2. adventsuge: Lyset afslører svigt af danske børn i Syrien

Af Marianne Olsen

De to lys som har indledt denne adventsuge skal lyse på ansvarssvigt, hvis vi – ligesom hovedpersonen i Dickens’ juleeventyr En spøgelseshistorie fra juletiden – skal kunne håbe på sand oplysning for landet.

Børn er prisgivet i flygtningelejre

Med eventyret som rejsekammerat i den forgangne uge har det været frygtindgydende at måtte erkende at Scrooges ansigtstræk mere og mere er kommet til at ligne vore egne magthaveres: Børn, som vi voksne skulle kunne regne for vores egne børn, er blevet prisgivet i flygtningelejre, hvor de er udsat for en hurtig og brutal død. Brutaliteten er blevet eksporteret af den danske regering. Hvis de mirakuløst skulle overleve, ville det snarere være som terrorister end som ambassadører for et fredselskende lille land mod nord.

Hvordan skal de nogensinde få nogen kærlighed til det Danmark, som de efter alle regler skulle være borgere i og skærmet af? Det må kalde på daglig modsigelse, hvis vi ikke alle skal synke ned i mørkt stof og kun håbe på at blive glemt så hurtigt som muligt.

Er de to adventslys nok til at oplyse al den elendighed, der udgår fra vores lille flæskeforkælede land?

Lige her kan vi have godt af ved hjælp af dobbeltlæsning at huske på historien om Scrooge og hans frelse i Dickens’ juleeventyr En spøgelseshistorie fra juletiden eller Et julekvad i prosa.

Vi er nu nået til 2. sang i kvadet.

Eventyret: Scrooge var selv forsømt

Ebenezer Scrooge var netop sådan et stakkels forsømt barn, viser det sig. Han bliver vækket af sin svundne juls ånd, og nu bliver der kastet lys over hans barndom og ungdom. Ondt og godt, glæde og skuffelse bliver foreholdt ham. Somme tider virker det voldsomt og skræmmende, somme tider vidunderligt lysende, men hver gang han ser ned i tidens brønd, får han øje på nye hændelser oplyst af sin svundne jul. Han bliver lidenskabeligt grebet og glemmer sig selv og sit nuværende indskrænkede jeg. Fortiden skyller ind over ham som et mægtigt hav af ubønhørlige bølger:

Barnet Ebenezer er forladt i en forfalden kostskole, mens alle hans kammerater er hentet hjem til jul. Der sidder han alene og trøstes dog alligevel af nogle dejlige fantasifostre: Ali Baba, der kommer og besøger ham, og hans lillesøster Fanny, der nogle år – og juleaftner – senere kommer og henter ham hjem og fortæller hvor flink deres far er blevet, så hun tør spørge om han må komme hjem til jul. Scrooges nuværende jeg bliver mindet om, hvor sød den afdøde søster var, men at han netop har afvist hendes søn, fordi denne var glad og kærlig og ville holde jul, skønt han var fattig.

Og han ser den jul, hvor han sammen med en anden lærling holdt jul i det muntre Fezziwig pars købmandshandel. Der blev ordentlig danset. Lysene varmede, og det skønt der ikke blev brugt mange penge på den fest. Allerede nu – i anden sang – fortryder Scrooge at han var sur og gnaven, da hans skriver gerne ville have fri hele juledag. Nu genoplever han glæden ved festen.

Men han ser også den jul, da hans elskede gik fra ham, fordi han var begyndt at blive nærig og gerrig. Hun bærer sørgedragt, har åbenbart mistet en slægtning, som ikke har bragt hende nogen arv. Det siges ikke. Læseren må selv gætte. I hvert fald skilles deres veje.

Igen bliver vi bragt tilbage til Marleys død, for netop den juleaften, da Marley dør, bliver Scrooge konfronteret med denne elskedes videre forløb: hun har nu en yndig datter, der lignede hende selv tyve år tidligere – og en kærlig mand, der fortæller, at han har set Scrooges kontor oplyst, og at Marley netop ligger for døden:

”Ånd,” sagde Scrooge med kvalt stemme, før mig bort herfra!”

”(…) Dette var skygger af de ting, som har været, ” sagde ånden. ”At de er som de er, er ikke min skyld!”

”Før mig bort!” udbrød Scrooge. ”Jeg kan ikke udholde det!”

Han vendte sig om mod ånden, og da han bemærkede, at den betragtede ham med et ansigt, der på en forunderlig måde indeholdt brudstykker af alle de ansigter, den havde vist ham, gav han sig til at brydes med den.

”Forlad mig! Før mig hjem! Forfølg mig ikke længer!”

Under kampen – hvis det kan kaldes en kamp, hvori ånden uden nogen synderlig modstand forblev uanfægtet af sin modstanders anstrengelse – bemærkede Scrooge, at dens lys brændte højt og klart, og idet han ubevidst satte denne omstændighed i forbindelse med åndens magt over ham, snappede han den hue (en lyseslukker, som Scrooge havde smedet til ham i alle sin gerrigheds år) og trykkede den med en pludselig bevægelse ned på hovedet af den.

Ånden sank ned under slukkeren og så, at den skjulte hele dens skikkelse; men uagtet Scrooge trykkede den ned med al sin magt, kunne han dog ikke skjule lyset, der bølgede frem under den i en uafbrudt strøm på gulvet.”

Er der lys forude?

Er der også et lys forude, som regering og Folketing ikke kan skjule for vores børn i det fremmede?

Det er anden adventsuges spørgsmål.