Anne Boye er hospitalspræst ved Nordsjællands Hospital. Hun kan hverken lindre eller helbrede, og det er heller ikke hendes opgave. Men hun kan lytte til patienterne og lette trykket af tunge tanker. Og pege på, at de ikke er alene.
Kroppen driller, angsten turer og bekymringerne rumsterer, når mennesker kommer på hospitalet. Her er det hospitalspræstens opgave at lytte og anerkende tanker, der ellers bliver kapslet inde, fordi patienten ikke vil bekymre familien eller virke besværlig for sundhedspersonalet.
Hospitalspræst Anne Boye tager os med ind i en skjult verden. Vi spørger præsten på Nordsjællands Hospital i Hillerød ligeud, hvordan hun bringer håb på hospitalet.
- Mit formål er et langt stykke hen ad vejen at være lyttende. At skabe et rum for patienten, hvor der er frihed og ingen restriktioner på de bekymringer, angst eller overvejelser, der kan være i forbindelse med et sygdomsforløb.
Man kan som patient godt være bange for, at: “Hvis jeg virkelig siger det, jeg mener, tror eller synes, så er jeg måske den besværlige patient,” fortæller hun.
- Der er ingen, der vil være den besværlige, og så får man ikke sagt noget om det, man har på hjerte. Eller også vil man ikke være sin familie mere til besvær, end man synes, man allerede er ved at være syg og på hospitalet. Så vil man hellere prøve på at være fortrøstningsfuld: “Det går nok også lidt bedre. Nu må vi se.”
At få læsset af et neutralt sted
Præstens opgave er først og fremmest at lægge øre til patientens bekymringer, pointerer Anne Boye:
- Jeg kan jo ikke lindre deres smerte. Men jeg kan lette den eksistentielle overload og tage lidt af trykket, så patienten får bekymringerne ud og får vendt sine overvejelser, fortæller hun.
Nu er du jo præst – så ligger det vel til højrebenet at også tale om Gud?
- Størstedelen af de samtaler, man har på et hospital, starter faktisk ikke med, at folk vil tale om Gud. Det er ikke dér, de er. Patienten er så opmærksom på alt det, der sker omkring forandringerne i deres krop. Man er sat ud af sin sædvanlige sammenhæng. Man ligger i en hospitalsseng med hospitalstøj på. Man ligger på stue med en masse andre, som også har det skidt. Så det handler ofte om at få talt om det. Og så undervejs kan samtalen udvikle sig til, at nogle af de store eksistentielle grundtemaer kommer i spil.
Præsten er neutral
At tale med en præst er at få læsset af et neutralt sted, fortæller Anne Boye.
- De skal ikke tænke på, om jeg bliver ked af det, fordi de er kede af det. De kan få lov til at komme med alle deres bekymringer. Også om hvordan det går derhjemme, og hvordan ægtefælle og børn skal kunne klare sig, når og hvis fx døden indtræffer. Det kan være at patienten bliver udskrevet og kommer hjem til en helt anden hverdag, fordi han eller hun har mistet sin førlighed. Det kan sagtens være årsag til, at livsmodet daler.
Det er ikke fedt at dø
Hvordan bringer du håb ind? Hvordan kan du give dem en lille smule lys for enden af tunnelen?
- Alle er opmærksomme på, at jeg kommer som præst. Men det håbefulde består ikke nødvendigvis i tanken om det evige liv eller det, Bibelen kalder ”kødets opstandelse”. Det gør det for nogen, men for andre kan håbet ligge i det at få talt om, hvordan man får opfyldt sine sidste ønsker. Er der nogle vigtige ting at få sagt og gjort? Er der nogle ting, man gerne vil opleve sammen med dem, man holder af. Sådan at man, hvis man lider af en dødelig lidelse, får afsluttet livet på den bedst mulige måde for sig selv og sine nærmeste.
- Det kan være rigtig svært, hvis der er en hel masse, der blokerer. Man kan jo aldrig fjerne den eksistentielle angst ved at være i live, for vi skal jo alle dø. Og størstedelen af alle mennesker, synes vel egentlig ikke, at det er fedt at skulle dø. Det kan man ikke gøre noget ved. Det må vi leve med.
Syge har omsorg for deres nærmeste
Er der noget patienter har sagt, som har gjort særligt indtryk på dig?
- Det, der gør mest indtryk, er den syges omsorg for sine nærmeste. Selv om de ligger midt i kaos, er det ofte ikke dem selv, de tænker på. Den kærlighed, de har til deres nærmeste, går oftest forud. Det, synes jeg, er stort. Især på fødegangen med forældre, der har mistet et barn, er der et håb om, at det døde barn er i Guds hænder. Det håb faciliterer jeg som noget, man godt må have.
Anne Boye filosoferer videre:
- I vores moderne verden betragtes det som barnagtigt at håbe på at se den døde i himlen. Men det må man gerne, når det gælder små børn. Det, synes jeg, er interessant. Og det taler jeg tit med folk om. Jeg ved ikke, hvordan livet efter døden er, men der står i Bibelen, at vi skal blive som engle. Det er ikke det jordisk kropslige, det kommer an på. Om vi er unge, gamle, raske eller syge.
Med kroppen i fokus indkapsles sjælen
- For mange mennesker kan al den snak om et efterliv være temmelig fluffy. Derfor kan det være rart, at der er nogen, der siger til dem: “Du behøver ikke at have en løsning på det. Du kan overlade det til Vorherre, og det ender godt”.
Netop den trøst er der brug for, når det er hårdt ”at være i sit kød på Jorden”, som Anne Boye udtrykker det.
- Det bliver meget kødeligt nogle gange, når lægerne har skåret og pillet og rodet i ens krop. Man synes slet ikke, at man ejer sig selv længere. Man er en ting andre mennesker kigger på, rører ved, skærer i og putter slanger i. Derfor vil mange patienter forskanse sig og kapsle sig ind og lægge deres inderste tanker i en skuffe for sig selv. Dem får personalet altså ikke lov til at pille ved. “Det er mit og det er mig.”
Det er her det er godt at tale med en hospitalspræst med tavshedspligt. Der bliver ikke skrevet journaler over patientens inderste tanker, angst og bekymringer.
Blå bog:
Anne Boye er hospitalspræst ved Nordsjællands Hospital, Hillerød og Psykiatrisk Center, Nordsjælland. Hun er hospitalspræst begge steder 85 procent og 15 procent sognepræst i Præstevang Kirke.
Anne Boye har været hospitalspræst i 25 år. Hun er uddannet cand.theol. og har en master i sjælesorg, begge dele fra Københavns Universitet.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Ullerød Kirke.