Brug for nuancer i Islamdebatten
Det er er no-go at sammenligne det bedste i ens egen kultur med det værste i modpartens.
Svend Løbner. Foto: Jette Vibeke Madsen
Så sent som i sidste uge mødte jeg endnu en gang et argument fra en kristen klummeskriver, at asyl til syriske flygtninge kunne medføre øget vold i familier og samfund. Det begrundede han med ”Islams sande natur”, som han kaldte det.
Flere nuancer, tak
Det er jeg simpelthen nødt til at nuancere.
For det første tolkes Islam tolkes på forskellige måder – helt fra den spirituelle sufi-islam til salafi-skolen indenfor sunni-islam, som rigtignok ønsker sharialov indført.
For det andet er Sharia udtryk for hele Guds lov i Koranen og altså også bud om at holde fred, vise respekt og kæmpe for retfærdighed.
For det tredje har Jihad en indre og en ydre side: Den ”store” Jihad er at kunne styre sit eget sind og bekæmpe uhensigtsmæssige impulser indefra. Den ”lille” Jihad er at forsvare sig og sin familie fra udefrakommende angreb.
Vold kan aldrig forsvares
Jeg er klar over de problematiske vers i Koranen, Hadithlitteraturen og de forskelle Sira’er, som islamiske lærde har bakset med at fortolke i snart 1400 år. Nogle af dem i en fundamentalistisk retning. Sammen med presset fra vestlig kolonialisme, staten Israels oprettelse og Vestens stedfortrædende krige i bl.a. Irak har det fremkaldt en vrede hos muslimer, så de har gjort modstand, og en lille minoritet har begået terror.
Det kan selvfølgelig ikke forsvares. Ligesom det kristne Vestens bombning af Hiroshima og Nagasaki under Anden Verdenskrig, en uintelligent krig for at vælte Saddam Hussein, og galningen Anders Breiviks drab på 69 unge socialdemokrater heller ikke kan forsvares. Selv om Danmark sender kampklare soldater i krig med en feltpræsts velsignelse, og Anders Breivik anså sin terror som en kristen kamp mod Islam.
Kristendom kan tåle modspil
Kristne har ikke noget at lade muslimer høre. Det er som bekendt no-go at sammenligne det bedste i ens egen kultur med det værste i modpartens. Og det er da helt ude af proportioner at advare mod syriske flygtninge med den begrundelse at de skulle udgøre en trussel om at overtage Danmark.
Tvært imod er det en kristen pligt at tage mod så mange, vi kan, tale pænt om dem, behandle dem ordentligt, og introducere dem til de værdier, vi synes er så fantastiske. Vi skal gå i religionsdialog med vores muslimske venner, undersøge deres tro nysgerrigt, fortælle naturligt om vores tro og så lade Helligånden om resten.
Vi har jo så meget til fælles: Vi tror på én Gud, vi tror, Gud åbenbarer sig for mennesker og vil have med os at gøre, vi har en fælles historie i Gamle og Ny Testamente som gør, at muslimer anser jøder og kristne som ”Bogens folk” og respekterer Jesus som født af jomfru Maria og talerør for Gud. I Koranen kaldes han både Guds ord og Guds ånd. Og hans fødsel, død og opstandelse er velsignet.
Hvad ville Jesus gøre?
Drejer det sig ikke blot om at kigge lidt dýbere i hjertekulen og finde næstekærligheden og barmhjertigheden frem? Og grave lidt mere i Evangelierne og finde inspiration fra Jesus som sagde: Mit rige er ikke af denne verden, jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte; de syge har brug for læge, ikke de raske, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig.
I 1990’erne gik mange unge kristne rundt med et armbånd, der havde forbogstaverne WWJD: ”What would Jesus do?” Det spørgsmål bør også kunne inspirere i dag!
Kommentaren er et redigeret uddrag af en kronik, som Svend Løbner skrev som svar på en klumme i den kirkelige ugeavis Udfordringen.