Asylansøgere modtager pris for sangglæde

Asylkor synger om håb. Det har de modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris for.



Asylkoret Omid har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris STJERNESTUNDER. Prisen gives til et kirkeligt projekt, der har skabt positiv kontakt mellem danskere og flygtninge og har været med til at fremme trivsel og livsglæde på tværs af kulturer.

Korets navn Omid betyder håb på farsi. Omid består af kristne asylansøgere fra de sjællandske udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark og herboende iranske og kurdiske flygtninge.


Skaber fællesskab

Prisen består af afrikanske kurve med stjernechokolade og 200 postkort i særtryk. Koret modtog prisen for at have skabt et fællesskab, hvor mennesker i svære livssituationer kan opleve smittende sangglæde, og hvor de både lærer at synge i kor og kommer ud i det danske samfund, når de inviteres til at synge ved gudstjenester og arrangementer.

Repertoiret er kristne sange på persisk/farsi - de fleste til persiske melodier. De synger fra hjertet om det håb, som de har fundet i den kristne tro.


Sangglæde trods Corona

Koret blev oprettet for to år siden af korleder Birgitte Nielsen, der gennem et farsisproget menighedsfællesskab i Grønnevang Kirke i Hillerød havde fået kontakt med nykristne asylansøgere, der var døbt i Danmark og gerne ville synge kristne sange på deres modersmål.

Sangglæden var så stor, at koret fortsatte med at mødes udendørs under Coronanedlukning. Siden er nye sangere kommet til, og repertoiret udvides løbende.

Koret medvirker ved årets lysgudstjeneste for verdens flygtninge den 8. december kl. 17 i Københavns Domkirke.