top of page

Brug for pejlemærker i krigens kaos

Menneskerettighedserklæringen, Genevekonventionerne og sågar religionernes ”gyldne regel” stiller mennesket i centrum. Dem bør vi huske – også når vi debatterer på sociale medier.



Det er frustrerende at følge debatten om konflikten mellem Israel og Hamas, både i pressen og på sociale medier. I Facebook-feeds vises de samme historiske landkort med enten navnet Israel eller Palæstina hen over området. Sympatisører for hver part pointerer parternes krav på hele landet. Hver fløj viser områder, der gennem tiden er henholdsvis udvidet og indskrænket.

Som om det i første omgang handler om jord, materie, magt. Hvad blev der af respekten for menneskeliv? For samfundets svageste, for børnene, de syge, de ældre, dem med handicap, ja for civile institutioner som sygehuse, skoler og hjælpeorganisationer?


Det er naturligvis helt uacceptabelt, at Hamas dræber mænd, kvinder og børn og sender raketter ind over byer for at ramme tilfældige mål. Frustrationen over 75 års besættelse er på sin vis forståelig, men drab og bombning af tilfældige civile er altså helt ude af proportioner.

Det er om muligt endnu værre, at Israel svarer mangedobbelt igen, dræber mænd, kvinder og børn, og at de også bomber og jævner hele boligkvarterer med jorden. Bomber en flygtningelejr. Giver Gazas indbyggere en dag til at flytte sydpå, hvorefter de bomber dem dér. Giver efterladte 4 timer til at komme ud af byen. Blokerer for nødhjælp.

Det er grotesk i betragtning af det ulige magtforhold. Desuden må Israel som demokratisk stat og vestlig allieret forventes at have en højere standard.


Det efterlader verden i chok at være vidner til en krig, der må betegnes som terror, fordi den i stor skala dræber, sårer og lemlæster civile.

Det får folk op af stolene herhjemme, både i demonstrationer og opslag på sociale medier, og risikerer at splitte mennesker med forskellig baggrund. Det er især farligt, når algoritmer viser os det, vi plejer at se og gerne vil se og derfor bekræfter egne holdninger og forstærker modsætninger.

Her er der brug for klare pejlemærker at navigere efter. Først og fremmest den menneskelige værdighed. Ikke alle jøder er zionister. Ikke alle palæstinensere er terrorister. I øjeblikket har Israel gengældt angrebet på 1.400 jøder den 7. oktober ved at slå 9.000 mennesker ihjel i Gaza.

Det er en ond hævncirkel, der risikerer at eskalere yderligere, hvis ikke de stridende parter og deres støtter på sociale medier besinder sig på tre pejlemærker:

  • FN’s Menneskerettighedserklæring. Efter to verdenskrige gik verdens ledere sammen i FN og formulerede i 1948 grundlæggende rettigheder, der skulle være fælles for alle. Erklæringen lyder i artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Læs hele menneskerettighedserklæringen her.

  • Genevekonventionerne er en del af den humanitære folkeret. Konventionerne forbyder parter i en krig at angribe civile, huse, skoler og hospitaler. Syge og sårede skal evakueres og tilbydes lægehjælp. Læs konventionerne her.

  • Den gyldne regel har sammenfattet religioners moralske kodeks i årtusinder. Om man er religiøs eller ej giver denne regel mening: ”Gør mod andre, som du vil, at de skal gøre mod dig.” Nogle steder optræder den i negativ form: ”Gør ikke mod andre, som du ikke vil, at de skal gøre mod dig.” Det var Konfucius, der første gang formulerede reglen, som også findes i Gamle og Ny Testamente. Læs mere om den gyldne regel her.


Der er brug for våbenhvile, så civile kan få den hjælp og beskyttelse, de har krav på. Derfor er det helt uforståeligt, at Danmark som en af de få i FN undlod at stemme for en våbenhvile.

Et overvældende flertal i FN's Generalforsamling stemte 28. oktober for at opfordre til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile mellem Israel og Hamas. 120 lande stemte for, 14 stemte imod og 45 lande undlod at stemme. Blandt dem Danmark.

Grunden? At Hamas ikke nævnes eksplicit i resolutionen, men blot at alle voldshandlinger rettet mod palæstinensiske og israelske civile, herunder alle terrorhandlinger, fordømmes.

Det kunne Danmark godt have skrevet under på. Men gjorde det ikke.


Der er brug for fredsmæglere, der kalder til forhandling. Der er brug for at parterne i krigen siger nok er nok. Hvor mange menneskeliv skal en krig om territorium koste? Hvor meget er man villig til at sætte andres sikkerhed over styr for at bevare sin egen?

Der er brug for en Desmond Tutu, der med en freds- og forsoningskommission kan hele de dybe sår på begge sider; der er brug for en Nelson Mandela, der kan samle stumperne og få alle til at arbejde sammen for et fælles bedste.

Det lyder måske naivt, men det var faktisk det, der skete i Sydafrika efter apartheid. Jeg fulgte selv freds- og forsoningskommissionens åbne møder på live-tv dengang.


Hvorfor kan vi så ikke bare leve sammen? Hvorfor kan palæstinenserne og israelere ikke bare få lov til at leve sammen som de broderfolk, de er? Er der brug for stater, for at folk kan identificere sig, så lad der være to stater, der lever i gensidig fordragelighed.

Den tone finder vi heldigvis også på sociale medier og visse steder i pressen.

Ja, det er en kompliceret affære, og historiens krige og konflikter har ikke gjort det nemmere at navigere. Men alternativet til fred og forsoning er værre. Så vil konflikten blot eskalere. Især når krigens love bliver brudt.

Der er brug for statsledere, der sætter sig sammen og finder en løsning.


Comments


bottom of page