Svend Løbner
- 15. nov. 2018
- 8 min læsning

2 Timer om Ugen: Sprogstimulering fører til venskaber – og vellykket integration

Der var omkring 350 deltagere, børn og voksne, da 2 Timer om Ugen i september 2018 fejrede indsatsens 10-års jubilæum. Det vidner om den succes, som indsatsen i Odense er blevet – og som har ført til, at en lignende indsats er ved at blive startet op i Esbjerg.

Indsatsen henvender sig til flersprogede børn i alderen 3-8 år, som har brug for støtte for at blive bedre til dansk og lære mere om samfundet.

Konceptet – som er blevet justeret ud fra de erfaringer, man har gjort sig undervejs – er ganske enkelt: Ét barn og én voksen hver uge i to timer, hvor de leger, læser, tager på tur sammen og en masse andre gode ting. Disse har en stor og positiv effekt for barnet – og ofte involveres barnets familie og den frivilliges familie, og der opstår venskaber på tværs af alder og kultur.

Idéen blev født ved mødet med en irakisk familie

Det var Pia Sigmunds møde med en irakisk familie, der er baggrunden for indsatsen. Pia Sigmund er historiker og har skrevet en række bøger for børn, og hun er formand for foreningens bestyrelse.

Hun inviterede en dag – tilbage i 2008 – en irakisk familie hjem til aftensmad. Forældrene er født Irak, og de har to børn, som begge er født i Danmark. Børnene var dengang 5 og 7 år. Efter maden legede hun med børnene, og her slog det hende, at de talte med accent og havde et dårligt ordforråd.

”Hvordan mon det vil gå dem i skolen?” tænkte hun. ”Det vil sikkert give de to børn en masse både kulturelt og sprogligt, hvis en voksen danske som jeg kan være sammen med dem bare to timer om ugen.” Dermed var idéen født.

Det tog dog tid at få omsat idéen til virkelighed. Pia Sigmund gik i gang med at søge penge i fonde og hos kommunen, for hun var klar, at det var nødvendigt at ansætte en person til at kontakte de børnefamilier, der kunne have havn af indsatsen. Det var en besværlig og tidskrævende proces, men i løbet af et års tid lykkedes det at skaffe midler, så indsatsen kunne gå i gang.

På det tidspunkt mødte Pia Sigmund under et ophold i Damaskus, Alaa Abdol-Hamid, der som led i sin uddannelse var i praktik på Det Danske Institut i den syriske hovedstad.

”Her fortalte Pia mig om idéen, og jeg synes, den var genial. Simpel og ligetil,” siger Alaa Abdol-Hamid – og fortsætter: ”Jeg er opvokset i Sønderjylland og er vant til at omgås etniske danskere. Men jeg ved fra mit ophold i Odense og Vollsmose, at det ikke er sådan for alle familier. Og jeg tror på, at når vi mødes på kryds og tværs, så sker det noget magisk. Så jeg var 100 procent overbevist om, at det ville skabe noget magisk, hvis hendes idé blev omsat i handling – og det har den gjort.”

Alaa Abdol-Hamid blev ansat som projektleder – i begyndelsen på deltid, fordi hun stadig var studerende – og hun har været med til at udvikle metoden og er i dag daglig leder af 2 Timer om Ugen.

”Min uddannelsesbaggrund inden for Human Resource Management har hjulpet mig rigtig meget i forhold til at udvikle konceptet. Vi har nu fået udviklet et koncept, der kan implementeres alle steder. Ikke kun i Danmark, men også i andre lande.

Integration og inklusion smeltes sammen

”Vores udgangspunkt er, at det er vigtigt, at man integrerer sig i det samfund, man er en del af. Samtidig mener vi, at det er vigtigt, at majoriteten inkluderer minoriteten. Hvis integrationen kan lykkes, skal man også inkludere. Det er en af forudsætningerne. Vi arbejder med et helt tredje begreb, hvor vi smelter integration og inklusion sammen til inteklusion,fortæller Alaa Abdol-Hamid.

Hun opsøgte, da indsatsen gik i gang, minoritetsmiljøerne i Odense for at skabe en tillidsfuld kontakt til familierne.

”I minoritetsmiljøerne hjælper det ikke noget at hænge en plakat op, som vi ellers er vant til i Danmark, når vi vil invitere folk til noget. Her handler det meget om, at man prøver det af, oplever og ser den person, der arbejder med det. Er det en tillidsfuld person? Kan jeg stole på den person i forhold til mit barn?

Vi arbejder jo med børn fra tre til otte år. Så det at skulle give sit barn til en fremmed, som de frivillige jo er i begyndelsen, det kræver tillid. Så min metode er at være ude de steder, hvor forældrene er, og fortælle dem om, at vi gerne vil hjælpe deres barn,” fortæller Alaa Abdol-Hamid. Det lykkedes at skabe tillid, og flere familier begyndte at tilmelde deres børn – og i takt med, at de fik gode oplevelser, fortalte forældrene om tilbuddet til andre forældre, og så bredte det sig hurtigt, for i de miljøer taler man meget sammen.

”Der sker læring både indenfor det kulturelle, sproglige, sociale, personlige plan, og det sker, mens børn og voksne er optagede af noget andet; nemlig af det meningsfulde samvær; aktiviteten, legen, middagen mv.”

”Kvaliteten ved samværet er netop, at der ingen skjulte læringsagendaer er. Det paradokse er, at international forskning viser, at detnetop er her, børn lærer allermest.” Fra undersøgelse (2016) af 2 Timer om Ugen

Brug for flere frivillige

Pia Sigmund vurderer, at mellem 500 og 1.000 børn er blevet hjulpet gennem 2 Timer og Ugen i de forløbne 10 år.

Og interessen er fortsat stor. Selv om over 100 frivillige er med, så mangler foreningen frivillige.

”Der er stadig rigtig mange børn, der har brug for hjælp. Nogle familier har måske fire-fem børn, hvoraf tre er i aldersgruppen, vi henvender os til. I nogle tilfælde kan en frivillig tage et søskendepar, men andre gange er det nødvendigt, at hvert barn har en voksen,” siger Alaa Abdol-Hamid.

Målgruppen er de 3-8-årige børn. Hvor strengt bliver alderskravet overholdt?

”Det er primært for børn fra tre til otte år. Men vi har også børn, der er to år, og vi har nogen på ni år. Men det er den tidlige indsats, vi fokuserer på.

Vi lader det være op til de frivillige, hvor længe de vil være sammen med barnet. Vi har dog et krav om, at det skal være minimum seks måneder. Nogle har været med i flere år, enkelte i syv år.”

Man kan begynde når som helst i løbet af året. Alaa står for at matche barnet med en frivillig, og når en frivillig melder sig, går der kun to-tre uger, før vedkommende er blevet matchet med et barn. For inden nye frivillige kommer ud til en familie, skal de introduceres til 2 Timer om Ugen og metoden, der anvendes.

Barnets samvær med den frivillige fører til familievenskaber

Det er forskelligt, hvordan barnet og den frivillige bruger de to timer. De kan lege, læse højt eller bage. De kan også gå en tur, tage på museum, i zoologisk have eller på biblioteket. Uanset hvad de gør, bliver barnet gennem samværet med den voksne omkring disse aktiviteter bedre til at tale dansk, får større ordforråd og lærer dansk kultur bedre at kende.

”Og det handler ikke kun om den frivillige og barnet,” siger Pia Sigmund. ”Så snart familien opdager, at barnet faktisk har det rigtig godt, lærer noget og hygger sig med sin frivillige, så åbner de op på vid gab, og så er der pludselig opstået familievenskab mellem to familier. Barnet er nøglen til familien, og de frivillige synes også, at det er spændende at møde en familie med arabisk eller somalisk baggrund. Så der kommer nogle ekstra gevinster til.”

Sker det ofte?

”Ja, ud fra hvad jeg hører, tror jeg, at det sker i de fleste tilfælde.”

Alaa tilføjer: ”Vi har også haft nogle studerende, som efter et halvt år skulle videre, men som bevarede kontakten til barnets familie. De mødtes så bare ikke længere i vores regi. Men vi åbnede døren for, at de lærte hinanden at kende.

Vi har også haft en frivillig, som på et tidspunkt ringede og sagde, at hun havde brug for at holde en pause, fordi hun skulle flytte. Derfor bad jeg hende om at kontakte familien og give dem besked. Det gjorde hun, og de spurgte så, om de ikke skulle hjælpe hende med at flytte. Det gjorde de så – og så fortsatte kontakten med barnet som den ellers plejede.”

