top of page

Autist får pris for protest mod bæltefiksering

Silas Dam modtager Retspolitisk Forenings hæderspris.



Retspolitisk Forening fejrer Silas Dam med hædersprisen Kafkat 2023 for hans enestående kamp mod bæltefiksering i psykiatrien, og for mere og bedre uddannet personale, der kan drage omsorg for psykiatriske patienters helbred.

SAMEKSISTENS var med til prisuddelingen og den efterfølgende debat.


En kamp for medpatienter

Det der særligt udmærker den 23-årige Silas Dam, er at han kender forholdene indefra. Han har lært forholdene i psykiatrien at kende på den hårde måde og fået Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols medhold i, at det er en krænkende behandling han har været ude for. Den danske stat har indgået forlig med ham til 90.000 kroner.


Fremtidsdrømmen der brast

Silas Dams mareridt er alles mareridt: at være bæltefikseret i 25 timer og 35 minutter uden tilsyn. I sin takketale sagde han bl.a.:

”2018 var et år, som ændrede hele mit liv. Mine ambitioner var høje. Jeg var i gang med at færdiggøre min uddannelse på Høje-Taastrup Gymnasium og havde planer om at læse journalistik, så jeg kunne flytte til Amerika og søge arbejde hos The Washington Post. Det var mit mål at lave aktivisme på højeste plan – at skrive artikler, der ville blive læst af millioner af folk, hvor jeg afslører menneskerettighedskrænkelser og regeringsorganiseret magtmisbrug. Jeg havde en drøm om at hjælpe folk. En drøm om at gøre en forskel. En smuk drøm, som langsomt faldt fra hinanden, da jeg blev ramt af depression.


Depressionens mareridt

Silas Dam fortsatte:

”Depressionen førte til en langvarig psykiatrisk tvangsindlæggelse. Indlæggelsen førte til magtanvendelser. Magtanvendelserne førte til traumer. Og traumerne førte til, at jeg droppede ud af gymnasiet og opgav min drøm om at blive journalist. (…)

Da jeg blev udskrevet, havde jeg det værre end nogensinde før. Mareridt om bæltefiksering hjemsøgte mig. Jeg hadede min svaghed. Jeg hadede min depression. Jeg hadede min dumme, syge hjerne, som blev ved med at sætte begrænsninger for mig.


Håbets udvej

”Men selv i den mørkeste periode, var der noget i mig, som fik mig til at kæmpe videre. Måske kunne jeg ikke længere blive journalist, men jeg havde stadig en drøm om at gøre en forskel. Jeg måtte bare finde en anden måde at gøre det på. (…) En retssag, der potentielt kunne påvirke tusindvis af mennesker, som har oplevet psykiatriens magtmisbrug på egen krop.


Patienters rettigheder var ringere end kriminelles, men…

”Så da jeg en dag blev ringet op af min advokat og fortalt, at regeringen ville indgå forlig, greb jeg chancen og gjorde noget, som ingen andre borgere her i landet har gjort. Jeg fortalte regeringen, at jeg var ligeglad med penge. At jeg kun ville indgå i forlig, såfremt jeg fik et lovforslag bragt op i Folketinget. Et forslag, som gik ud på, at der skulle indføres notatpligt hvert kvarter, så længe en psykiatrisk patient er bæltefikseret. (…)

I vores fængsler har der altid været notatpligt hvert kvarter, når en indsat er fikseret. Hvorfor skulle psykiatriske patienter have færre rettigheder end kriminelle? (…) Efter et succesfuldt møde med SF’s psykiatriordfører, lykkedes det endelig. Der blev stillet et ændringsforslag, og d. 21. december 2021 blev det enstemmigt vedtaget, at der skulle indføres notatpligt hvert kvarter på alle psykiatriske afdelinger.


Den opfyldte drøm – trods alt

”Nogle gange er der stadig en lille dæmon inde i mit hoved, som fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Jeg kæmper stadig med PTSD, og jeg har stadig depressive perioder, hvor alting føles håbløst. Men når jeg har det allerværst, så tænker jeg tilbage på alt det, jeg har opnået. (…) Folk, som jeg har formået at hjælpe til trods for mine traumer og psykiske udfordringer. ”I 2018 havde jeg en drøm om at gøre en forskel. I dag kan jeg sige, at min drøm er gået i opfyldelse. (…) Det kan godt være, at det bliver en livslang kamp. Men det er en kamp, som jeg er villig til at tage på mig. Og så længe jeg ikke er den eneste der kæmper, så tror jeg på, at kan lade sig gøre.”


Julie Jeegs tale til prismodtageren

Det blev Julie Jeeg, bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening, der holdt talen ved overrækkelsen af Kafkat den 22. april. Hun sagde bl.a.:

”Kære Silas, Du er en modig mand. Og du er en modig ung mand. I 2018 var du endnu yngre. Alligevel blev du i mere end 25 timer bæltefikseret og misforstået i din autisme. En oplevelse, du har fortalt om i flere sammenhænge. (…) I kontakt med psykiatrien kan misforståelser have vidtrækkende konsekvenser, og du, Silas, blev fejldiagnosticeret og fejlmedicineret og fastspændt i alt for lang tid. Det har du Menneskerettighedsdomstolens ord for. (…) Du kalder da også bæltefikseringen ”at blive umenneskeliggjort”.

Alligevel stiger brugen af tvang overfor børn og unge - og jeg tænker på dig som ung dengang som 18-19-årig, selvom du måske formelt hørte til voksenpsykiatrien. Tvang indebærer, foruden bæltefiksering fastholden, dørlåsning og tvangsbehandling i form af tvangsernæring, elektrochokbehandling og tvangsmedicinering, herunder brug af beroligende medicin.


Hvem lytter til psykiaterne?

Julie Jeeg fortsatte:

”Psykiatere fortæller, hvordan de har måttet forlade den offentlige psykiatri for at overleve rent menneskeligt, og de beretter om de fejl, der oplagt sker i et presset system, hvor blandt andet sygeplejersker sættes til at diagnosticere patienter, selvom de ikke er uddannet til det. Læger, der presses til at udskrive patienter for tidligt for at skabe sengepladser til andre og med risiko for bl.a. selvskade og selvmord.

Psykiater Peter Handest, der har trukket sig fra det offentlige system, fortæller til TV2 at han er glad, hvis der går en måned, uden at han tænker på patienter, som han på grund af manglende kapacitet i det psykiatriske system måtte udskrive, og som begik selvmord. Dem tænker han fortsat på her 20 år senere.


En velfortjent pris til patienten, der giver håb

”Men du har ladet TRYK avle MODTRYK. Du har kæmpet og kæmper fortsat. Du indgik forlig med den danske stat for at skåne andre mennesker for de lidelser, som du selv har gennemlevet. Du har siddet på iskolde Christiansborg Slotsplads denne vinter, dag efter dag, for at protestere mod bæltefiksering. Du giver håb midt i håbløsheden, og det har vi alle sammen brug for. Vi kan alle blive syge, sårbare og have brug for omsorg og håb. Det håb er du med til at give os alle. TAK! Og varmt tillykke med denne velfortjente pris!”


Commenti


bottom of page