Bog: Menneskelivet er en gave og en opgave

Af Peter Øhrstrøm, professor ved Aalborg Universitet

”Mennesket er det eneste væsen, der kan være umenneskeligt.” Det er et af de markante udsagn, som man kan finde i professor Svend Brinkmanns bog, ”Hvad er et menneske?” (Gyldendal 2019).

Det er en velskrevet og tankevækkende bog. Den er vigtig – ikke mindst etisk set – fordi menneskesynet bogen igennem kobles tæt sammen med menneskets ansvar. Budskabet synes at være den Løgstrupske pointe, at selve det at være menneske indebærer en etisk fordring. Man kan vælge at ignorere fordringen og måske endda handle direkte imod den. Og så bliver man med Brinkmanns ord umenneskelig – en mulighed som kun mennesker har, fordi det kun er mennesker, der møder denne etiske fordring. At være menneske er altså i sig selv et ansvar.

Roman om dannelsesrejse

Bogen er pædagogisk opbygget og formidler det lidt tunge, men meget vigtige stof på en ganske underholdende måde. Det skyldes først og fremmest, at Brinkmann har valgt at skrive bogen som en roman om den unge Andreas, som af sin farmor, Anna, bliver sendt på en dannelsesrejse gennem Europa. Anna kan ikke selv komme med. Hun har haft en karriere som forsker, men ligger nu døende på hospice. Alligevel formår hun at følge med på rejsen via Skype, ligesom hun har givet Andreas sit ufærdige bogmanuskript med som en slags idéhistorisk guide på rejsen.

Andreas besøger en række steder, der har betydning for vort menneskesyn. Bl.a. tager han efter Annas ønske til en koncentrationslejr, som beskrives som et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, hvis samfundet lader hånt om basale menneskerettigheder. Det er en meget vigtig pointe, men det ville have klædt bogen, hvis den også havde beskrevet det ideologiske grundlag for præciseringen af menneskerettighederne efter Anden Verdenskrig. Her var det især idéen om mennesket som skabt i Guds billede, der spillede en rolle.

Menneskets iboende værdighed

Denne vigtige idé var en afgørende præmis for den franske filosof og kristne tænker Jacques Maritain, som skrev udkastet til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948, som blev det internationale samfunds klare reaktion på nazisternes krænkelser af den menneskelige værdighed. I erklæringen pointeres det, at alle mennesker har en iboende værdighed, som ikke er knyttet til individuelle egenskaber, men som beror på selve det at være menneske. Ideen om menneskets enestående og iboende værdighed er helt afgørende som grundlag for den etik, som vi anser for kulturelt afgørende. Idehistorisk er der flere rødder til det menneskesyn, men det er først og fremmest kristent.

Brinkmann glemmer naturligvis ikke kristendommens betydning for vort menneskesyn og vor opfattelse af etikken. Ikke mindst er både Søren Kierkegaards og K.E. Løgstrups ideer centrale i bogen. I den sammenhæng bliver etikken ikke noget man opfinder, men derimod noget man erkender. Tilsvarende bliver livets mening noget, man kan opdage – ikke bare en konstruktion.

Tankerække kulminerer i troen

Brinkmanns bog præsenterer en interessant progression, når det gælder Annas præsentation af menneskeopfattelserne. Vi føres fra det biologiske via det fornuftige, følsomme og sociale til fremtidens menneske. Anna indser dog, at fremtidens menneskesyn, som i stigende grad vil bero på manipulation, trods store tekniske og videnskabelige landvindinger, alligevel vil rumme så mange problemer, at det til syvende og sidst bør afvises. Derfor søger Anna nye veje, og Brinkmann lader meget sympatisk diskussionen af det troende menneske stå som en slags kulmination i hendes bog. I Brinkmanns egen bog beskrives så, hvordan Andreas ved Annas bisættelse gør sig overvejelser om farmor Annas vej gennem livet. Det viser sig, at hun efter i mange år at have været udmeldt af folkekirken har meldt sig ind igen. Præsten forklarer ved bisættelsen, at det ikke betød, at Anna var begyndt at tro på “gammelfar i himlen”. Men Anna syntes alligevel, at der var noget at hente i kirken. Præsten kan endda fortælle de måbende deltagere ved bisættelsen, at han og Anna har haft mange samtaler, som tydeligvis har været både dybe og givende.

Livet som gave og opgave

Brinkmanns bog er som en kinesisk æske af bøger. Annas bog er inden i Brinkmanns. Den konstruktion giver ham en underholdende mulighed for at lade synspunkterne komme i dialog med hinanden. Bogen slutter dog med en epilog, der helt klart er Brinkmanns. Her forsøger han at beskrive et synspunkt mellem to vigtige opfattelser af mennesket. Yderpunkterne er på den ene side essentialismen, som indebærer, at vi er mennesker i kraft af en særlig essens (fx sjælen). På den anden side er det eksistentialismen, ifølge hvilken mennesket må skabe sig selv. Brinkmann indrømmer, at de to positioner er noget fortegnede, men hans pointe er, at der mellem dem findes det synspunkt, at livet både er en gave og en opgave. Dermed kobles menneskesynet tæt til etikken og ansvaret for os selv og de andre – igen en position, som meget let kan ses som indbefattet i kristen tænkning.

Man kan lære meget af Brinkmanns bog. Den kan varmt anbefales.

Peter Øhrstrøm er professor i informationsvidenskab på Aalborg Universitet. Han var medlem af Det Etiske Råd i perioden 2000-2010. Ligeledes er han tilknyttet Kaj Munk Forskningscentret. Peter Øhrstrøm var medlem af Det Etiske Råd i perioden 2000-2010. Han er medstifter af Center for Kristen Tænkning.Anmeldelsen er tidligere bragt i Nordjyske.