Det halter med armslængde i flygtningesager

Regeringen, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet arbejder sammen i såkaldte Somalia-sager på det overordnede plan, skriver speciallæge Anne Nielsen i den sidste af seks kronikker om flygtninge fra de krigshærgede og sultplagede land.


Modelfoto: Wix



Kronik af Anne Nielsen, speciallæge


Anerkendelsesprocenten for asylansøgere var meget lav, da fronten i krigen mod al-Shabaab stod i selve Mogadishu i 2010-2011 og 260.000 mennesker døde under hungersnød. Men efter SUFI-dommen i juni 2011 fik næsten alle somaliere beskyttelsesasyl i 2012. Siden er beskyttelsesophold blevet mere sjældent. Udlændingestyrelsen har gennemført mange ”fact finding”-rejser om Somalia til Kenya og Somalia. Flygtningenævnet har især baseret afgørelserne på Udlændingestyrelsens rapporter og på to senere domme fra Menneskerettighedsdomstolen. Meget færre får nu asyl, og tidligere beskyttelsesophold er blevet ophævet, trods fortsat vold, der i perioder var voldsommere og mere udbredt end i 2011. Asylmyndighederne har stort set undladt at tage hensyn til den humanitære situation i landet og til børns rettigheder - og gør det fortsat. Regeringen skyder ansvaret over på Flygtningenævnet, hvoraf en tredjedel udgøres af Udlændingeministeriets repræsentant!


Somaliere i Danmark

Den 1. januar 2022 boede der 21.275 personer i Danmark med rødder i Somalia, 10.168 af dem var født i Danmark, mens 11.167 var indvandret som flygtninge eller familiesammenførte, flest fra 1988 - 2003. antallet af mennesker af somalisk afstamning steg fra få: 133 i 1980 til 17.849 i 2003. Herefter faldt det lidt men steg atter lidt fra 2006 til 2018 og er nu fladet ud. Fra 1996 til 2006 udvandrede mange somaliere, herunder nogle med dansk statsborgerskab; dels havde de svært ved at få arbejde i Danmark, dels flygtede de fra negativ omtale fra medier og politikere. Ekstra Bladet kørte i 1997 en kampagne mod ”somalieren Ali med de to koner og 11 børn”, som fik over 600.000 kr. i bistandshjælp om året uden at have lønnet arbejde. Herefter blev somaliere set som kriminelle og nogle, der kom til Danmark for at udnytte velfærdssamfundet - og siden udsat for negative generaliserende betegnelser af politikere og medier.


Somaliske flygtninge er ikke ”bekvemmelighedsflygtninge”

De første flygtninge fra Somalia kom fra Somaliland, i den nordvestlige del af Somalia. Somaliland blev i 1988 udsat for den daværende somaliske regerings omfattende massakrer på Isaaq-klanen, som udgjorde den største befolkningsgruppe i Somaliland. Det er anslået, at 50.000 blev dræbt, og ca. 300.000 flygtede til Etiopien. Somaliland erklærede sig selvstændigt i 1991.

Siden kom mange somaliere fra det sydlige og centrale Somalia efter voldsomme kampe mellem klanmilitser i 1991-1992, da diktatoren Siad Barre var flygtet og Somalia gik i opløsning som stat i 1991. Hele landsbyer blev udsat for massakrer. I 1992 blev der erklæret hungersnød i det sydlige Somalia - udløst af tørke og krig. Ca. 50.000 anslås dræbte sf krigshandlinger og 300.000 og 450.000 af sult.

Fra 2003 til begyndelsen af 2006 var der lidt fredeligere i Somalia end tidligere, et netværk af islamiske domstole havde med al-Shabaab som deres væbnede styrke overtaget magten i store dele af Somalia og erstattet anarki med et strengt islamistisk lov-og-orden-styre i mange byer inkl. Mogadishu. Efter Etiopiens invasion af Somalia i 2006, støttet af USA, blev krigen et led i ”kampen mod terror”. Den vigtigste frontkrig mellem al-Shabaab imod Vesten, Etiopien og en somalisk overgangsregering stod i Mogadishu især i 2010-11, hvor al-Shabaab trak sig langsomt ud og overgik til guerillakrig og bombeterror.


