Af Svend Løbner
Når jeg skriver for hjælpeorganisationer, er jeg meget opmærksom på et ligeværdigt sprogbrug. Dem, vi hjælper, er ikke hjælpeløse. Og dem, der har økonomi og logistik til at hjælpe, er ikke hævet over dem, der modtager hjælpen. Hjælpen er blot en udligning af velfærdsgoder, et humanitært økosystem, der skal gå op, så de rige giver til de fattige og de fattige giver tilbage med værdier, der betyder så meget mere end penge og materielle goder.
Det gik for alvor op for mig, da jeg skrev en universitetsopgaven Troens sprog i hjælpeorganisationer. Opgaven bestod i en sproganalyse af to hjælpeorganisationers sprogbrug i medier og interview med talspersoner hos den katolske hjælpeorganisation Caritas og den muslimske Danish Muslim Aid.
Her fortalte imam og udviklingschef i Danish Muslim Aid, Abdul Wahid Pedersen, blandt andet:
– Når folk kommer ind her og smider 5.000 eller 10.000 kroner, så siger de tak, når de går ud ad døren, fordi vi giver dem mulighed for at løse den religiøse forpligtelse der er i at hjælpe de fattige. Den samme holdning har vi med, når vi tager ud. Vi er ikke donorer; vi er formidlere. Jeg er i virkeligheden bare en bydreng. Vi er ligesom pizzabude. Vi leverer en vare som er deres. Den leverer vi til dem.
Altså et ligeværdigt forhold, hvor modtagerne ikke føler sig mindreværdige og gældsbetyngede over den hjælp de får. Hjælpen er deres ret.
Det hænger sammen med menneskets værdighed. Alle mennesker er ligeværdige i kraft af deres menneskelighed. Uanset køn, etnicitet, religion, social status og de omstændigheder, de befinder sig i lige nu.
Ja, nogle er flygtet fra krig, har mistet alt og befinder sig nu på ubestemt tid i et flygtningetelt. De er bogstaveligt talt bombet tilbage til udgangspunktet, men de er ikke hjælpeløse.
Tvært imod møder jeg håb, kreativitet og styrke til at overleve og starte deres tilværelse på ny. Hjælpen er blot en håndsrækning, et rygstød, der viser, at nogle derude i verden kerer sig om dem. En anden gang kan det være dem, der skal støtte os.
Jeg beundrer mennesker der mod alle odds rejser sig og giver sig i kast med tilværelsen på ny efter krig, overgreb, naturkatastrofe og fattigdom. Det er en ære for mig at skrive om disse mennesker. De lærer mig så meget og minder mig om også herhjemme at behandle og omtale andre mennesker med værdighed.
Det er vigtigt i både sprog og handling at behandle alle mennesker med respekt og tro på, at selv de mest nødlidende kan rejse sig efter krig og overgreb.