Havde I forventet, at der ville komme en sidegevinst i form af bedre integration?

Alaa: ”Ja, for jeg ved af erfaring, hvor meget det kan give at mødes på kryds og tværs. Så jeg var overbevist om, at der kunne komme noget mere. Vi hjælper jo også forældrene med at fortælle, hvad børnene skal have med, hvis de skal til fødselsdag hos en kammerat, hvad man laver på en hyttetur – og de andre spørgsmål, man kan have som ny i Danmark. Det kan de frivillige også hjælpe med. Det oplevede jeg også, da jeg voksede op i Sønderjylland. Her fik mine forældre hjælp af vores naboer, når de havde brug for at vide noget om samfundet. Så jeg var sikker på, at indsatsen her også ville hjælpe på integrationen.”

Pia: ”Det er ikke kun børnene og deres familie, der får noget. Jeg hører igen og igen fra frivillige, hvor glade og opløftede de bliver ved at være frivillige. Både fordi de kan mærke børnenes glæde, og fordi de kan se, at børnene udvikler sig helt fantastisk. Her kan man næsten fra gang til gang mærke udviklingen – og børnene suger til sig.

Der er alt for mange indvandrere, der er kommet hertil – eller deres børn, der er født og vokset op her – som aldrig har været inde i et dansk hjem. Jeg synes, at det må være mærkeligt at gå rundt i de danske gader og ikke vide, hvordan der ser ud inde i husene og vide, hvordan livet leves blandt danske familier.”

Alaa: ”Og omvendt er der rigtig mange danske familier, der ikke har været inde hos indvandrere.”

Starter op i Esbjerg om få måneder

”Målet er at blive landsdækkende – i hvert fald til at dække alle de kommuner, hvor der er et behov. Vi har med støtte fra Egmont Fonden fået mulighed for at undersøge mulighederne for udbrede indsatsen til flere kommuner,” siger Pia Sigmund.

”I første omgang handler det både om at danne netværk, undersøge behovet og få kontakt med kommunen og finde ud af, om den eventuelt kan tilbyde lokaler og §18-midler. I begyndelsen er kommunerne lidt tøvende, fordi de ikke rigtig kender os. Samtidig har vi mødt en vældig stor interesse. Men vi kan ligesom mærke, at holdningen er, at vi først skal vise, hvad vi kan i løbet af et år eller to, før de vil byde ind. Derfor er vi nødt til at søge fonde for at komme i gang,” siger Pia Sigmund.

Foreningen har for nylig fået en toårig bevilling på 800.000 kroner fra Lauritzen Fonden til at starte 2 Timer om Ugen op i Esbjerg. Pia Sigmund regner med, at indsatsen kommer i gang i løbet af to-tre måneder.

Herudover afventer foreningen på svar fra et par andre fonde med henblik på at kunne begynde i endnu en kommune.

Skal 2 Timer om Ugen drives som et privat initiativ, eller kan en kommune også gøre det?

Alaa: ”En kommune kan aldrig overtage det. Forældrene vil aldrig henvende sig til en kommune i forhold til deres børn. For de vil være bange for, at kommunen tager børnene, så de vil helst være fri for kommunen.

Vi når ud til en gruppe mennesker, som kommunen faktisk ikke har kontakt til i forhold til deres børn. Så det vil aldrig kunne lade sig gøre. Da jeg i begyndelsen kom ud til familierne, så blev jeg spurgt: ”Er du fra kommunen?” Og jeg kunne så sige: ”Nej, jeg kommer fra en frivillig social forening, som gerne vil hjælpe jer.” Og så åbnede dørene sig. Jeg tror også, at kommunerne ved, at det er sådan.”

Pia Sigmund

Formand for foreningen 2 Timer om Ugen og initiativtager til indsatsen.

Er historiker og har skrevet en lang række bøger om historie for børn og voksne. Fx serien ”Historiebazaren”, som handler om historie og historier fra indvandrerlande, og “24 Gode historier fra Vollsmose”.

Alaa Abdol-Hamid

Daglig leder i 2 Timer om Ugen. Har udviklet metoden bag indsatsen.

Er uddannet cand.negot. i arabisk med speciale i Human Resource Management. Det er en uddannelse, hvor økonomi, marketing og management kombineres med sprog (arabisk), kultur og kommunikation.