Af Birthe Munck-Fairwood
Tre dage om ugen kan man møde den iranske caféindehaver i securitykontrollen i Københavns Lufthavn, hvor hun arbejder som sikkerhedsvagt. De øvrige dage står Karolin Keyghaldi-Østergaard smilende bag disken iført nystrøget forklæde og betjener gæster sammen med sin søster i en lille hyggelig tesalon, der ligger i Italienskvarteret nær Amager Strand.
Her serveres økologisk kaffe og kvalitetste fra Perchs Tehandel i tynde blomstrede porcelænskopper. Friske røde roser på de hvidmalede borde byder gæsterne velkommen, og sortimentet af hjemmelavede kager og romkugler er udviklet efter egne opskrifter.
Som en anmelder skrev: Alt sammen med et delikat anstrøg af Iran, hvor søstrene kommer fra. Fint og feminint.
Et mødested for alle
Hvis man ikke lige ved det, er det svært at gætte, at Karolin Keyghaldi-Østergaard er uddannet inden for politiet og også har arbejdet i Efterretningstjenesten. Men hendes hjerte er i caféen på Milanovej, der siden starten i 2015 foruden at være et populært mødested for lokale stamgæster, der kommer for at drikke eftermiddagskaffe og få en snak i de hyggelige omgivelser, også har udviklet sig til et mødested for mennesker på tværs af nationalitet. For den 48-årige indehaver kom i sin tid til Danmark som flygtning fra Iran og relaterer naturligt til mennesker fra forskellige kulturer.
Mens hun skænker dampende varm te, fortæller Karolin Keyghaldi-Østergaard om sin mormor, der var kristen assyrer og flygtede fra Rusland til Iran under Første Verdenskrig. I Teheran var hun med til at starte en assyrisk pinsekirke, der med årene voksede til en menighed med over tusind medlemmer.
At tale åbent og personligt om sin tro er for Karolin Keyghaldi-Østergaard noget ganske naturligt. For hun er ikke i tvivl om, at den lille café på Amager både er en gave og en opgave fra Gud til netop hende. Gud har været med hele vejen – og derfor hedder caféen Emmanuel, der betyder Gud med os, forklarer hun.
Barn under krigen
Hun kom til verden i shahens tid som den yngste af syv søskende i en familie, der tilhørte Irans middelklasse. Faren drev en større vingård ude på landet. Som assyriske kristne kan hendes slægt føre deres kristne rødder tilbage til Jesu tid.
– Gud har altid været der i mit liv. Da jeg blev født, var min familie flyttet til Teheran. Efter den islamiske revolution i 1979 måtte min far omlægge produktionen, for nu kunne man ikke længere producere vin i Iran. Snart efter startede krigen mod Irak. Jeg var ni år og husker tydeligt sirenerne, de mange eksplosioner og biler, der blev sat i brand. En nat under et voldsomt bombardement faldt der en bombe i vores kvarter. Jeg husker stadig lufttrykket fra den kraftige eksplosion, larmen og lugten, og hvordan jeg bad Jesus om, at vi en dag måtte komme væk fra krigen.
– Det var en tid med stor nød. Der var rationering, og folk sultede. Min mor var meget engageret i kirkens nødhjælpsarbejde og var med til at samle penge ind og uddele kasser med korn, ris, sukker og honning. Somme tider tog hun mig med. Jeg husker særligt et besøg hos en kvinde med tre børn, der boede i noget, der mest lignede en hule uden for byen. Jeg skulle dele legetøj og sukker ud. At opleve deres glæde og taknemmelighed gjorde et dybt indtryk på mig. Min mor viste mig den barske side af livet men lærte mig samtidig barmhjertighed. At man skal hjælpe sin næste er noget, der ligger dybt i min slægt.
Hun fortæller, hvordan presset fra regeringen voksede under krigen, og livet blev stadig mere usikkert.
– To af mine brødre blev indkaldt og sendt til fronten. De overlevede, men vil altid være mærket af det, de har set. Min far kom i fængsel, og min tredje bror ligeså. Men mirakuløst lykkedes det at få smuglet min bror til Pakistan, fortæller Karolin.
Flygtede til Danmark
I 1985 besluttede familien at flygte, da en bror fik mulighed for at komme til Danmark. Han rejste sammen med sin forlovede og fik hurtigt asyl. Resten af familien besluttede at følge efter.
– Jeg var 14 år, da jeg rejste sammen med min mor. Vi lod, som om vi skulle på ferie, og købte en returbillet til Tyrkiet. Derefter kom vi med fly til Tyskland og videre med tog til Danmark. I toget fortalte vi politiet, at vi var flygtninge. Rejsen tog en måned. Vi kunne meget let have mistet livet. Jeg husker en bus med flygtninge, der blev ramt af en bombe, og synet af døde mennesker på vejen. – I Danmark var det en stor lettelse, at politiet under det første interview fortalte, at de vidste, at assyriske kristne var et forfulgt mindretal. Vi skulle ikke være bange. Tre måneder senere fik vi asyl. Vi var heldige. Inden for et år var hele familien samlet igen i Danmark. Først kom min søster og min bror. Så min anden søster. Så min bror i Pakistan, og til sidst min far. Selv vores hund kom med, fortæller hun med et smil.
– Vi er meget taknemmelige for den modtagelse, vi fik i Danmark. Selvfølgelig savnede vi vores land og det stærke fællesskab i vores kirke under krigen. Men næsten overalt blev vi mødt med smil, forståelse og stor hjertelighed.
Vil være til velsignelse
At hun en dag skulle åbne en café på Amager lå ikke lige for. Karolin havde prøvet mange ting i sit liv, men hun havde aldrig drevet en café.
– For seks år siden fik jeg en stærk følelse af, at Jesus sagde til mig, at jeg skulle åbne en café. Hvis jeg gjorde det, ville det blive til stor velsignelse for mig selv og mange andre. Da jeg fortalte det til min mor, der var stærkt troende og et meget åndeligt menneske, troede hun på visionen med det samme.
Det tog to år inden penge, lokaler og bevilling fra kommunen var på plads. Endelig i oktober 2015 kunne Karolin og hendes søstre byde de første gæster velkommen i Café Emmanuel. Og blot fire måneder senere udnævnte en anmelder caféen til en af de syv bedste caféer på Amager Strand med topkarakter for stemning, service og kvalitet.
I dag er Café Emmanuel kendt for en række sociale projekter, som i opstartsfasen støttes gennem drikkepenge, men på sigt vil få del i caféens overskud.
– Det blev klart for mig, at jeg gennem caféen skulle støtte projekter, der arbejder for udsatte mennesker. I dag støtter vi blandt andet hjemløse, ensomme ældre og kræftsyge børn. For mig handler det om at bruge de muligheder, jeg har.
– Jesus var også flygtning. Det tænker jeg ofte på. Han har prøvet alt det, vi har været igennem. Vi kom fra krig og ødelæggelse. Gud gav os et land, hvor vi kan leve i fred, og velsignede os med alt, hvad vi har i dag. Nu vil vi gerne give noget tilbage.