Bosnisk flygtning og fitnesscenterleder: Sport og smil binder mennesker sammen
”Fitnesscentret er som hele verden samlet i et rum. Der kommer folk med alle mulige baggrunde, og alle føler sig lige meget hjemme her. Jeg gør meget for, at folk skal føle sig velkomne og få lyst til at snakke med hinanden på kryds og tværs. Hvis man kommer fra en sur dag på arbejdet eller et skænderi med ægtefællen og ikke har lyst til at tale med nogen, ændrer det sig som regel, når man bliver mødt med et smil,” siger 43-årige Benjamin Dajic.
Han læner sig tilbage i sofaen i Fitness World i City Vest i udkanten af Gellerup nær Aarhus. Han er centerleder og har ansvar for stedets drift og en stor gruppe ansatte. Samtidig har han for nylig fået ansvar for endnu en filial, som ligger i Bazar Vest i den anden ende af Gellerup.
Jeg ville virkelig ønske, at flere mennesker blev klar over, at virkeligheden ser anderledes ud end mediernes beskrivelse. At alt det negative fylder meget lidt i den virkelige verden. Benjamin Dajic, dansk-bosnier
”Der kommer også en del etniske danskere her, og mange af dem bliver virkelig overraskede, når de opdager, hvor god stemningen er. De fleste har fordomme om, at her er farligt eller ubehageligt at komme, fordi centret ligger i en såkaldt ”ghetto”. Mediernes negative og stereotype omtale af flygtninge skaber jo frygt og xenofobi,” siger han med et lille suk.
”Jeg ville virkelig ønske, at flere mennesker blev klar over, at virkeligheden ser anderledes ud end mediernes beskrivelse. At alt det negative fylder meget lidt i den virkelige verden. Jeg kan godt føle mig ramt og blive nedslået, når jeg hører den politiske diskurs og ser tv-nyheder. Men så hjælper det at møde folk i virkeligheden, for smil og sport binder folk sammen,” siger han og afbryder samtalen et øjeblik for at hilse på et par af kunderne, der hjemmevant slentrer forbi sofaen og hilser på ham.
”Jeg får frustrationerne ud gennem træning.”
”Jeg har dyrket sport, siden jeg var barn. Især basketball, men også fodbold, håndbold, amerikansk fodbold, volleyball, atletik og boksning. Og jeg dyrker stadig al den sport, jeg kan komme i nærheden af. I de her år bliver det godt nok ikke til så meget holdsport, for det er lettere at passe individuel træning i en travl hverdag,” siger han og tilføjer: ”Dem, der kender mig, opfatter mig som et menneske med overskud, smil og humor. Jeg tror, at de træk kommer til udtryk, fordi jeg får frustrationerne ud gennem træning.”
Benjamin Dajic tilføjer, at hans forældre altid har bakket ham op i at dyrke sport.
”Det var en almindelig holdning i det miljø, hvor jeg voksede op, at det var godt for børn og unge at dyrke sport, fordi det kanaliserer deres energi ind i noget sundt og afholder dem fra at søge ind i usunde og problematiske sammenhænge. Så der var fuld opbakning hjemmefra til, at jeg dyrkede en masse sport,” siger han og forklarer, at han også er vokset op i en familie og et miljø, hvor der blev lagt vægt på uddannelse og dannelse.
”Ventetiden var noget af det værste ved flugten”
”Fra Bosnien har jeg nogle værdier om at være et tolerant menneske og danne og uddanne sig, så længe man lever. Da vi flygtede, var jeg næsten færdig med andet år på teknisk gymnasium. I Danmark måtte jeg vente to år i et flygtningecenter, før jeg kom i skole. Alt blev sat i stå, og vi kunne ikke gøre andet end at vente. Det var noget af det værste ved flugten,” siger han og uddyber: ”Ventetiden var præget af uvished, sorg og desorientering. Krigen rasede stadig i Bosnien, og vi ventede bare på en eller anden løsning i forhold til vores skæbne og fremtid. Vi hørte om uhyrligheder i hjemlandet og om dræbte og sårede familiemedlemmer, venner og bekendte. Mine forældre var desperate, både på grund af situationen i Bosnien og uvisheden omkring vores status i Danmark, og havde derfor ikke altid overskud til mine søskende og mig. Vi boede alle på et værelse på omkring 15 kvadratmeter, og det var virkelig svært for mig at finde motivation, ressourcer og plads til at lave noget produktivt og konstruktivt, fx at lave lektier.”
Det betød meget, at vi havde fået en chance. At nogen så potentialet i os i stedet for begrænsningerne Benjamin Dajic, dansk-bosnier
Efter to år blev der endelig åbnet op for, at de bosniske flygtninge kunne gå i skole uden for flygtningecentrene, og Benjamin og to af hans venner var meget opsatte på at komme videre med deres uddannelse. De opsøgte derfor i første gang en rektor på et gymnasium, som en af hans venner kendte til, og spurgte, om de kunne blive optaget der.
