top of page

Asyl til flygtninge fra Gaza gør ingen forskel

Flygtningeekspert kritiserer dansk asylpolitik for at være hyklerisk.


Michala Clante Bendixen. Foto: Svend Løbner


Hvad betyder det, at Flygtningenævnet har besluttet, at alle fra Gaza har ret til asyl?

Det gør ikke nogen forskel, siger flygtningeekspert Michala Clante Bendixen på Facebook. Hun leder organisationen Refugees Welcome og følger Danmarks asyl- og integrationspolitik tæt.

 

Ingen planer om evakuering

- Indbyggerne i Gaza kan ikke forlade området, fordi Israel har lukket grænserne. Og selv hvis de kunne, ville de ikke få visum til Danmark, heller ikke hvis de har familie her i landet.

- Den danske regering har ingen planer om at evakuere folk fra Gaza, fortsætter hun og uddyber:

- Der bliver ikke sendt nogen hvide busser som for 20 år siden til Bosnien, og der kommer ikke til at lette danske militærfly som for 2 år siden i Kabul. Den eneste vej til Danmark fra Gaza bliver med livet som indsats og store beløb til menneskesmuglere.

 

Forhindrer brug af menneskeret

Michala Bendixen giver dansk asylpolitik en sylespids kommentar med på vejen:

- Endnu et eksempel på den hykleriske politik, som både Danmark og resten af EU fører, når det gælder retten til asyl: vi anerkender og respekterer retten, men gør alt hvad vi kan for at forhindre, at nogen kan gøre brug af den.

Der er nemlig ikke noget overraskende i, at Flygtningenævnet meldte ud den 9. februar, at alle fra Gaza nu vil få beskyttelse, baseret på den ekstremt usikre og farlige situation i hele Gazastriben. Det er i høj grad forhold, som bør udløse asyl under §7,3 (generel risiko og krig).

 

Kun få sager genåbnet

- Langt de fleste fra Gaza har allerede inden den nuværende eskalering af situationen fået asyl, og siden 2018 har Flygtningenævnet fulgt vurderingerne fra UNHCR og EU-domstolen og givet gazanere konventionssstatus under §7,1 (individuel forfølgelse), hvilket giver dem et langt stærkere opholdsgrundlag end §7,3.

En del herboende palæstinensere fra både Syrien, Jordan, Libanon, Gaza og Vestbredden fik genoptaget deres sager i 2019. De ganske få verserende sager er nu blevet åbnet, og 3 ud af 4 fik asyl under §7,1, den sidste under §7,3, skriver hun.

Comments


bottom of page