Arabiske drømme ankommer til Aarhus
Udstilling, film og foredrag på DOKK1 torsdag den 2. september.

Torsdag den 2. september kl. 16.-20.30 inviteres til en temadag om arabiske drømme på DOKK1 i Aarhus. Det sker i anledning af at vandreudstillingen ”Arabiske Drømme” ankommer til DOKK1 i perioden 13. august til 6. september. Udstilling og temadag er arrangeret Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) i samarbejde med DOKK1 og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Det bliver en temadag med fokus på livet som ung i Mellemøsten og Nordafrika. Med udgangspunkt i FN’s verdensmål nr. 16. om fred, retfærdighed og stærke institutioner vil mellemøstforsker Lars Erslev Andersen og journalist med speciale i Mellemøsten Malene Fenger-Grøndahl give deres bud på, hvad vi kan forvente os af de historisk store ungdomsårgange i MENA-regionen, og hvordan Det Arabiske Forår ser ud anno 2021.
Herudover er der fokus på unge kvinders kamp for anerkendelse og medbestemmelse, når den egyptiske dokumentarist Samaher Alquadis rå, pulserende og personlige vidnesbyrd ”As I Want” indtager lærredet. Filmen introduceres af International Media Support (IMS), der støtter uafhængig journalistik i Mellemøsten og Nordafrika.