Aftale om finansloven sikrer fremtiden for Lex.dk

Desuden etableres Kulturens Analyseinstitut for at skaffe mere viden og data.



Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har indgået en finanslovsaftale for 2022, hvor der blandt andet også er afsat midler til folkeoplysning og en række museer.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

"Godt formidlet fakta er et af de bedste våben mod konspirationsteorier og falske nyheder. Derfor glæder det mig, at aftalepartierne er enige om at sikre, at Lex.dk kan drive og udvikle sine opslagsværker de kommende år, udtaler kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun tilføjer:

- Det er afgørende, at vi har et dansk opdateret online-leksikon, man kan stole på.


Nyt analyseinstitut ser dagens lys

Med finansloven får Danmark også et nyt Kulturens Analyseinstitut. Målet er at få mere viden og data, som kan bruges til at udvikle hele kulturområdet.

”Debatten om et analyseinstitut har stået på længe og har været et udbredt ønske blandt mange kulturaktører. Det glæder mig også, at vi med aftalen styrker folkeoplysningen de kommende år og giver en ekstra hjælpende hånd til en række lokale museer rundt om i Danmark, siger kulturministeren.

Lex.dk får 13,0 mio. kr. i 2022 og 10,0 mio. kr. årligt i 2023-2025 til Lex.dk. Til Kulturens analyseinstitut afses 4,0 mio. kr. i 2022 og 8,0 mio. kr. årligt i 2023-2025.

Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel bl.a. med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser.