top of page

Arbejdsløse udlændinge presses til at ”vende hjem”

Omkring 8.900 langtidsledige udlændinge skal fremover have en samtale med kommunen om mulighederne for at rejse frivilligt til deres oprindelseslande med støtte fra den danske stat.



Udlændinge kan få økonomisk støtte fra den danske stat, hvis de rejser frivilligt tilbage til deres hjemland. Det sker via repatrieringsordningen. Den ordning målrettes nu, så også udlændinge, der har været i Danmark i længere tid, og som i en længere periode ikke har været i beskæftigelse, skal møde op på kommunen hvert andet år. Her skal de have en såkaldt ”dedikeret samtale” om muligheden for at rejse hjem med støtte, lyder en pressemeddelelse fra Udlændinge- og integrationsministeriet. – Nogle indvandrere har været på kontanthjælp i lang tid. De er aldrig lykkedes med at blive en del af samfundet. Måske var det bedre for alle, hvis de vendte hjem til deres eget land, udtaler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Forslaget vil gælde for ca. 8.900 udlændinge, der har haft en opholdstilladelse i Danmark i mere end fem år, og som har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste tre år. Udlændinge, der har haft en opholdstilladelse i Danmark i mindre end fem år, skal fortsat modtage den allerede eksisterende systematiske vejledning om at rejse hjem med støtte i forbindelse med alle samtaler i integrations- og beskæftigelsesforløb i kommunerne. Til gengæld afskaffes den systematiske vejledningspligt for udlændinge med længere ophold i Danmark, som har bedre kontakt til arbejdsmarkedet. Ændringerne af vejledningspligten er aftalt mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance og vil skulle behandles af Folketinget til april sammen med en række andre ændringer af repatrieringsloven.

bottom of page