Bog fortæller unik Danmarkshistorie om Lemvig, hvis borgere og myndigheder for 20 år siden var fælles om at skjule illegale flygtninge.
”At en hel by kunne blive kriminel!” Det er titlen på en bog om serbiske flygtninge i Lemvig 1998-2000. Danmark afviste flygtningene, men et hul i loven gav Færøerne lov til at huse dem. På vej dertil måtte flygtningene tage ophold i Lemvig. Men de måtte leve i skjul for ikke at blive deporteret. Og her gik Lemvigs borgere i aktion, mens myndighederne vendte det blinde øje til.
Grønthandleren og bageren, lægen, tandlægen, speciallæger og sygehusadministration hjalp alle til med at gøre livet lidt mindre uudholdeligt for de serbere, de skjulte. Selv borgmesteren i Lemvig og en politibetjent var med. Efterhånden som medierne kom til, var også de meget positive.
Historien er fortalt af de borgere, der skjulte flygtningene. Bogen er redigeret af Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen.
Lemvigs civile ulydighed
Bogen viser os en hel by, der med flid gjorde sig kriminel og samtidig gjorde modstand mod deres medmenneskers ulykke.
Anna [Laigaard] spørger grønthandleren, der altid har førsteklasses varer, om hun må have lov til at tage lidt af det han alligevel smider ud, bare der er en plet på. Men hun blev afvist: ”Jeg kan ikke have folk rendende hernede.” ”Nå” svarer Anna ”Men jeg kan godt sige det, [..] hvis det er sådan at du kan holde på en hemmelighed. Det er de serbiske flygtninge, som du nok har hørt så meget snak om her. [..] De har jo ikke så forfærdelig mange penge at gøre med. Og det var faktisk dem, jeg ville have det til” ”Så må du tage alt det du vil,” siger han. Og ligesådan bliver det omme ved bageren, ”der fik jeg brød, når de havde lukket.” (s. 45)
’Ved tro skal vi sejre’
Det er et uomgængeligt led i krig, at den skaber flygtninge. Sådan var det også med krigen på Balkan (22. april 1996 – 10. juni 1999). Bogen ”At en hel by kunne blive kriminel!” fortæller om nogle af de serbere, der flygtede til Danmark og blev afvist af det politiske etablissement.
Historien om deres redning og modtagelse på Færøerne er at læse som brikker til en spændingsroman, læseren selv må sætte sammen af bogens vidneudsagn, for det er de folk, der skjulte dem og hjalp dem, der har fortalt om deres forskellige handlinger.
Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen har optaget fortællingerne på bånd og redigeret meget lidt i dem. På den måde er samlingen blevet at ligne ved en dokumentsamling. Teksterne er en replik til den kunstinstallation med arkivet ”Ved tro skal vi sejre” som ses bagerst i bogen. Selve installationen blev skænket til Hygum Kunstmuseum, og det er Kunstmuseet, der har udgivet bogen.
Redningen tager fart
Danmark afviser flygtningene, og Kim Andersen, tidligere fremskridtsmand, bliver nu en af de mest aktive arbejdere i aktionerne. Han påviser et hul i loven, som tillader Færøerne at tage imod serberne. Politikerne får nok at gøre med at få den pinlige sag lukket.
Kim Andersen var lærerstuderende og egentlig skeptisk over for begrebet flygtninge. Sådan fortæller han selv. Men han vil også vide ordentlig besked, og som nødhjælpschauffør kører han på ruter til Østslavonien:
– Jeg ville bare hjælpe dem der, hvor de var, og så tænkte jeg: ”Der var en mulighed, og det kunne støtte mig selv politisk.” Der oplevede jeg så, da jeg kom ned som nødhjælpschauffør, at teorierne i hvilket som helst parti eller hvilken som helst teologi passer jo godt. Jeg stod med en teori, der passede, og så oplevede jeg en virkelighed, der var anderledes. Der stod jeg med et valg: Enten kan du lukke øjnene for virkeligheden og holde dig til teorierne. Eller også må du forholde dig til den virkelighed du oplever, og så forkaste teorierne! Så jeg droppede Fremskridtspartiet, så snart jeg kom hjem. (s. 10)
Et netværk vokser frem
Mens Kim Andersen måtte ud for at møde virkeligheden, kom den samme virkelighed i september 1998 bogstavelig talt hjem til Leif Bork Hansen og bankede på hans dør i Lyngby: Der kom en flok serbere og bankede på. Det var bare begyndelsen. Flygtningene blev efterhånden placeret forskellige steder i hele landet.