Anerkendelsesprocenter i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet

I 1980’erne og i starten af 90’erne fik næsten alle somalierne asyl. De fleste somaliere, der fik afvist en asylansøgning i Danmark, tog dengang til et andet europæisk land for at søge asyl, det gjaldt ca. 45-75 somaliere om året. Anerkendelsesprocenten på asylansøgninger i Udlændingestyrelsen svingede fra år til år - mellem 18% og 52% i 2003 - 2006, men var på 32% i 2010, hvor krigen i Mogadishu var meget voldsom, og 22%, hvor der udover krigen blev erklæret hungersnød i juli måned, kort efter SUFI-dommen d. 28. juni. I 2010 og 2011 gav Flygtningenævnet opholdstilladelse til 20% i 2010 og 7% - 1 ud af 14 - i 2011. Det viser, at der før SUFI-dommen ikke synes at være taget hensyn til beskyttelsesbehovet hos de to asylmyndigheder.


Hjemsendelser af somaliere før 2011

Under borgerkrigen i Somalia i 1991-1992 var det alt for farligt at sende nogen tilbage til Somalia, og der var ikke nogen somalisk stat eller anerkendt regering at forhandle hjemsendelser med. Somaliland havde erklæret sig selvstændigt i 1991, men selv om Danmark ikke havde anerkendt det som selvstændigt land, fik det i 1997 en hjemsendelsesaftale for personer født i Somaliland; men få personer blev tvangshjemsendt i 1998-99. Også i nullerne blev enkelte tvangshjemsendt til Somaliland.


Beskyttelsesbehov underkendes trods stigende vold

Somalia begyndte igen at ligne en stat i 2012 med en forbundsstatsregering og et nationalt parlament, delstatsparlamenter og en midlertidig grundlov. Allerede i januar 2012 gennemførte Udlændingestyrelsen sin første undersøgelsesrejse til Nairobi og Somalia, for at se, om man nu kunne hjemsende somaliere, men det var alt for farligt. Så blev tre rejser foretaget i oktober 2012 sammen med Landinfo, knyttet til Norges asylmyndigheder, og i maj og oktober 2013. FN’s organisation for sikkerhed i Somalia havde til en af rapporterne oplyst, at tilbagevendte somaliere fra Vesten, som ikke blendede ind, var blandt de særligt udsatte for angreb fra al-Shabaab. Men både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet stod klippefast på, at hvis en udvist somalier ikke var ”særligt profileret”, var han ikke i særlig risiko for at blive angrebet af al-Shabaab. I mange sager blev tidligere konflikter med al-Shabaab afvist som nok til at være i individuel risiko. Efter Udlændingestyrelsens og Landinfos 2. rapport gav styrelsen afslag på asyl i nogle sager, og Flygtningenævnet gennemgik 5 prøvesager fra Somalia. Ingen fik efter 2013 opretholdt beskyttelsesstatus på grund af de generelle forhold i Mogadishu. Mens næsten alle i 2012 fik beskyttelsesophold herfor, vendte det i 2013. En, der var flygtet fra pålagt spionagearbejde for al-Shabaab, blev fx ikke anset for tilstrækkelig ”profileret” og fik afslag, da al-Shabaab var fordrevet fra hans hjemby. Rapporterne blev også anvendt af Menneskerettighedsdomstolen i 2013 og 2015.

Fra 2013 - 2016 faldt anerkendelsesprocenterne fra 58% i 2013, til 54%, 44% og til 31% i 2016 i Udlændingestyrelsen. De tilsvarende tal for ankesager i Flygtningenævnet var: 27%, 13%, 4% og 22%.

Siden strammede Udlændingestyrelsen til med anerkendelsesprocenter på 9%, 5% og 14 % i 2017- 2019, og Flygtningenævnet for 2017 - 2020: 18%, 21%, 2% og 21%. Det var efter volden mod civile steg i 2016-2017 og var højere i Mogadishu i 2017 end i 2011!


