Anmelderrost film viser intet om Vestens destabilisering af Afghanistan

”Man må selv tænke sig til al den elendighed, afghanerne gennemlever med Taleban, USA og resten af Vesten, hvor over 200.000 mennesker mister livet,” skriver anmelder om den Oscarnominerede film FLUGT, Naderah Parwani har selv måttet flygte fra Afghanistan.


Screenshot fra preview.


Nu har jeg set animationsfilmen FLUGT.

Dokumentarfilmen handler om filminstruktørens ven Amin, en succesfuld dansk afghansk akademiker, skal til at tage hul på et nyt kapitel i sit liv: Han skal giftes med sin kæreste, Kasper. Men spøgelser fra Amins turbulente fortid bliver ved med at forfølge ham. Som barn blev han sendt på flugt fra Afghanistan med sin familie.

I mere end 20 år har Amin spundet sig ind i bortforklaringer om sin fortid, men nu er hemmeligheden ved at være for tung at bære alene. Han er klar til at tage livtag med fortidens skygger.

Filmen er fantastisk lavet. Meget rørende med effekter, der på malerisk vis viser, hvordan angst, stress og traumer føles. Det er det mest imponerende ved animationsfilmen.


Smertefuldt at genopleve krig og flugt

Meget smertefuldt at blive taget tilbage til vores flugt fra Afghanistan, da Amin flygter samtidigt med mig og min familie i 1984. Man mærker hvad det vil sige at være på flugt, de massive stressbelastninger, angsten, sorgen, afmagtsfølelsen, usikkerheden, skammen og alle de tab, der følger med det at flygte.

Jeg hadede også russerne, da de også invaderede vores hjem og tog vores værdigenstande. Russerne bliver udstillet som de ondeste. Andre afghanske flygtninge har også fortalt gode historier om russerne i Rusland.

Den sorg mange flygtninge mærker er også et produkt af den ambivalens af modsatrettede følelser som flygtninge kæmper med. Det er ligesom at have forældre (værtsland), der på den ene side skærer i dig, udsulter dig, slår dine nærmeste ihjel, og på den anden side giver dig kærlighed. Hvordan kan man få danskerne til at forstå den ambivalens? Man opgiver, før man forsøger, så den sorg bliver lukket ned og ikke italesat.

Intet om Vestens destabilisering af Afghanistan

Der er intet om Danmark og Vestens destabilisering af Afghanistan. Kun meget lidt om USA. Man må selv tænke sig frem til al den elendighed afghanerne gennemlever med Taleban, USA og resten af Vesten, hvor over 200.000 mennesker mister livet, flygtningelejrene og at leve i kulden, voldtægter og forskellige former for overgreb. På den måde svigter Filminstruktøren det mest væsentligste - nemlig Danmarks bidrag til elendigheden i Afghanistan.

Filmen bryder også lidt med stereotyper, og afghanerne er portrætteret noget mere realistisk. Det er fremgang. Filmen viser ikke alt det fantastiske ved Afghanistan, kulturen, gæstfriheden, afghanernes offervilje for deres medmennesker, deres hjælpeparathed, deres livskraft, litteraturen, poesien, musikken, dansen, og den vilde natur, som afghanerne elsker ved deres land.


Ikke nok fokus på krigsforbryderne

Den har fokus på ofrene og ikke nok på krigsforbryderne. Den viser glimt af de kollektive traumer. Det ville nok have kommet tydeligere frem, hvis Amins flugt gik mod Iran, så havde man oplevet flygtningelejrene og afghanernes kollektive lidelse, kulde, fattigdom, sult, tørst.

Tænk, at få sat sit liv på pause på den måde og bagefter komme til Vesten, hvor vesterlændinge sammenligner deres præstation med f.eks. etniske danskere.

Der var bare ingen voksne til at fortælle mig, at jeg ikke var dum, men at jeg blot skulle starte fra bunden på grund af min historie. Det glemmer lærere at minde sig selv og nyankomne flygtningebørn om på skolerne.

I dag forstår jeg, hvorfor de andre var bedre end mig til matematik. De havde lært en masse, mens vi var på flugt. Skammen over at være så elendig til det og ovenikøbet blive udskammet, har gjort at min hjerne bare slår fra, når det har noget med tal at gøre.


Taknemmelig og lettet over film om flygtninge

Når man har fået udvidet perspektivet og fulgt folks historie, så vil man blive dybt rørt over, hvor fantastisk vores flygtninge har klaret sig, siden de er ved at indhente majoritetsdanskere på uddannelse. Rørt ikke kun over flygtninges indsats, men også den indsats inden for flygtninge- og integrationsområdet, der har gjort den kæmpe forskel. Der har været en masse gode kræfter både inden for traumeområdet og integrationsområdet, der har været en del af mange flygtninges heling i Danmark.

Jeg føler en taknemlighed og lettelse over, at vi omsider får en film i Danmark, der kommer langt tættere på, hvad det vil sige at være flygtning. Så er der noget helt særligt ved, at instruktøren har jødiske rødder og hovedpersonen Amin har muslimske rødder.

Den skal ses og fortjener alle priserne.