top of page

Udlændingepolitik: Hvor er logikken?

Opdateret: 1. apr. 2022

NYHEDSANALYSE: Nordsjællands Politi fangede, fikserede og sprøjtede kvindelig asylansøger med beroligende medicin, da de skilte hende fra mand og barn og sendte hende på fly til Iran.


Politiet fikserer en kvindelig asylansøger ved Avnstrup Udrejsecenter. Her et screenshot af video, som er delt på sociale medier.

Næppe er blækket tørt på Institut for Menneskerettigheders rapport om politiets diskrimination af personer af anden etnisk baggrund end dansk, før en ny rystende nyhed rammer sociale medier.

En kvinde og to af hendes børn blev 29. marts tvangsdeporteret i Avnstrup hjemrejsecenter af Politiet og sendt med et fly til Iran. Hendes mand og et tredje barn efterlades i chok på hjemrejsecentret.

Andre beboere filmer begivenheden, hvor Politiet med voldsom brutalitet tvinger kvinden og børnene ind i politibilen. Fire mand stærk fikserer kvinden på jorden og giver hende en sprøjte, angiveligt med noget beroligende. Filmen deles af Trampolinhusetsociale medier og vækker harme landet over.


Psykologer protesterer over Politiets inhumane adfærd

Et netværk med 280 psykologer går ud på Facebook og fordømmer hændelsen:

”Denne episode er udtryk for en ekstrem grad af dehumanisering af i forvejen traumatiserede mennesker, der lever under psykisk svære og fysisk trange kår. Dehumaniseringen baserer sig på en systematisk forskelsbehandling af særlige slags flygtninge fra ‘ikke-vestlige’ lande,” skriver Psykologfagligt Netværk mod Diskrimination.

Netværket kritiserer, at flygtninge og indvandrere ”ses de som trusler for samfundet, hvilket åbenbart kan legitimere brug af magt, vold og bedøvelsesmidler".

”Her må man tage højde for hvor traumatiserende brugen af bedøvelse kan være i en sådan situation. Det er fratagelse af basale menneskerettigheder og af oplevelsen af autonomi i eget liv, og kan medvirke til at reaktivere traumer- og andre psykiske reaktioner- for den der oplever det, for familiemedlemmer og andre, der vidner det,” skriver netværket.


Logikken står hen i det uvisse

Nordsjællands Politi nægter at have beroliget kvinden med en sprøjte, men indrømmer, at have brugt ”den fornødne magtanvendelse”.

Kvinden og barnet bliver fløjet til Iran med mellemlanding i Istanbul, Tyrkiet. Her griber kvinden til selvskade med en knust flaske og flyves tilbage til København og indlægges på hospitalet. De to børn transporteres tilbage til Avnstrup.

Her er sagen landet indtil nu, ifølge Politiken og netmediet Vinkel 360.

Sagen vækker undren på flere planer:

  • Det mest iøjnefaldende er Politiets brutale behandling af kvinden uden hensyn til, at børnene ser på og uden tvivl er efterladt med voldsomme, traumatiske minder.

  • Dernæst regeringens og folketingsflertallets politik med at tilbagesende flygtninge for enhver pris, endda til diktaturstater, hvor de hjemsendte risikerer forfølgelse, fængsling og tortur.

  • Og som om det ikke er nok, adskiller man familier, hvor – som her – mor og børn sendes tilbage, mens far og barn bliver tilbage.

Hvilken logik, der er til grund for alle disse beslutninger og handlinger står hen i det uvisse.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye blev kaldt til samråd om sagen 31. marts af partierne Frie Grønne og Alternativet.



bottom of page