Lovændringen om midlertidig beskyttelsesstatus og hjemsendelsesaftaler

En ny lov i 2015 gav midlertidig beskyttelsesstatus (Udlændingeloven § 7, stk. 3) som krigsflygtning, hvis volden i hjemlandet udgjorde en risiko for enhver, jf. SUFI-dommen i 2011. Men denne status kunne ophæves ved forbedrede forhold i landet, uanset at forholdene fortsat var alvorlige og skrøbelige, når ændringerne blot ikke var helt midlertidige. Somalierne var den første gruppe, loven blev anvendt på, men den blev vedtaget, for hurtigt at kunne hjemsende de syrere, der dengang kom til Danmark.

Danmark havde ingen aftaler om tvangshjemsendelser til Somalia før i 2015, men fik i 2016-17 en hemmelig hjemsendelsesaftale med den daværende somaliske regering, formentlig om hjemsendelse af 10 somaliere om året fra foråret 2017. Den synes at være fornyet i 2017 og i 2019 og at give mulighed for flere hjemsendelser. Aftalerne er strengt hemmelige. Somaliernes advokater orienteres ofte ikke før udsendelsen, regeringen er bange for uro og protester. Hemmeligholdelsen gør, at man ikke ved, hvor mange somaliere, der er tvangshjemsendt, der skønnes dog hidtil at være tale om ret få - måske 10 om året, mens flere presses til ”frivillig” hjemsendelse.

Fra 2017 til 2021 har 1493 somaliere fået inddraget deres opholdstilladelse eller er blevet nægtet forlængelse. Flygtningenævnet har dog fra 2015 - 2021 omgjort Udlændingestyrelsens ophævelser til ophold eller tilbagesendt dem til Udlændingestyrelsen i 44% af tilfældene, da sagerne ikke var oplyst grundigt nok.

Udrejselandet er uoplyst for de fleste somaliere, der er udvandret fra Danmark efter 2017. Formentlig fordi somalierne hellere vil forsøge at få opholdstilladelse i et andet land, end at blive tilbagesendt til Somalia, hvor de risikerer at dø.


Da en del somaliere ikke kunne hjemsendes til deres hjemegn, fordi den var underlagt al-Shabaab, eller de skulle igennem al-Shabaab-områder for at komme dertil, drejede Flygtningenævnets prøvesager i 2015 sig om, hvorvidt somalierne kunne henvises til at bo i et Internt Flugt Alternativ, IFA, i Mogadishu eller i Kismayo. Udlændingestyrelsen rejste til Nairobi, med en enkelt dag i Mogadishus lufthavn, da der var for farligt udenfor i maj 2015. Flygtningenævnet resumerer i sin Beretning 2015 fem sager, hvor én kvinde kunne fortsætte med beskyttelsesasyl, resten blev henvist til IFA. I december 2016 blev foretaget en fact-finding mission til Nairobi sammen med Dansk Flygtningehjælp. Rapporten blev af Dansk Flygtningeråd udlagt som bevis på, at det var for farligt at tilbagesende nogen til Somalia, men modsat af Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og Regeringen. I 2016 mente Flygtningenævnets koordinationsudvalg, at man godt kunne hjemsende folk til al-Shabaab områder, efter individuel vurdering. Efter man var begyndt at udsende til al-Shabaab områder, udgav Flygtningerådet sin egen rapport om hjemsendte fra Vesten i 2019 om risici ved udsendelse til al-Shabaab-områder.


I 2020 var et nyt notat om sikkerheden i Somalia fra Udlændingestyrelsen baseret på skriftligt materiale og Skypemøder med tre eksperter: Somalia kunne reelt ikke forsvare de civile borgere: ”Sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia er stadig ustabil. I 2019 var der i alt 1.154 civile ofre, hvoraf al-Shabaab tegnede sig for knap 70 pct. På trods af disse tal (?) al-Shabaab primært rettet mod højt profilerede embedsmænd og retshåndhævere. Derudover er al-Shabaab i stand til at udføre sofistikerede angreb og opkræve skatter i områder, der ikke er under deres kontrol, såsom Mogadishu(...). Den skrøbelige situation i det sydlige og centrale Somalia påvirker forholdene for folk, der vender tilbage til Somalia. I fravær af et fungerende statsapparat, vender folk sig mod ikke-statslige aktører (...) for sikkerhed og økonomisk støtte.”