”Vi talte kun engelsk, så han sagde nej, og det var sådan set forståeligt nok. Men vi gav ikke op. Vi kontaktede i stedet rektoren på Silkeborg Gymnasium, og han sagde ja. Han gav os en chance, og den udnyttede vi. Det var hårdt, for vi kunne stort set ikke et ord dansk, da vi begyndte på gymnasiet, og vi skulle vænne os til nye sociale koder, en ny undervisnings- og læringsform og et nyt sprog. Det var som at være landet fra Mars, og jeg måtte virkelig arbejde med mig selv for at holde fast og ikke give op. Men det betød meget, at vi havde fået en chance. At nogen så potentialet i os i stedet for begrænsningerne,” siger han.
”Og det gav jo også gevinst, kan man sige. I dag er vi alle tre veluddannede og bidrager til samfundet,” siger Benjamin Dajic, der efter gymnasiet flyttede til Aarhus for at læse statskundskab og historie på universitetet, og i 2011 blev cand.mag.
”Ærgerligt, at mange flygtninge bliver mødt med mistillid”
”Selve tilgangen til mennesker er ofte det, der afgør, om de udnytter deres potentiale. Møder man mennesker med respekt og tillid, vil langt de fleste gribe chancen. Møder man dem med mistillid, mister de motivation og selvtillid. Derfor er det så ærgerligt, at mange flygtninge bliver mødt med mistillid. Det gælder naturligvis ikke alle danskere, men den generelle diskurs over for flygtninge er ikke med til at motivere, men snarere med til at støde folk bort og få dem til at give op,” siger han.
Benjamin Dajic har selv oplevet at blive mødt med mistro og fordomme på grund af sin bosniske baggrund, men forsøger at fokusere på de mange positive møder, han har med andre mennesker – uanset deres baggrund. Han anser det desuden for en styrke at have en to-kulturel baggrund.
”100 % dansk og 100 % bosnisk”
”Jeg kan føle mig 100 % dansk og 100 % bosnisk. Det bosniske kommer til udtryk ved mine spontane reaktioner, som ofte er instinktive og følelsesladede, og som tit kendetegner sydlandsk mentalitet. Men de bliver som regel efterfulgt af det mere kyniske og rationelle, som kan betegnes som dansk. Når jeg fx skal træffe strategiske beslutninger på mit arbejde, er det min danske side, der træder frem. Så jeg har bestemt taget meget til mig af det danske, selv om det dybeste lag i mig nok stadig er bosnisk,” siger han og uddyber så efter en kort tænkepause: ”Mit første sprog er stadig bosnisk, jeg foretrækker bosnisk mad og hører bosnisk musik. Jeg dagdrømmer om livet i Bosnien. Men jeg nyder min tilværelse i Aarhus, som er min by mere end nogen anden, og som jeg savner efter længere ophold andre steder. Så det bosniske og det danske kolliderer ikke inde i mig. Tværtimod lever det fredeligt side om side. Ligesom vi alle burde kunne gøre i Danmark.”
Mange værdier kan desuden ikke meningsfuldt kategoriseres som enten bosniske eller danske, understreger Benjamin Dajic:
”Mange af de værdier, jeg har med fra Bosnien og kunne hævde var bosniske, er universelle. Så egentlig er jeg ikke så optaget af at kategorisere værdier på den måde. Jeg er først og fremmest 100 % menneske, og jeg har venner af alle mulige forskellige nationaliteter. Jeg har også familie mange steder i verden. Og jeg føler mig mest hjemme i multikulturelle miljøer. Som fx her i fitnesscenteret.”
Når man har set mennesker i krig og på flugt, som er i dyb sorg over at have mistet deres nærmeste, forstår man, at vi først og fremmest er mennesker. Benjamin Dajic, dansk-bosnier
Han hilser endnu en gang på et par kunder, som hjemmevant kommer ind gennem døren med tasker og drikkedunke i hænderne. Han veksler et par ord på bosnisk med en af dem, en anden svarer han med en hilsen på arabisk.
”Flygtninge er mennesker som alle andre,” siger han. ”Sorg og smerte, glæde og smil er ens for alle mennesker. Når man har set mennesker i krig og på flugt, som er i dyb sorg over at have mistet deres nærmeste, forstår man, at vi først og fremmest er mennesker. Jeg ville ønske, at flere danskere blev klar over det. Og forhåbentlig kan nogle af dem få en fornemmelse af det ved at komme i fitnesscentret og møde hinanden. Sport og smil forbinder virkelig mennesker,” siger Benjamin Dajic.
Fakta om ”100 % fremmed?”
• Benjamin Dajic er en af 20 personer fra Aarhus med flygtningebaggrund, hvis historie fortælles i kort form som en del af det kunstdokumentariske projekt ”100 % fremmed?”. • Projektet begyndte med 100 historier om flygtninge, der var kommet til Danmark og er bosat i København, og er siden blevet udvidet med historier fra og udstillinger i bl.a. Randers, Skagen og Sønderborg. • Udstillingen i Aarhus åbner i Rådhusparken den 4. april 2019. • Fra Aarhus rejser projektet videre til bl.a. Viborg, Vejle, Herning og Bornholm. • Du kan læse mere om projektet og se alle historierne her.
Læs mere
• Elina fra Argentina holder af friheden i Danmark, men savner åbenhed over for det fremmede, Sameksistens.dk, 04-03-2019