top of page

Borgerteater giver stemme til de ældre

Opdateret: 8. maj

De ældre bliver ofte omtalt som en byrde og alderdommen som noget tragisk. Men der er mange flere facetter til livet som gammel, hvis man spørger de gamle selv. Det er udgangspunktet for en teaterforestilling i Aarhus.



Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl


”Min storesøster var køn med langt brunt hår. Hun kunne finde på at tage mig med hen foran et spejl og spørge ’hvem af de to er smukkest?’ Så stod jeg der med mit underbid. Heldigvis blev det rettet sidenhen”.

Sådan lyder en af replikkerne i forestillingen ”Livet til låns”, der spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus den 17.-18. maj.

En anden replik lyder: ”En søndag morgen, hvor vi stadig lå i sengen, sagde han pludselig til mig: ’Jeg vil faktisk hellere lægge mig til at sove med Maos lille røde end med dig. Den kæmpe idiot!”


Erindringer tilgængelige for publikum

Forestillingen, som replikkerne skal indgå i, er en såkaldt borgersceneforestilling, hvor almindelige borgere, der ikke er uddannet som skuespillere, under instruktion af Brigitte Christensen medvirker i en professionelt opsat forestilling. De uprøvede skuespillere bruger deres erindringer og livshistorier på scenen, men de er omarbejdet, så historierne ikke én til én svarer til deres egne. På den måde bliver det private gjort alment og dermed relevant for publikum.

Forestillingens tema er alderdom og livet som gammel, og der er mange grunde til, at Brigitte Christensen har valgt netop det tema for forestillingen:

”Ældre mennesker omtales ofte som en homogen gruppe, og alderdommen omtales mest som noget negativt og tragisk. Man hører meget sjældent de gamle selv. Deres stemmer er næsten fraværende, både i den offentlige debat og på teaterscener og i filmroller, hvor det ofte er de unge og midaldrendes liv, det handler om,” siger hun.

Ikke en strikkeklub

Brigitte Christensen er kunstnerisk leder af teatret Eutopia, i hvis regi hun har arbejdet med at inddrage almindelige borgere og hele bydele i professionelle forestillinger. Hun har desuden arbejdet som skuespiller på film og tv både i Danmark og i udlandet. Gennem sit virke inden for borgerinddragende teater har hun skabt et specifikt træningsprogram, som tager udgangspunkt i de mennesker, der deltager i projektet.

”I det her projekt giver jeg nogle ældre mennesker mulighed for at dele deres historier – på en måde, som også kræver meget af dem. Det er ikke kun en strikkeklub, hvor man sidder og småsludrer, og så kan det i øvrigt være lige meget, om man bliver færdig med den strømpe eller ej,” siger hun.



”Vi var røde alle sammen”

På prøvedag nummer ti samles de 19 skuespillere med Brigitte Christensen, instruktørassistenter og lysdesigner samt forestillingens komponist Nikola Diklic. Efter en hurtig kop kaffe er det tid til opvarmningsøvelser for åndedræt, stemme og krop, og herefter går de i gang med at prøve de scener, de ikke nåede at gennemspille dagen før.

”Vi er nået langt, så vi har en tynd, men god basis at arbejde ud fra, og vi skal nok nå at blive færdige. Men det kræver, at alle går ind i det her med fuld koncentration,” siger Brigitte Christensen.

Holdet gennemspiller en række små scener og tableauer, der blandt andet indeholder erindringsglimt fra barndommen og fra en ungdom præget af splittelse mellem borgerlige traditioner og venstreorienterede miljøer præget af oprørstrang og revolution, men også ensretning.

”Jeg prøvede at passe ind og mene det, man skulle mene. Jeg prøvede at sige det, man skulle sige,” lyder en af replikkerne. Mens en anden lyder: ”Vi var røde alle sammen. Min bedste tid i livet var på højskolen.”


En form for gestaltterapi

I en pause reflekterer en af skuespillerne, Peter Magnussen, 71 år, over projektet og den proces, han er en del af: ”Jeg har tidligere været med i en gruppe, der lavede nogle sketchs om det at blive gammel, især om digitaliseringen, som mange af os har svært ved at følge med i,” fortæller den tidligere arbejdsmiljørådgiver, der oprindeligt er uddannet biolog. ”Så jeg syntes, at det var interessant at komme med i et projekt, der også tematiserer den tredje alder og viser, at det ikke kun er noget negativt.”

