindsomhed og udholdenhed med at tilvirke redskaber, våben og souvenirs til salg på markedet. I tjener ikke meget på en skål, et par salat-skeer eller en elefant i ibenholt, men biashara kan I sagtens finde ud af alligevel. Forretning, som ordet betyder, giver jer rede penge at købe olie, tøj og sæbe for. I tanzaniere har en masse gåpåmod, og derfor krummer jeg tæer i sandalerne, når jeg ser turister prutte om prisen for småpenge og fratage jer den smule fortjeneste, I skal leve af.
9. Tak for din udholdenhed. I har været igennem mange lidelser, først under spanierne på Zanzibar, siden tyskerne og briterne i hele landet, og bagefter, da I sammen med jeres landsfader Julius Nyerere, skulle bygge landet op. Maendeleo var mantraet, dvs. udvikling var det mål, I konstant stræbte efter. Og derfor var det nærliggende at tage imod den hjælpende hånd fra Kina, der tilbød at bygge en helt ny jernbane, mod at I modtog deres propaganda og indrettede ujamaa-landsbyer, dvs. kollektivlandsbyer. Det havde nær knækket jer at flytte stammefolk rundt i landet, men I har tålmodigt bevaret samdrægtigheden, og i dag fundet jer til rette med tilværelsen på den jord, der nu er blevet jeres.
10. Tak for din musik. Cheza betyder egentlig leg, men refererer også til musik og dans. De to hører jo sammen i den afrikanske kultur, og det gør de faktisk også i den danske. Tænk, danskere, på ordet strengeleg og mærk efter, om ikke du har lyst til at bevæge dig til inciterende rytmer fra musikken. Om aftenen, når den kølige luft står stille, kan man måske fra en nærliggende by høre synkoperede rytmer smelte sammen med fascinerende guitarspil til den lyse morgen.
Tak til Tanzania, som i snart 60 år har beriget mig med minder og ved flere besøg har bekræftet den imødekommende varme, jeg kan huske. Jeg vender snart tilbage for at opleve jeres tværreligiøse tolerance, udforske jeres pragmatiske livsstil og nyde jeres venlige måde at være på.
Kronikken er oprindelig skrevet til U-landsnyt i forbindelse med 50-året for Tanzanias selvstændighed.