Det omfattende netværk voksede sig efterhånden så stærkt, at ingen kunne bryde det. Og der viste sig en sammenhæng mellem omsorgen for flygtningene og den levende erindring om modstanden mod den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig: Villy Pedersen, som bogen er tilegnet, var selv med under besættelsen. Han var en af netværkets mange omsorgsarbejdere, en betegnelse, vi særligt forstår i dag.
Hele Lemvig gjorde sig ’kriminel’, og rundt omkring i Danmark var befolkningen med til at beskytte flygtningene fra Balkankrigen.
En lykkelig slutning
Det lykkelige resultat skyldes på den ene side fagfolkene, præsterne, lægerne og de handlende med deres etiske forpligtelser, deres personlige valg, og på den anden side det hul i loven, som politikerne ikke havde været opmærksomme på.
Samarbejdet med Kim Andersen, der havde en særlig politisk tæft, så svagheden i loven lev afsløret, førte til at politikerne ønskede sagen og hullet i lovgivningen lukket. Flygtningene kunne nu få opholdstilladelse på Færøerne og dermed blive inden for Rigsfællesskabet.
Der var virkelig brug for en lykkelig slutning, og da alt kom til alt, kom der også fornuft fra politisk hold.
Den etiske fordring
Kunstinstallationen på Hygum Kunstmuseum bærer titlen Ved tro skal vi sejre og indeholder alle de nuancer der er i begrebet TRO. Det handler om at have tro og tillid, men det handler lige så meget om at være tro mod medmennesket og tage den etiske fordring alvorligt.
– Det mener jeg også er det vigtigste i dag, hævder Leif Bork Hansen, at du i alle flygtningesager der er, må sørge for at der kommer ansigt på. Det rykker noget, fordi derved bliver det pludselig ens eget problem. Ikke bare myndighedernes. (s. 93)
Han fortsætter:
– (…) fejlen ved vores flygtningepolitik er isolationen. Det er selvfølgelig fordi myndighederne ved, at i det øjeblik, der kommer ansigter på, holder befolkningen med flygtningene. Så kan man ikke styre det. (s. 105)
Kunstinstallationen består af en glasmontre, der indeholder et arkiv med genstande fra de voldsomme kampdage. Bag montren er der nogle billeder med teksterne:
1. De krydsedevores vej. 2.Vi troede dem.Vi udøvede civil ulydighed. 3. Vi kæmpede sammen. 4. Vi vandt friheden. 5. De lærte os a) hjælpsomhed. b) gavmildhed.
Brevet til en ukendt politibetjent
Anna Laigaards brev, der er udstillet i montren, er et gribende vidnesbyrd om en barmhjertig medspiller:
”Med denne beretning ønsker jeg at takke den implicerede betjent. Beretningen omfatter en køretur, som undertegnede havde sammen med Tanja. (Tanja var moderen i familien.)
Tanja kørte min bil, hvad hun aldrig havde gjort hverken før eller siden. På strækningen Andrups gade – Rema 1000.
Ved krydset Havnegade/Enghave blev vi stoppet af en betjent, som kom gående på fortovet. Føreren af bilen blev bedt om at oplyse navn og kørekort. Dette gav stress, da Tanja ikke havde noget kørekort, i panik oplyste hun falsk navn. Kørekortet lå i forvaring hos politiet sammen med deres personlige papirer. Jeg blev frygtelig urolig og råbte til Gud om hjælp. Betjenten ville kontrollere på mobilen, om oplysningerne var rigtige, det udløste frustration hos Tanja, da hun havde opgivet forkerte oplysninger, hun begyndte at græde. Betjenten undrede sig over at kvinden begyndte at græde og spurgte ind til problemet. Da han fik sandheden at vide, sagde han: ”Lyver du for øvrigheden? Hvem er du?” fortsatte han.
Her brød jeg ind og fortalte sandheden. ”Det er en af de serbere, som er under jorden, dem har du nok hørt tale om?” Svaret var: ”Dem kender jeg alt om.”
Herefter stoppede han notesbogen i lommen, vendte sig om og sagde: ”Kør så, men husk sikkerhedsselerne.”
I Rema 1000 kom vi aldrig (…)