UNHCR advarer mod tilbagesendelser til det sydlige og centrale Somalia

Da UNHCR i 2016 så, at Danmark var begyndt af gennemgå Somalia-sager for at ophæve somalieres opholdstilladelser, skrev UNHCR’s vicegeneralsekretær Volker Türk og advarede udlændinge- og integrationsministeren mod tvangshjemsendelser og ophævelser af opholdstilladelser, og mod at overtræde forbuddet mod refoulement. Brevet blev først offentliggjort, da Enhedslistens ordfører i Udlændingeudvalget, UUI, spurgte ministeren, om hun havde fået et lignende brev fra UNHCR, som Norge havde.

UNHCR skrev om det sydlige og centrale Somalia: ”Civile er fortsat hårdt ramt af vold og konflikter med rapporter om skader og drab, udbredt seksuel og kønsbaseret vold, tvangsrekruttering af børn og storstilet fordrivelse; og politi og sikkerhedsstyrker har begrænset beskyttelseskapacitet”.

Ministeren og hendes embedsmand svarede UUI d. 25. november bl.a.:

”2. Den nuværende regering efterlever − ligesom tidligere regeringer – et armslængdeprincip, der indebærer, at afgørelser i asylsager i Danmark træffes uafhængigt af den politiske proces. Det er dog regeringens klare opfattelse, at hvis en udlænding ikke længere har behov for beskyttelse, skal den pågældende ikke fortsat have asyl i Danmark”.

Udlændingestyrelsen skrev i øvrigt i svaret, at UNHCR’s informationer om Somalia indgik i det samlede grundlag, ligesom andre kilder gjorde, og at de baserede i øvrigt deres fortolkning på domme fra EMD.


Tvangsudsendelser til Somalia

Tvangsudsendelserne foregår med fremstilling i lufthavnen i Mogadishu for immigrationspolitiet, hvorfra bestemte personer i forvejen er indkaldt telefonisk. Udover at have betalt uddannelse af dette, gjorde Danmark i 2019 udviklingshjælp til Somalia betinget af, at Somalia modtog tvangsudsendte somaliere.

Danmark tilbagesendte i 2021 en somalier, der i Flygtningenævnet havde fortalt, at han var blevet dømt til døden efter en konflikt i hans hjemby. Hans beskyttelsesophold blev ophævet ved genvurderingen af sagen, da asylmyndighederne ikke troede ham. Han forsvandt, men blev fundet af en, der undersøgte sagen for en af hans bekendte i Danmark og sad fængslet i Somalia. Den videre skæbne er uvis.

Somalia kan principielt kun modtage tvangsudsendte somaliere, men Danmark har tvangshjemsendt en enlig kvinde med etiopisk pas til Mogadishu. Hun havde ikke familie eller penge, men fik tigget en nødhjælpsorganisation om en billet til Somaliland, hvor hendes afdøde mors familie bor, og vil rejse til Etiopien, hvis hun kan få penge til det.

En mand var født i Saudi-Arabien af somaliske forældre, men havde siden 9-årsalderen boet i Danmark med sin mor. Efter en dom forsøgte myndighederne i 2018 at tvangsudsende ham til Somalia. Han kunne ikke tale somali, blev ikke anerkendt som somalier, og politiet rejste tilbage til Danmark med ham. I den forbindelse blev moderen afpresset for penge både under og efter opholdet i Mogadishu af en immigrationsbetjent.


Armslængdeprincippet

SOS Racisme kontaktede i 2018 en række myndigheder og politikere med en omfattende dokumentation om at volden i Mogadishu overskred § 3, og forsøgte at overbevise asylmyndighederne og politikerne om det. Alternativets ordfører bad ministeren kommentere SOS Racismes henvendelse og om hun fortsat agtede at tvangsudsende.

