top of page

Appetit på kultur, krydderier og kærlighed

SAMEKSISTENS var med ved Folkeuniversitetet i Næstveds første forelæsning med overskriften ’Krydderiernes kulturhistorie’.



Folkeuniversitetet er i fuld gang, og i Næstved var SAMEKSISTENS med ved den første forelæsning med overskriften ’Krydderiernes kulturhistorie’.

Folkeuniversitetet udbyder hvert år en lang række foredrag, kurser, temadage, workshops og rejser. Formålet er at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater, og til at fremme forståelsen for hvad demokrati er, så medborgerskab gennem viden bliver en levende realitet.


Mødte sin drømmeprins i Østen

Det, der umiddelbart fremkalder en tur i byen for at ordne ærinder til forberedelse af de hjemlige kødgryders indhold, blev en rejse jorden rundt og mellem forløb frem og tilbage i mere end 500 år.

Pia Lund Poulsen, der var forelæseren, tog os først med på en af sine mange rejser til Østen, hvor hun havde truffet sin ’drømmeprins’, Amir Zainorin, hvis kunst oplyste hele forelæsningens Power Point illustrationer.


Blodig krig for krydderiernes konge og dronning

For 500 år siden var de krydderier, europæerne drog ud efter, mere værd end guld, sølv og perler. Vi så en verden dukke op, hvor peber var krydderiernes konge, og kardemomme var dronningen i krydderiernes rige.

Det blev til et eventyr: Den slags konger og dronninger skal bortføres og gøres til bytte og tjenere i de opdagelsesrejsendes hjemlande.

Hvor der er konger og dronninger, er der naturligvis også krig: Den europæiske opdagelseslyst blev mødt med blodig modstand, og derfor var der lange sørejser, hvor skibene undgik at gå i land for at beholde livet.


Hollands driftighed: Krydderier og slavehandel

Holland viste sine særlige evner: Derfra blev der bragt tre millioner kilo krydderier hjem. Og som om det ikke var nok, kom der også slaver med. Galschiøts skulptur af den hvide mands byrde står som et manende vidnesbyrd om det gådefulde menneske i den veloplagte forelæsers beretning. Hendes tale er engageret, men uden nogen fordømmelse. Det er et fornemt træk at lade skrækken plante sig i tilskuerne.


Shamanisme og katolicisme

I Østen hørte vi om en shamanistisk seance, hvor shamanen udførte en healingceremoni med sang, instrument i hånden og dans, iklædt en fjerkrone og henført i trance. Ved siden af og måske før og efter går man i den katolske kirke.


Krydderiet kaffe

’Kaffe’ er et ord der oprindelig kommer fra arabisk. Det er kommet helt herop nordpå via fransk eller tysk, og det er også blevet et af vores egne vores elskede krydderier. Godt at vide, at dette arabiske ord også betegner en drik, man har lov til at nyde, hvis man tager forbud mod alkohol, en anden arabisk betegnelse, alvorligt.

Fra vores egen fortrolige kaffeverden kom vi med til Malaysia og begrebet ’kaffepenge’: Kaffepenge er et godt middel til bestikkelse derude, og det kan man godt blive fristet til, hvis man vil have den allerbedste kaffe. Den kommer fra bønner, der har været igennem desmerdyrets fordøjelseskanal, og prisen er ’pebret’, et udtryk der afslører pebers anseelse.


Læs mere om Pia Lund Poulsen og Amir Zainorin.

bottom of page