top of page

Anmeldelse: Hjertevarm hyldest til langtidsholdbar kærlighed

Opdateret: 5. nov. 2021

ANMELDELSE: Lasse og Mathilde formidler forfatterlyrik med nerve og autenticitet på nyt album.



I en tid, hvor skilsmisser og one night stands dominerer mediebilledet, er det velgørende med musikalsk underholdning, der hylder det lange seje træk i kærlighedsforholdet.

”Dette album er tilegnet stamina og kærlighed,” lyde proklamationen på bagsiden af Lasse og Mathildes seneste album ”Hvem drømmer Hvem?” Stamina betyder noget i retning af livskraft og udholdenhed.

Og udholdende har de to musikanter været, siden de i 1976 fik en flyvende start med Lundebordvisen der nærmest blev en ”landeplage”. Mange kan stadig nynne med på ”Er du trist og har du sorg i sinde, så tag med mig ned til Lundeborg…”

Mathildes sprøde ungpigestemme har ikke forandret sig over årene. Til gengæld er Lasses stemme modnet og har ikke blot stamina, men har også fået den patina, der understreger albummets budskab, at det kræver blod, sved og tårer at leve i et årelangt parhold.

Det syngende pars egne melodier krydrer de følsomme tekster med en hjertevarm atmosfære. Teksterne er leveret af musiker og sangskriver Daniel Lanois og forfatterne Hans Kragh-Jacobsen og Ane Riel. Sidstnævntes tekst ”En hjertesag” er undertegnedes favorit:


Mon vi holdt lidt mere af hinanden / hvis vi holdt lidt mere af os selv? / Mon vi gik lidt mindre fra forstanden / hvis vi bare turde be’ om hjælp…


Det er alt for let at give op nu / alt for let et valg at stikke af / Tænk, hvis vi var rede til at ofre / vores stolthed for en hjertesag…


”Hvem drømmer Hvem?” handler om den kærlighed, der må være hudlæst ærlig for at overleve. Når ansigtet får rynker og furer, håret bliver tyndt og gråhvidt og knoglerne bliver stive og umedgørlige, er det vigtigt at lægge mærke til, at glimtet i partnerens øjne stadig er det samme, at trækningerne i mundvigen gemmer på smil, og at det aldrig er for sent at svare med forløsende kærlighedserklæringer.

Også når hun er ”min glemte engel” og han er en ”charlatan” og begge ender med at ”svigte i livets hamsterhjul”.

Teksterne rører en nerve, der blot understreges af de enkle melodier, de autentiske stemmer og det følsomme akkompagnement. Ud over Mathilde Bondo på violin og Lasse Helner på guitar medvirker bl.a. Wili Jønsson (tidligere Gasolin’) på bas og klaver, Alex Riel på trommer og Ole Fick på elguitar og banjo.

”Hvem drømmer Hvem?” (EXLIBRIS) er oplagt til en lun sommeraften på terrassen med et koldt glas hvidvin og den elskede ved hånden.

bottom of page