Han tilføjer, at det i processen med ”Livet til låns” især har gjort indtryk på ham at høre de andres livshistorier og erindringer.

”Det kalder erindringer fra min egen barndom og ungdom frem, for eksempel fra den periode hvor jeg boede i forskellige kollektiver. Og så er det meget stærkt at opleve sine egne fortællinger blive gestaltet af andre,” siger han.

Skuespillerne spiller nemlig generelt ikke deres egne fortællinger, men hinandens, og det har stor effekt, mener Peter Magnussen: ”Det er nærmest en form for gestaltterapi, når vi gestalter hinanden. Når man har fortalt sin historie til en anden, som har lyttet intenst, og den anden så fremstiller ens historie, så kan det blive meget gribende. Men samtidig kan man se noget andet, fordi der opstår en vis distance,” siger han.



Holder skavanker fra døren

Også Gry Clasen, der er 77 år, er begejstret for processen. Hun er uddannet lærer og har undervist både børn og voksne på folkeskoler, sprogcentre og universitet. I de sammenhænge har hun benyttet sig af improvisation, og det var blandt andet udsigten til igen at arbejde med improvisation, der gjorde hende interesseret i at medvirke i ”Livet til låns”.

”Jeg ville gerne genopfriske nogle af de metoder. Men det er langtfra det eneste, jeg får ud af det. Det kan være med til at holde nogle skavanker fra døren. Jeg er allerede blevet lettere til bens, fordi jeg går herned hver dag og får rørt mig mere, end jeg plejer. Desuden kan jeg bruge de andres fortællinger og den måde, vi arbejder med fortællingerne på, i mit arbejde,” fortæller hun.

Hun har i mange år skrevet bøger til især børn og unge og voksne med dansk som andetsprog, og prøverne til ”Livet til låns” har givet hende masser af inspiration til at arbejde mere med dialogen i sine bøger, fortæller hun.

Hun finder det også inspirerende at tale med andre om sin livshistorie, og det føles ikke svært, siger hun.

”Det har jeg jo gjort det meste af livet. Det begyndte i basisgrupperne i rødstrømpebevægelsen. Men meget af det er gledet i baggrunden, og nu kommer det frem fra skattekisten. Så måske jeg nu kan få skrevet mine erindringer til mine børnebørn, som jeg længe har tænkt på at gøre,” siger hun.

Om forestillingen og dens effekt på publikum siger hun:

”Jeg håber, at det får det ud af den, at det ikke er så selv at blive gammel, selv om det også er slemt.”


At håndså lidt lykke

Det kan Brigitte Christensen tilslutte sig: ”Ingen historier er ens, heller ikke gamle menneskers. Det er smukt at se ansigter på scenen, som er mærket af levet liv, af latter og tårer. Vi kan lære af de ældres historier, selv om de ikke længere tillægges værdi i en tid, hvor vi tror, at vi kan google os til nærmest alt. Derfor insisterer jeg på, at både det triste og det smukke og glædesfyldte skal med i forestillingen. Og mit håb er, som det altid er med mine forestillinger – at publikum vil opleve, at de bliver rørt. Ikke kun i betydningen at sidde og græde lidt, men på en måde, hvor de møder noget, de ikke kendte, men som også hører menneskelivet til.”

En af de andre medvirkende, Niels Chr. Hansen, supplerer: ”Jeg plejer at sige det sådan, at jeg vil være en bedstemor med slag i. Jeg vil ikke hænge mig i det, der nager. Jeg vil gerne håndså lidt lykke.”


FAKTA:

”Livet til låns” spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus den 17.-18. maj.

Ide & instruktion: Brigitte Christensen

Komponist: Nikola Diklic

Dramaturg: Søren Højgaard og Stine Ebbesen

Lyd og lysdesign: Esben Elfrom

Produceret af Eutopia i samarbejde med Teatret Svalegangen – med støtte fra Aarhus Kommune – Kultur & Sundhed.


Comments


bottom of page