4. adventsuge: Forandring er mulig

Af Marianne Olsen

Læseren har allerede gættet, at Scrooge nu vil få besøg af fremtidens juls ånd, og vi går ind i den læsning af juleeventyret, der er den mest uhyggelige.

Den er uhyggelig, fordi fortællingen ikke bare afspejler en tilstand i det nittende århundredes England i en grisk gammel synders hoved og hans ejendommeligt pludselige selverkendelse. Den er uhyggelig, fordi ingen kender fremtiden. Derfor er ånden også nærmest kun en sort klædning med en hånd der peger mod konsekvenserne af et så indskrænket og nådesløst liv som hovedpersonens.

Også for os er fremtiden uigennemtrængelig. Den kommer af sig selv med sine slag, hvor vi rammes af vores egne ord og gerninger, sådan som vi så det i slutningen af tredje adventsuge.

Magt medfører magtesløshed

Hvad har Scrooge, den tarvelige og ondskabsfulde arbejdsgiver i vente? Han som syntes at fængsler og fattighuse er nyttige institutioner, han som bare vil sætte straffe op og tage de små midler fra fattigfolk, som de dårligt nok kan leve af. Jo, vi genkender mønstret fra vores egen politiske virkelighed, hvor man kan sige undskyld til nogle få folk, der var mishandlet som børn. Og de bliver naturligvis glade. Samtidig bliver børn, andre børn, mishandlet uden at få hverken omsorg eller undskyldning. For verden er ikke sådan at overskue, og hvis man vil have magten uden at indse den magtesløshed, der følger med, har man kun at vente på, at andre river den fra én.

En rå verden

Og hvad er det så Scrooge ser: Han ser folk snakke på gaden. Der er én, der er død. Gider man gå til begravelsen? Tja, det er der flere meninger om. Ham, de snakker om, er død alene. Ingen gad sidde ved hans dødsleje.

Gangkonen, der skulle se til den syge har, da hun opdagede at han var død, taget skjorten af ham, for den var for god til det gamle lig. Alt det må Scrooge være vidne til uden at forstå hvem der er tale om. Dickens skriver:

”O, kolde, kolde strenge, skrækkelige død, oprejs dit alter her og iklæd dig alle de rædsler, du har til din rådighed; thi dette er dit rige! Men på et elsket, agtet og æret hoved kan du ikke krumme et eneste hår efter dine frygtelige hensigter, eller gøre et af dets træk modbydeligt. Det er ikke det at hånden er tung og vil falde ned, når man slipper den; det er ikke det at hjertet og pulsen står stille; men at hånden var åben gavmild og trofast; hjertet ædelt varmt og kærligt, og pulsen en mands. Slå til, skygge, slå til. Og se hans gode gerninger springe ud af såret for at beså verden med udødeligt liv.”

Kærligheden findes

Scrooge bliver forfærdet over den råhed og spørger den fremtidige juls ånd om han må se nogen kærlighed i forbindelse med et dødsfald: I en fattig familie, der har skyldt den afdøde penge, bliver man både lettet og bange, men mest lettet, for den, der skal overtage deres gæld vil næppe være mere skånselsløs i sin inddrivelse end afdøde.

Ånden tager ham også med til skriverens hus, hvor Tim er død. Dér er kærligheden og en næsten ubærlig sorg. Scrooge ved godt at det faktisk er hans skyld at den lille kloge dreng ikke kunne leve og få den pleje, han havde brug for

Endelig tager ånden ham med ud på kirkegården og peger vedholdende på en grav. Før Scrooge tager mod til sig og går derhen, siger han: ”Menneskenes handlemåder kan antyde visse mål, hvortil de må føre, når man fremturer i dem. Men forandres handlemåden, forandres også målet. Sig forholder det sig således med det du viser mig?”

Og så ser han, hvad vi naturligvis hele tiden har haft på fornemmelsen, sin egen grav og sit eget navn på gravstenen.

””Ånd!” råbte han og klamrede sig fast til dens kjortel. ”Hør mig! Jeg er ikke det menneske, jeg var. Jeg vil ikke være det menneske, jeg måtte være blevet, når alt dette ikke var sket. Hvorfor viser du mig alt dette, når alt håb er ude for mig?” For første gang syntes hånden at ryste.”

JUL: Anger og en ændret adfærd er mulig

Det er sådan en erkendelse, mennesket bygger jul på, erkendelsen af at anger og en ændret adfærd er mulig. Sådan var det den første jul med et nyt menneskes fødsel, og sådan er det hver gang vi opdager at skæbne kan forvandles til håb.

For vi kan jo ikke blive siddende fast i alle de uhyrligheder vi finder på at kæmpe os gennem tilværelsen med. Håb eller skæbne. Nu har vi lige haft solhverv.

Og for Scrooge og alle dem han kender, er der håb – allervigtigst: Tim lever og Scrooge bliver som en anden far for ham. Scrooge bliver rigtig god til både at være gavmild, at holde jul og at le!

”Han holdt ikke oftere samkvem med ånder, men levede siden efter totalafholdenheds princippet, og man sagde stadig om ham, at forstod nogen, hvorledes man rigtig skulle holde jul, så var det ham. Gid dette med sandhed må kunne siges om os alle! Og dermed som Tynde Tim sagde: Gud velsigne os alle sammen.””

Det var et rigtigt eventyr – og en rigtig eventyrslutning.

Også jeg tilslutter mig, for lyset vender tilbage, børn bliver født, og vi har alle brug for Guds milde barmhjertighed.

Glædelig jul!