Ministeren kommenterede ikke materialet, men svarede sammen med Kontorchefen for Asyl- og Visum i ministeriet: ”Den nuværende regering efterlever - ligesom tidligere regeringer - et armslængdeprincip, der indebærer, at afgørelser i asylsager i Danmark træffes uafhængigt af den politiske proces. Det er dog regeringens klare opfattelse, at hvis en udlænding ikke længere har behov for beskyttelse, skal den pågældende ikke fortsat have asyl i Danmark. Jeg har fuld tiltro til, at myndighederne inddrager relevante forhold og træffer korrekte og saglige afgørelser”.

De første linjer er copy-pastet fra svaret til UUI om UNCHR’s brev, og den samme embedsmand og den samme minister har underskrevet de to breve. Både før og siden er armslængdeprincippet anvendt til ansvarsfralæggelse fra regeringens side - og benægtelse af indblanding i asylbehandling.

Kontorchefen, der svarede, var samtidig Udlændingeministeriets medlem af Koordinationsudvalget i Flygtningenævnet. Det var dem, der vurderede, om der var en § 3-situation i Mogadishu, hvilket ville umuliggøre at ophæve opholdstilladelserne for somaliere med beskyttelsesasyl, og tvangshjemsende dem til Mogadishu. Hvordan kunne han hævde armslængdeprincippet, når han i sin hovedstilling skulle gennemføre regeringens politik om at hjemsende flest muligt somaliere med ophævet beskyttelsesasyl, og samtidig virke uvildigt i Flygtningenævnet og afgøre, om der var blevet så farligt i Mogadishu, at tvangstilbagesendelse udgjorde en overtrædelse af § 3? Det samme sker i dag, med en ny minister og en ny kontorchef fra Asyl- og Visum, der samtidig er i Flygtningenævnets Koordinationsudvalg, når de undlader at besvare spørgsmål, der ligner dem i Somaliasagen med henvisning til armslængdeprincippet, fx om udsendelser til Afghanistan under Talibans offensiv i 2021, hvor tvangsudsendelserne fortsatte. Ombudsmanden har også afsløret at armslængdeprinicippet påberåbt af regeringen i 2014 i Eritreasagen ikke var til stede - i hvert fald ikke i starten af processen med en skævvredet fact-finding rapport.

Det er desuden ulovligt efter international og dansk ret og umenneskeligt at tvangstilbagesende, når

- Flygtningenævnet ikke tager pigers risiko for kønslemlæstelse (FGM) alvorligt, men mener, at når en mor selv kan flygte, udviser hun personlig styrke nok til at forhindre at datteren udsættes for FGM ved hjemsendelse til familien i Somalia, hvor 98% - 99% af kvinder omskæres,

- at myndigheder og regering ikke respekterer UNHCR’s vejledninger og Børnekomiteens afgørelser og krav i sager om pigers ret til at undgå kvindelig omskærelse, FGM, og Komiteen mod Torturs afgørelser,

- at myndighederne - trods SUFI-dommen og det at 1 ud af 5 i Somalia er internt fordrevne, og at hungersnød truer Somalia, og FN advarer om, at 350.000 børn risikerer at dø af sult fra juni 2022, fortsætter tvangsudsendelser, og dermed overtræder § 3 i EMRK!

I den nuværende situation med risiko for øget borgerkrig og hungersnød udgør ufrivillig tilbagesendelse både refoulement og brud på betingelsen i udlændingeloven om, at ændringerne ikke må være helt midlertidige.


Kronikken er den 6. i en serie med dokumentation for, at det er for farligt at hjemsende nogen til Somalia i øjeblikket pga. krig og tørke.

1. Somalia - en ny tamilsag? 2. Husk: Der er stadigvæk krig i Somalia. 3. Hvornår bliver der fred i Somalia? 4. Somalia er igen truet af hungersnød. 5. Tre domme ved menneskerettighedsdomstolen om tilbagesendelse til Somalia. 6. Armslængeprincip i flygtningesager er ikke-eksisterende. Se også kronikken fra september 2021: Flygtningenævnet er ikke uvildigt