3. adventsuge: Erkendelse baner vej for håbet

Af Marianne Olsen

I sidste uge begyndte julens glædelige budskab at prikke hul til den gnavne gnier Scrooges hårde skal, så det ikke var muligt for ham med lyseslukkeren at lukke den forgangne juls lys helt ude, men den ”bølgede frem under den i en ubrudt strøm på gulvet.”

Ved begyndelsen af den tredje uge venter Scrooge et lignende julebesøg som sidste nat, men der var stille omkring ham, da han vågnede, indtil han netop blev klar over at han lå midt i et lysskær.

Så står han op, går ind ved siden af og ser sit værelse helt forandret. Den nuværende juls ånd kalder på ham og siger til ham at han skal lære ham bedre at kende.

”Scrooge gik frygtsomt ind og stod med sænket hoved foran denne ånd. Han var ikke den trodsige Scrooge, han havde været, og skønt åndens øjne var klare og venlige, havde han dog ikke lyst til at møde dem.”

Næ, han vidste jo alt for godt at han for bare to aftner siden havde anbefalet fattigfolk, der ikke kunne klare kulden, at søge ly i fængsler eller fattighuse, institutioner, som den ufølsomme Scrooge dengang fandt samfundsnyttige.

En lang rejse

Men julens ånd tager ham med ud i verden. I det bidende vejr oplever han ganske almindelige og kedelige huse i vinterkulden:

”Der var intet særdeles opmuntrende ved vejrliget eller byen, og dog havde alt et præg af munterhed, som den reneste sommerluft og den klareste sommersol måske forgæves ville have prøvet at udbrede. Thi folkene, som skuffede sne væk oppe på tagene, var lystige og overgivne; snart råbte de til hverandre fra loftslugerne, og snart vekslede de en venskabelig snebold – et langt godmodigere kastevåben end mangen mundtlig spøg – og lo hjerteligt, når den traf, og lige så hjerteligt, når den gik forbi (…) Endog guld- og sølvfiskene, der stod i en kumme blandt de udsøgte frugter, syntes, skønt de hørte til en sløv og koldblodet slægt, at vide, at der var noget på færde, og vandrede alle som én rundt i deres lille verden i en langsom og lidenskabsløs spænding.”

Citaterne er blot glimt, der er taget med her for at vise Dickens’ mesterlige evne til at male stemninger frem, både af de fabulerende og de realistiske.

Den lange rejse fører Scrooge hen til minearbejdere og ud på havet til dem, der sørger for at fyrene leder sikkert i land. Han bliver ført ud til folk, der er langt væk hjemmefra og dog har nogle kære at tænke på. Alle steder er det spontane venskabs håndtryk tegnet på, at julen er en velsignelsens tid.

Og han kommer hjem til sin skriver, Bob Cratchit, som på grund af Scrooges nærighed lever et materielt usselt liv, og han ser at den yngste søn i den børnerige familie, Tim, er i en livstruende helbredstilstand. Scrooge bliver opmærksom på drengen, der er særlig opvakt, og spørger julens ånd hvordan det vil gå ham. Næste jul vil ikke finde Tim levende, fortæller ånden – hvis altså livet fortsætter, og konsekvenserne af dagens handlinger får lov til at blive til virkelighed.

Det er her – og netop med julens budskab, at det håb tændes at skæbne kan forvandles til kærlig handling og ændre livet.

Hverdagen

Og det er også lige her vores hverdag sætter ind: Den 15. december fortæller Politiken:

”Nødhjælpsarbejder Salam Aldeen er fængslet for at hjælpe migranter i Moria-lejren på Lesbos, som er præget af umenneskelige forhold.”

Det er ikke just noget julebudskab. Artiklen fortæller også:

»Børn går rundt som zombier med tomme øjne. Det er det værste«, fortæller Helle Blak, hvis organisation uddeler varme måltider til omkring 1.500 personer i samarbejde med en spansk nødhjælpsorganisation. Men det er helt utilstrækkeligt, konstaterer hun.”

Det er velkendt for læseren af Dickens, og den engelske forfatter var ikke hverken profet eller spåmand. Han skrev om sin tid. Når vi genkender noget, er det vores skyld at julens ånd fra for over hundrede år siden må vise os de samme uhyggelige sandheder.

Partihensyn eller håb?

Eventyrets fortid, nutidens elendighed og den alvorlige påmindelse smelter sammen i afsnittets slutning om den nuværende juls besøg.

Scrooge får nemlig øje på noget i dens kjortels folder og spørger hvad det er. Det julens ånd åbenbarer for ham er – lad os sige det rent ud, – alle de forsømte børn, som magthaverne viser deres ligegyldighed, og som udgør den virkelige fare for vores fremtid. Dickens fortæller:

“Af folderne i dens [julens ånds] kjortel drog den to børn frem, usle, modbydelige, forfærdelige, afskyelige, elendige. De knælede ved åndens fødder og klyngede sig til dens klædebon. “O se, menneske; se herned!” udbrød Ånden.

Det var en dreng og en pige, gule, magre, pjaltede, skulende, ulveagtige, men tillige krybende i deres ydmyghed. Hvor ungdommens ynde burde have rundet deres træk og farvet dem med sit friske rosenskær, havde en gusten og runken hånd, lig alderdommens, udpint og forkrøblet dem og revet dem i pjalter. Hvor engle kunne have rejst deres trone, lurede djævle og udsendte truende blikke. Blandt alle naturens vidunderlige og gådefulde frembringelser – selv blandt de usleste vanskabninger og de modbydeligste udskud af menneskeheden ville man ikke finde halvt så hæslige uhyrer.

Scrooge fór forfærdet tilbage. Da de var blevet ham forestillet på denne måde, prøvede han på at sige, at det var smukke børn, men ordene ville hellere kvæle sig selv, end være delagtige i en løgn af så uhyre størrelse.

“Ånd, er det dine?” Scrooge kunne ikke sige mere.

“De er menneskets,” sagde ånden og så ned på dem, “og de klynger sig til mig, for at anråbe mig om beskyttelse mod deres fædre. Denne dreng er uvidenheden; denne pige er nøden. Vogt vel på denne dreng; thi på hans pande ser jeg eders dødsdom skrevet, medmindre skriften bliver udslettet! Nægt det!” råbte ånden og strakte sin hånd ud mod byen. “Bagtal dem som siger eder det! Tilstå det for eders partihensyns skyld og gør det værre! Men afvent enden!”

“Har de intet sted at ty til, ingen til at tage sig af dem?” udbrød Scrooge.

“Gives der ingen fængsler?” sagde ånden, idet den for sidste gang slog ham med hans egne ord. “Gives der ingen fattighuse?”

Har vore ansvarlige, som påstår at de er kristne og tolerante, noget bedre at byde på i julegave end det nittende århundredes honoratiores havde at foreslå?

Hvis det er tilfældet, har vi et håb.