top of page

Belæssede med autentisk kultur

Retoriker Knud Lindholm Lau markerede rund fødselsdag i Dansk Forfatterforening med taler og musik.



”Tekst og tale ApS har 35-års fødselsdag”, stod der i invitationen fra Knud Lindholm Lau, der i den anledning også inviterede til sin egen 70 års dag fredag den 23. februar 2024.

”Tak, fordi du kom forbi!” står der i slutningen af en oversigt over dagens begivenheder, som vi modtog i en lykkepose, da vi gik hjem.

Skribenten er derfor nødt til at begynde bagfra i den udførlige invitation, der også var en redegørelse for hvad der var sket, når man mættet af indtryk forlod forfatterforeningen.

Man kunne kun komme indenfor med stort besvær på grund af de mange besøgende, kendte folk af alle slags, alle forskellige, for her var mennesker, der hver især ville give udtryk for det mest ægte personlige, sådan som det er karakteristisk for alle slags kunstnere.

 

Store planer – nye og fuldførte

Et af indslagene var en samtale mellem professor ved Syddansk Universitet, dr. Jur. Frederik Waage og fødselsdagsbarnet i anledning af deres samarbejde om bogen ”Proceduren som frit foredrag – regler for retorik for procedører.”

Når man som denne humanist har været så heldig at beskæftige sig lidt med juristers sprog i f.eks. høringssvar, bliver man mere end almindeligt nysgerrig efter at læse deres resultat, så der er noget at se frem til, når bogen udkommer på Djøfs forlag senere i år.

 

Historisk indsigt og udsyn

I samtalen gjorde Frederik Waage opmærksom på, at megen lovgivning her i landet står i gæld til den franske revolution i 1848, og at frafaldet af anklagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen har sine rødder i den begivenhed.

 

Og den ypperste musiske kunst

Med dette første indslag var alle antenner rakt til fuld opmærksomhed, så da det blev annonceret at Christina Bjørkøe, dansk musiklivs højt skattede pianist, skulle spille på et digitalt flygel. Den spændte undren blev kompletteret af en forventning, som til fulde, viste det sig, indfriedes af kunstnerens hyldest til Sergei Terentiev, der har undervist hende. Den gamle mester sidder nu i Odessa og har det så dårligt, som man kun kan ane i disse for Europa så forfærdelige og ængstende tider

 

Det tredje riges sprog

Gæsterne fik lykkeligvis også oplevet Knud selv som oplæser af LTI, den epokegørende udgivelse af Victor Klemperers bog om Det tredje Riges sprog som kom på dansk i 2010. Forlagene havde været pengefikserede og taktiske, og de anede ikke at Klemperers værk var svaret på mange tusinde læseres erkendelsestrang. Knud måtte altså selv udgive bogen, hvad han så gjorde.

Ved festen læste han den side, hvor den pukkelryggede Frieda giver Victor Klemperer et æble, der er beregnet til hans ariske kone Eva, fordi hun har hørt om hendes sygdom: Frieda nikker til ham og siger: ”Albert siger, at Deres kone er tysker. Er hun virkelig det?” Og Klemperer reflekterer om Frieda: ”Hun havde sikkert ikke noget klart begreb om alt dette [den nazistiske tankegangs sprog] men hun kunne ikke fatte følelsesmæssigt, at min hustru kunne være tysk.”

 

”Detvived”

Finn Rowold fortalte om sin medvirken i et af Knuds andre autentiske initiativer, Detvived, som han kalder en kildekiste: I den kan vi finde skatte, der sørger for forbindelse til vores forudsætninger i tid og rum, her om Karl Rowolds historie, ”Fra flygtning i nazitiden til diplomat i Forbundsrepublikken”.

Vi fik et par ord med om Jens E. Christensen, ”Jens Organist” ved Vor Frelsers Kirke. Gæsterne fik ovenikøbet en CD med nogle af hans fine indspilninger med i lykkeposen.

Da festen var afsluttet med den hel specielle ’duo’ Dørge og Irene Becker, var vi åndelig talt så belæssede med autenticitetens bedste kulturelle indhold, at vi helt høje trådte ud i mørket – uden at være truet af tømmermænd dagen derpå, men derimod med føde, der skal fordøjes i de næste mange år.

Comments


bottom of page