Advokat: Danmark bryder de aftaler, vi selv har skrevet under på

Opdateret: juni 15

”Det er uhyggeligt, at Danmark smider historien væk og er ligeglade med Flygtningekonvention og Dublinforordning,” udtaler advokat Bjørn Elmquist.


Bjørn Elmqvist, pressefoto: Sofus Graae Studio.


SAMEKSISTENS har fået lejlighed til en samtale med formanden for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist. Anledningen er Udlændinge- og integrationsminister Tesfayes forsøg på at få en aftale i stand, der går ud på at sende asylsøgere i Danmark til Rwanda.

”En sådan aftale bryder både med flygtningekonventionen og med Dublinkonventionen,” fortæller Bjørn Elmquist og fortsætter: ”Flygtninge konventionen fra Geneve i 1951 pålægger alle de lande, der har underskrevet den, at give asyl til enhver, der er forfulgt på grund af religion, race, nationalitet eller politisk holdning. Målet er at sikre alle flygtninge de rettigheder, der blev formuleret i Menneskerettighederne i 1948.”


Dansk enegang

Flygtningekonventionen blev underskrevet den 28. juli 1951. Ironisk nok var Danmark det første land der underskrev den. Det er altså den, man nu er parat til at bryde. Men hvad så med Dublinkonventionen?

”Vi løber den risiko at blive smidt ud af Dublinforordningen, som vi ellers har benyttet os af i stort omfang.” påpeger Bjørn Elmquist og forklarer:

Dublinforordningen har med EU at gøre. Den har til formål at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at tage sig af de mennesker, der søger asyl, og den giver andre medlemsstater mulighed for at sende en asylansøger tilbage til den ansvarlige medlemsstat. Normalt vil den ansvarlige medlemsstat være den stat, asylansøgeren først kom til i EU. Det er som sagt noget Danmark har benyttet sig flittigt af, men ved at bryde Flygtningekonventionen, som vi altså var de første til at skrive under på, er det højst usikkert, om vi kan blive i Dublinforordningen.”


Udlandets reaktioner

Der har været kritik af det danske initiativ i de andre europæiske lande, også udenfor EU. Vi henviser både til lederen i Le Monde og andre artikler i samme avis. Ligesom Jan Egeland fra den norske flygtningeorganisation NRC og andre landes socialdemokratier siger fra.

”Ja,” bekræfter Bjørn Elmquist. ”Jeg har selv talt med en af Le Mondes journalister. De tror jo ikke deres egne ører, når de hører om dansk ræs mod bunden af humanitær ansvarspådragelse. Bare vi kan blive fri, er det i orden for de nuværende politikere. Det er uhyggeligt at de smider historien væk og er ligeglade med hvad sådanne handlinger kan medføre – og som de medførte i det 20. århundrede, vel nok det mørkeste og mest barbariske i europæisk historie.”


Spinkel undskyldning

Mattias Tesfaye har henvist til, at Rwanda og Danmark har noget tilfælles deri, at der er ligestilling i Rwanda?

”Ja, det er rigtigt, men det er til gengæld helt forkert at sige at der er demokrati. Paul Kagamé, der er landets præsident, er valgt med over 98 procent af stemmerne. Efter folkemordet har han slået hårdt ned på sine modstandere.”

Begyndte han ikke egentlig godt efter folkemordet?

”Jo, det er helt rigtigt. Kagamé fik sat skik på landet efter alle de rædsler, der havde udspillet sig, men efterhånden steg magten ham til hovedet. Victoire Ingabire Umohoza, der havde været i eksil i Holland, stillede op som præsidentkandidat i 2015, men hun blev anholdt og fængslet, så der er i realiteten ikke nogen opposition – i hvert fald i frihed.


Lovfæstet usikkerhed

Hvordan kan vi sikre asylsøgere i Danmark imod at blive sendt ud til forfølgelse? Hvordan kan vi sørge for at de mennesker, der kommer hertil med beskyttelsesbehov også får det?

”Det er et stort problem; og usikkerheden er blevet lovfæstet i flygtningelovens § 45: ”Til brug for behandlingen af en sag efter denne lov vurderer justitsministeren, om udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Denne vurdering lægges til grund ved afgørelsen af sagen (stk.1).

Justitsministeren kan bestemme, at de oplysninger, der er indgået i vurderingen efter stk. 1, af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den udlænding, vurderingen angår. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at oplysninger som nævnt i 1. pkt. af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den udlændingemyndighed, der skal træffe afgørelse i sagen (stik 2.).”

”Der er altså ingen sikkerhed, og der er heller ingen mulighed for transparens,” slutter Bjørn Elmquist.


Fakta:

Bjørn Elmquist er advokat og har repræsenteret først Venstre, siden Radikale Venstre i Folketinget. Han har et særligt kendskab til Afrika, hvor han bl.a. har været rådgiver i Niger med henblik på organisering af demokratiske valg. Han har en række tillidsposter og er siden 2004 formand for Retspolitisk Forening.

892 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle