’Brug alle sanser i nysgerrighedens tjeneste’
Af Marianne Olsen
Den 21. november inviterede FN’s Højkommissariat UNHCR til konference over emnet “International Experiences with Community Sponsorships for Refugees.” Det er ikke helt let at fordanske den overskrift, men konferencen, som bød på udvekslinger mellem forskellige lande og organisationer, handlede hovedsagelig om civilbefolkningers aktive indsats – også økonomisk – for gensidighed i fællesskab med nytilkomne og hjemmeboende, altså mellem flygtninge og indfødte.
Forskellige metoder – samme vilje
For at sige det ganske ligetil var spørgsmålet og samtalens kerne: ”Hvordan gør I? – sådan gør vi!” Det blev understreget, at intet samfund er den eneste model, andre samfund kan overtage. Det er udvekslingerne der kan blive til inspiration. Og netop det var faktisk inspirerende. For hensigten og viljen var den samme: Åbenhed og spændstig brug af alle sanser i den venlige nysgerrigheds tjeneste. Således får de indfødte større horisont og flygtningene faste og varme rammer om den nye tilværelse, som vi i realiteten alle er nødt til at dele i større eller mindre grad.
Bedsteforældre for Asyl og Venligboerne er ligesom Refugees Welcome blot nogle af de danske organisationer der er opstået spontant for at række hånden ud til flygtninge i stedet for at lade staten om arbejdet. Vi har også i mange år set, at staten efter mange vælgeres mening faktisk ikke gør sit arbejde ordentligt på det felt. Så det har været ganske naturligt at reagere ved selv at tage initiativ til, at også flygtninge mødes som medmennesker – ikke som brikker, man bare kan flytte rundt med.
Menneskerettighederne i centrum
Amnesty International har udgivet en rigtig god folder, som man kunne tage ved konferencen: Fakta og anbefalinger, der gør opmærksom på at en dansk model skal bygge på menneskerettighedsprincipperne.
På selve konferencen var der – efter en definition af konferencens emne ”Sponsorship for Refugees” – indlæg fra repræsentanter fra England, Tyskland og Canada. De civile, altså ’sponsorerne’ havde repræsentanter fra de samme lande, og endelig var der en ’ægte’ flygtning, Tarek Kelani.
Fra Danmark medvirkede Amnesty og Røde Kors, og endelig var der livlig deltagelse også fra salen.
Myndigheder og civilsamfund bør samarbejde
Den konstruktive del var selve konferencens idé og prægede derfor også alle, der fremlagde planlagte oplæg:
Det gælder om at tage imod flygtningene i lufthavnen eller andre ankomststeder, hjælpe dem ind i vores uddannelsessystem og ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at lokalsamfund og regering finder en måde at samarbejde på, så flygtningen får en tryg begyndelse på integration. Det kræver støtte fra alle aktører, inklusive regeringen. Derfor må vi aldrig standse vores appel til myndighederne, der helst skulle indse, at de tilkommendes ressourcer kalder på vores. F.eks. har canadiske borgere sponseret over 300.000 flygtninge gennem de sidste 40 år. New Zealand, Argentina, Australien, England, Tyskland, Irland, Spanien og Portugal har ifølge Amnesty udviklet modeller, der ligner, men ikke er helt ens, fordi de skal passe til deres egen kontekst.
Penge er ikke nok
Det er slet ikke nok at sende penge til nærområderne: 85 pct. af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne, så der er et voldsomt pres på både Libanon og Jordan. 1,4 millioner flygtninge har akut brug for at blive etableret i et sikkert land. Det er bydende nødvendigt at de lande, der nu har et overtal af flygtninge, ikke bryder sammen. Vi må alle bidrage, inden kaos kommer over os som en flodbølge, der er værre end de konkrete bølger, vi somme tider har oplevet i uvejr.
Community Sponsorship-programmer er omtalt i FN’s flygtningeaftale som en løsning på den nuværende situation. Vi er faktisk forpligtet til at tænke i løsninger. De kan sagtens ligne dem, der allerede er nævnt, men der skal meget mere til, og det vil myndighederne kunne hjælpe med. Vi mangler at tage imod kvoteflygtninge – og i et respektabelt antal. Vi behøver ikke kalde på foragt med vores slaphed. Vi kan godt, når vi hjælpes ad.
Tre indlæg fra salen
Den konstruktive og håbefulde atmosfære hos oplægsholderne blev modsvaret af, at der er realiteter her i landet, som vi er nødt til at imødegå:
Christian Friis Bach udtrykte sin bekymring for, om de civile initiativer ville tage energien ud af staten. Det er vist desværre en realitet, at det som vore politikere kalder ’stram’ udlændingepolitik, i virkeligheden er slap, men brutal. Brutal er ikke det samme som stram, og vi bliver alle, stat og lokalbefolkning, nødt til at stramme os selv an for at få et godt og frugtbart samfund i den kontekst, der er vores og denne tids.
I samme forståelse gjorde Jette Møller, SOS Racismes formand, opmærksom på den forrige regerings skændige paradigmeskift som i realiteten fungerer endnu, ligesom hun nævnte, hvordan dansk politi i virkeligheden støtter en politiker, der prædiker etnisk udrensning.
Endelig talte Else Lidegaard, grundlæggeren af Bedsteforældre for Asyl, om deres manglende succes med at påvirke flygtningepolitikken. Men så havde de delt sig op i forskellige underafdelinger, hvor de, dér gjorde et socialt arbejde, havde bedre held med at ”adoptere” børn eller hele familier, som de dels besøgte og lavede aktiviteter med, dels inviterede hjem eller ud på forskellige udflugter.
Og, som hun sagde til slut: ”Vi er i hvert fald er forpligtede til at behandle de flygtninge, som har søgt ly hos os, ordentligt. I stedet for den trøstesløse tilværelse uden tidsbegrænsning, som nedbryder dem, skal de ud af asylcentrene, så de selv kan se og opleve, hvordan et demokrati fungerer i praksis.”
Håb om ændringer
Det var tydeligt, at konferencen ville bringe håb, og at publikum kom med vores mere dystre erfaringer. Men det er vel i orden at se realiteterne i øjnene, for vi vil i hvert fald alle sammen gerne gøre vores til at forbedre tingenes tilstand.
Vi går lidt fortumlede rundt og spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at den ene regering er lige så fremmedfjendtlig som den anden. Vi bliver nødt til at indgyde hinanden håb. Vi bliver nødt til at stramme os an og forhindre danske magthaveres brutale fremfærd mod vore flygtninge, for det fører kun til negativitet både for os selv og for landet. Som den eneste flygtning ved konferencen, der er kommet fra Syrien, Tarek Kelani sagde: ”Husk på, at flygtninge er individer.” Jeg kom til at tænke på Grundtvig. Hans gode ord kan bruges med en lille modifikation: Menneske først, flygtning så. Menneske først og så indfødt.