Brug erfaringerne fra grænselandet til at alle kan føle sig danske

KRONIK: FN har udpeget denne dag til international dag for kulturel mangfoldighed. Det er en god anledning til at tænke over, om vi har lært noget af erfaringerne med mindretal i det dansk-tyske grænseland, som kan bruges til at skabe et mere rummeligt Danmark, hvor både dansk-tyske Nanke og dansk-palæstinensiske Mohammed kan føle sig hjemme.

Nanke Nicolaisen


Nanke Nicolaisen er født og opvokset i en landsby uden for Tinglev i Sønderjylland som en del af det tyske mindretal. Hun studerer tysk sprog og kultur på Københavns Universitet, taler tysk og dansk på studiet, sønderjysk med sine veninder fra opvæksten og rigsdansk med sin kæreste fra Østerbro. Når hun går på gaden, er der som regel ingen, der lægger særligt mærke til hende. Kun en sjælden gang oplever hun, at hendes rødder i det tyske mindretal giver anledning til kommentarer om nazisme eller nynazisme. Generelt oplever hun, at hendes baggrund som tosproget og tokulturel opfattes som en fordel og en ressource.

Nye kulturelle koder Det samme gælder for Sophie Hoffmann, der i 2020 flyttede fra Tyskland til Danmark for at læse international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet i Odense. Hun er født i Tyskland af tysktalende forældre, som valgte, at hun skulle gå i dansk børnehave og skole i Nordtyskland. Hun taler tysk med familien, studerer på dansk og engelsk og er vild med pebernødder og højskolesange. I Tyskland føler hun sig mest dansk, og i Danmark føler hun sig tysk. For selv om hun er vokset op med dansk sprog og et vist kendskab til dansk kultur, er der kulturelle koder i Danmark, der er nye for hende, f.eks. det hun kalder den danske ’krammekultur’ og den mere uformelle måde at klæde sig på.

Bindestregs-identitet Både Nanke og Sophie oplever, at deres dansk-tyske baggrund og deres bindestregs-identitet af de fleste i Danmark bliver opfattet som noget naturligt og positivt. Der bliver sjældent sat spørgsmålstegn ved deres danskhed – eller for Sophies vedkommende ved det faktum, at hun har både dansk og tysk statsborgerskab. Sådan har det imidlertid langt fra altid været. Grænsedragningen i 1920 blev begyndelsen på en lang og vanskelig rejse mod anerkendelse og ligeværdighed i den danske og den tyske flertalskultur henholdsvis nord og syd for grænsen. I perioden efter 1920 var der en udtalt forventning om, at mindretalsborgere assimilerede sig ind i det samfund, de nu var blevet en del af. Nogle levede op til denne forventning. På udseendet var der ingen forskelle, og ”Jürgensen” kunne i Sønderjylland hurtigt blive til ”Jørgensen”. Så på overfladen var det forholdsvist let. Følelsesmæssigt var det langt vanskeligere. Mange gjorde da også nærmest det modsatte og segregerede sig.

Forskelsbehandling og fjendtlighed I en periode var der mange konflikter mellem flertals- og mindretalsbefolkninger, og mange mindretalsfamilier kan berette om forskelsbehandling og fjendtligheder. I Nanke Nicolaisens familie kan hendes bedsteforældre f.eks. fortælle, hvordan en bank i Sønderjylland stillede som betingelse for et lån til en ny gård, at de sendte deres børn i den danske skole i stedet for den tyske. De takkede nej og fik aldrig den gård, de drømte om. Til gengæld oplever de i dag, at deres børn og børnebørn er anerkendt og respekteret med deres mindretalsbaggrund.

