top of page

Beundringsværdig film om at være menneske i atomtiden

Opdateret: 11. aug. 2023

Oppenheimer er en epokegørende film om en verdensomvæltende opfindelse, dens skrækindjagende anvendelse, og den i ordets bogstavelige forstand nye verden, Oppenheimer og hans kreds har overladt til os.



Christopher Nolan har med sin film om J. Robert Oppenheimer skabt det værk, der viser hvordan verden af i går blev årsag til den verden som vi skal leve med i dag. Med opfindelsen af atombomben og de utilregnelige politikere er mennesket blevet bragt i en situation, hvor alting på ingen tid kan tilintetgøres.


Et sårbart geni, en indsigtsfuld kulturpersonlighed

Det er den hovedperson, der stod i spidsen for at opfinde atombomben J. Robert Oppenheimer, som er filmens altafgørende karakter. Publikum får mulighed for at følge ham i den tre timer lange film, som synes kort, måske endda for kort. Mange scener vækker trang til uddybelse.

Oppenheimer er en epokegørende film om en verdensomvæltende opfindelse, dens skrækindjagende anvendelse, og den i ordets bogstavelige forstand nye verden, Oppenheimer og hans kreds har overladt til os.


Den upraktiske seer med forbløffende intuition

Oppenheimers person skildres som et overbegavet menneske, der lærer sig flere sprog hurtigt, mediterer over tidens kunst, og for eksempel forstår budskaberne i Picassos banebrydende malerier og deres sammenhæng med vores skræmmende sind og univers. Men han er umulig i et laboratorium. Det er altså intuitionen han får mulighed for at udvikle i samarbejde med tidens kendteste fysikere. Herhjemme kan vi blot tænke på Einstein og Bohr. Også Werner Heisenberg spiller en rolle.


Hans skrupler og plagede samvittighed

Oppenheimers vanskeligheder i de små sammenhænge viser sig i hans private liv, hvis hjerteflimmer i sig selv vækker hans skrupler og plagede samvittighed. En scene, som nogle indere efter sigende skal have protesteret imod, viser hans kommunistiske veninde, Jean Tatlock. Hun provokerer ham til at læse en passage op af Bhagavad Gita: ”Jeg er blevet døden. Verdensødelæggeren.”

Senere lider han under voldsomme selvbebrejdelser, da hun begår selvmord. På den måde ser vi hans samvittighed vågne - sårbarheden også, når det handler om den enkelte.


Nuanceret skildring af ægteskab og familieliv

Oppenheimers ægteskab bringer en særlig nuanceret skildring af et par modne mennesker, der med hver sin fortid har komplikationer at slås med: Nogle betagende scener viser Kitty Oppenheimers irriterende adfærd og parrets manglende evne til at opdrage små, grædende børn; og vi følger hendes udvikling til den loyale kvinde, der nægter at give hånd til en af dem, der har svigtet hendes mand.

Her skal ikke fremhæves nogen roller, for alle er på lærredet som man kunne møde dem i virkeligheden. Og med hver enestes komplicerede sind ligner de virkelige mennesker, som kun fanatikere kan ønske sig forenklede.

Således er de også på det private plan sluttede cirkler i fortællingen.


I kapløb med nazisterne

Filmen skildrer den hurtige opbygning af et beboeligt sted midt i New Mexicos ørken i 1942, hvor atombomben blev skabt, Manhattan-projektet.

Når atombomben var så vigtig for de allierede, var det, fordi de var i et kapløb med Nazityskland. Man troede, at hvis fjenden kom først, ville det være forbi med den frie verden. Samtidig frygtede man at en atombombesprængning ville brænde atmosfæren op, og så ville det være forbi med hele jorden.

Den 16. juli 1945 fandt den første atombombesprængning sted i New Mexicos ørken. Atmosfæren brændte ikke op, som vi, der nu trækker vejret, ved. Men sandet blev til glas. Der er stor jubel.

Hitler har på det tidspunkt skudt sig selv, og krigen kunne for så vidt være forbi, hvis japanerne, der kæmpede sammen med nazisterne, også havde givet op, men de kæmpede stadig. Det blev den amerikanske præsident Trumans ansvar at kaste bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Krigen – eller den del af Anden Verdenskrig - var forbi. Vi ved i dag, at den fortsatte i den kolde krig.


Filmen rammer publikum med al sin gru

Jublen over at have vundet krigen fulgtes af Oppenheimers gru ved at have afstedkommet hundreder af tusinder menneskers død og, som så ofte mest kvinder og børn. Filmens skuespil og klip rammer publikum i al sin gru, og vi begriber hvilken verden, der er tilbage til os.

Oppenheimer henvender sig til præsidenten – også for at få ham til at afstå fra at kaste sig ud i eksperimenter med brintbomben, der er endnu kraftigere, men Truman sender ham bort, vil ikke tale med ”den Tudemarie”.

Det bliver gjort ganske klart at den geniale videnskabsmand nok kan have sine politiske meninger, men magthaverne vil aldrig høre efter ham. Vi kender det her i landet fra Niels Bohrs mange forgæves rejser i fredens tjeneste.


Christopher Nolan illustrerer en kompliceret virkelighed

I sort-hvide indslag vises Lewis Strauss, der var var drivkraften i de høringer, der blev afholdt i april 1954, hvor Oppenheimers sikkerhedsgodkendelse blev tilbagekaldt. Formentlig af personligt nag mellem de to. Strauss havde håbet at blive handelsminister, men blev nedstemt af bl.a. John F. Kennedy. Vi er hele tiden fastholdt af realiteterne

Det er en bedrift af Christopher Nolan at skabe et værk om en kompliceret virkelighed, der ellers betegnes med matematiske formler, og det er beundringsværdigt at vise samhørigheden mellem videnskab og samvittighed, sådan som ellers kun kunstarterne gør: I kunst er udøverne de eneste, der kender metoden til at få værket frem. En af replikkerne i filmen sammenligner de matematiske formler med noderne i musik: man kan måske ikke læse noderne – ”men kan du høre musikken?”

Med filmen Oppenheimer har publikum fået mulighed for at høre musikken. Det er en film, der fortæller os, hvad det er at være levende menneske i atomtiden.


Oppenheimer er en filmatisering af Kai Birds og Martin Sherwins biografi fra 2006, American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer.

bottom of page