Børn og selvmord: ’Ingen ville savne mig, hvis jeg forsvandt’
En 18-årig pige ringer og fortæller, at hendes mor hader hende. De skændtes i går, og i dag har pigen grædt hele dagen. De har ikke talt sammen siden, men i aften skal de holde jul sammen. Pigen føler ikke, at hun er god nok, og hun overvejer, om nogen ville savne hende, hvis hun forsvandt.
Sådan lød en af de knap 1000 henvendelser, BørneTelefonen modtog sidste jul i dagene mellem d. 23.-31. december.
For julen er ikke lige sjov for alle børn, og den 18-årige pige var ikke alene om at sætte spørgsmålstegn ved, om nogen ville savne hende, hvis hun ikke var her mere.
89 gange kontaktede børn i julen 2018 BørneTelefonen med tanker om selvmord. Det svarer til cirka 10 samtaler hver eneste dag. Det er flere, end når man ser på årets øvrige dage, hvor BørneTelefonen modtager cirka 8 henvendelser om selvmord dagligt.
– Med julen følger alle mulige forhåbninger om, at alt det, der måske bekymrer en i hverdagen, for en stund kan sættes til side til fordel for nærvær og hygge. Derfor rammer det ekstra hårdt, hvis de store forventninger ikke indfries, og julen ikke ligner den, man håbede på, eller den som klassekammeraterne fortæller om, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl i en pressemeddelelse.
Derudover viser tal fra BørneTelefonen, at julen er sæson for forældreskænderier.
Ligesom sorg over dødsfald blusser op i julen, henvender børn sig også mere med spørgsmål relateret til deres forældres skilsmisse og den nye familiekonstellation, der skal stå sin prøve juleaften.
Børn kan kontakte BørneTelefonen hver dag i hele julen – også juleaften.