Grænselandet kan lære os rummelighed I dag, som er udnævnt til FN’s internationale dag for kulturel mangfoldighed, er det værd at tænke nærmere over udviklingen i grænselandet. Den positive udvikling der kan nemlig give inspiration til, hvordan vi kan gøre Danmark til et langt rummeligt samfund, når det kommer til kulturel mangfoldighed. De mange danskere, der har en bindestregsidentitet som f.eks. dansk-somaliske, dansk-tyrkiske, dansk-afghanske eller dansk-vietnamesiske, oplever nemlig slet ikke samme anerkendelse og åbenhed, hvis de insisterer på, at en dansk identitet ikke udelukker, at man samtidig har en identitet, som knytter sig til et andet sprog og en anden kultur. Mange oplever tværtimod, at de konstant bliver tvunget – eller i det mindste kraftigt opfordret – til at vælge mellem det danske og det andet. Er du dansk eller arabisk? Er du somalisk eller dansk? Hvad sætter du højest? Hvor ligger din loyalitet? For mange er det komplet umuligt at svare meningsfuldt på sådanne spørgsmål, og det skaber både modstand, frustration og en følelse af at være forkert og anderledes – at være udelukket fra det danske fællesskab, langt de fleste af dem ønsker at være en del af.

Ny bog vil skabe forståelse for mindretal I bogen ”Danskerne findes i mange modeller – portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet”, som udkommer i dag, fortæller unge danskere om at vokse op med flere kulturer og finde sig selv og sin identitet. De unge er alle en del af Grænseforeningens Kulturmøde-ambassadører – et korps af unge, som besøger uddannelsesinstitutioner og virksomheder og fortæller deres livshistorier. Formålet er at skabe forståelse for mindretal og debat om danskhed og national og kulturel identitet. Der er tale om unge med bl.a. dansk-somalisk, dansk-grønlandsk, dansk-afghansk, dansk-syrisk-kurdisk, dansk-irakisk, dansk-vietnamesisk og dansk-ghanesisk baggrund. Nogle er født i Danmark, andre er kommet hertil som børn eller unge. Men på tværs af den store forskellighed er der slående ligheder, som blandt andet handler om, at andres blik på ens baggrund er afgørende for, hvordan man opfatter sig selv. For selv om de unge selv oplever deres flerkulturelle baggrund som en fordel, har de ofte har oplevet, at flertallet stiller spørgsmålstegn ved deres tilhørsforhold. Giver arabisk og dansk sprog og kultur videre Et eksempel er Mohammed Abou El Kheir, der er født i Nordsjælland i en familie med palæstinensisk oprindelse. Gennem sin opvækst har han gentagne gange oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved hans danskhed, især på grund af hans muslimske baggrund. I dag er han gift med en etnisk dansk kvinde, der også er muslim, og venter sit første barn, som han glæder sig til at give både arabisk og dansk sprog og kultur videre til. Men han er bekymret for, om hans barn vil blive mødt med et krav om at vælge mellem sine to baggrunde. Hans engagement i Grænseforeningens korps af kulturmødeambassadører har dog givet ham håb. For som han siger: ”Umiddelbart kan man tænke, at det ikke kan sammenlignes, for danskere og tyskere er jo stort set ens. Men alt, der kan gøre os forskellige, kan være kilde til diskrimination – om du er brun blandt hvide eller dansk eller tysk mindretal. Så når jeg har hørt fortællingerne fra de unge fra det danske og det tyske mindretal, har jeg virkelig kunnet relatere til dem. Men de har også givet mig håb, fordi erfaringerne fra grænselandet viser, at det kan blive bedre for alle os med bindestregsidentitet.”

Plads til at dyrke mindretalskultur Når unge fra grænselandet i bogen er sat sammen med unge, der ved første øjekast er meget forskellige fra hinanden, er det altså, fordi grænselandets historie faktisk rummer mulige svar på mange af de spørgsmål, vi stiller om de kulturmøder, der finder sted i Danmark i dag. I grænselandet forventedes de nationale mindretal i en periode også at assimilere sig og forsvinde. Men efterhånden nåede man til en erkendelse af, at tryk avler modtryk, og at mindretallene skulle have plads til også at dyrke deres mindretalskultur. I dagens grænseland har der derfor udviklet sig en ubesværethed omkring det at være fra mindretallene. En naturlighed, som man kunne ønske sig, også blev gældende for Mohammed El-Kheir og andre unge med danskere bindestregsidentiteter af forskellig slags. Bogen ”Danskerne findes i mange modeller. Portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet” udkommer på Forlaget Frydenlund i dag. Læs mere om bogen her.