Bog med 12 taler til konfirmanden moraliserer ikke, men henvender sig til unge med sårbarhed, skriver anmelder.
'Håb er en overset superkraft' hedder bogen, der er redigeret og samlet af journalist Malene Fenger-Grøndahl. Pressefoto.
Bogen Håb er en overset superkraft taler 12 bidragydere taler til konfirmanden i et fortroligt sprog og med en venlig omsorg, der er helt forskellig fra hvad vi ellers hører fra voksne, der bestemmer og gør dagligdagen så svær at leve i for både unge, modne og gamle generationer i vores samtid. Den fortrolige tone har en velgørende mangel på moraliseren, og henvender sig tværtimod med en karakteristisk sårbarhed, en særlig kvalitet, der gør bogen velegnet til læsning for folk i alle aldre.
De 12 bidragydere præsenteres med et portrætfoto. Hvert bidrag slutter med et huskeresumé og en kort biografi. Bogen er redigeret og samlet af journalist Malene Fenger-Grøndahl.
Transparent form til indholdets tyngde
Formatet er ganske enkelt: enhver bidragyder byder i talens begyndelse ind med et bibelsk skriftsted, der bliver udfoldet i løbet af den følgende tekst. Netop fordi det er valgt af taleren selv, kan det give et klart billede af den hans eller hendes måde at være menneske og medmenneske på. Konfirmanden, der modtager talen som lykønskning, har så mulighed for selv at gå videre med den kærlige opmuntring og opdyrke et personligt mod til at tage del i verden – meget gerne som modsigelse af den hæsblæsende tid, det unge menneske nu er hvirvlet ud i. Håbets superkraft kan måske også virkeliggøres ved konfirmandens eftertanke i samspil med talerens. Sådan fungerer enhver god bog.
Jobs bog og den virkelige verden
To af bidragsyderne har valgt at citere fra Jobs bog. Allerede ved første øjekast bliver læseren klar over, at vi er et helt andet sted end festtalernes. Det er modigt at turde springe lige ud i livets realiteter med dette måske allerklogeste og dybeste skrift i Bibelen. Anne Sophia Hermansen har valgt Guds store tale til Job, der – så menneskeligt – har bildt sig ind at han troede at han vidste besked med livets mening; men Job må bøje sig og indrømme at hans domme var for-domme. Anne Sophia Hermansen siger: ”Men nogle gange skal man høre tingene, som de er – og ikke som man drømmer om, at de skal være. Og dér er de store klassikere og Bibelen gode steder at gå hen. Dér får man livets realiteter i dramatisk form.” (s.151) Og denne læser må tilføje at de store klassikere netop også selv er inspireret af Bibelens livsfortolkning og visdom.
Brian Holm, den berømte cykelrytter, er den anden, der har valgt en passage fra Jobs bog, valgt stedet om en forventning, der blev skuffet, et mørke, hvor forventningen var lys, ulykke hvor forventningen var lykke. Brian Holm fortæller, at han lo ad sine overtroiske cykelkammerater, der havde et krucifiks under sadlen, når de kørte deres professionelle løb. Men så en dag fandt han sin kæreste bevidstløs på gulvet, da han kom hjem. Det efterfølgende mørke forløb ændrede hans indstilling. Der var intet af det lys han havde ventet. Den uhyggelige historie skal ikke ødelægges med videre fortælling her.
Brian Holm er også morsom i sin tale og siger at det jo kan være lidt problematisk at bede om noget bestemt, fx at vinde en fodboldkamp ”hvis modstanderne beder om det samme.” (s.203).
Erfaringens særlige værdi
Bodil Jørgensens bidrag skal også nævnes. Hendes livsløb har nemlig selv store ligheder med Jobs. Historien om, hvordan hun var lige ved at dø under en filmoptagelse og måtte gennemgå et langt, alvorligt sengeleje, hvor ingen vidste hvilken vej det ville gå, er velkendt.
Bodil Jørgensen taler om den smertefulde erfaring. Hun peger på at den kan være værdifuld, og når hun fortæller at hun selv har været tæt på at dø, siger hun: ”jeg kunne jo godt tænke på det som modgang. Men sådan føler jeg det ikke.” Og lidt senere siger hun: ”Erfaringer er gode, selv om det er dårlige erfaringer. De er med til at forme én. Og måske kan de være med til at vække én – holde én vågen…” (s. 105).
Kast forargelsens øje fra dig
Hun har dog valgt et andet barskt ord end fra Jobs bog, nemlig dette fra Matthæusevangeliet: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig.” Hun forklarer det på denne måde: ”vi må handle, før vi ender i ondskaben. For ondskaben begynder altid med forargelsen, jalousien, fordømmelsen – det negative blik på andre. Og den kan udfolde sig, hvis vi er så bedøvede af forbrug og egoisme, at vi ikke tager ansvar for andre. Det er derfor, citatet fortsætter: ”Du er bedre tjent med, at en af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede.”” (s.94) Det er på ingen måde rart at skulle give afkald på sine fordomme, som i bibelcitatets billede er øjet, det vrangvillige blik.
Utålmodighedens tragedie
12 sprogbevidste mennesker er med til at give læseren en særligt øjenåbnende glæde. Thure Lindhardt, der har valgt et citat fra Højsangen, fortæller at han elsker at fordybe sig i, hvad ordene betyder, ”hvad der må være ment med dem, og hvilke betydninger de rummer på grundteksternes sprog.” Han citerer fra Højsangen: ”Som et æbletræ blandt skovens træer er min elskede blandt unge mænd. I hans skygge elsker jeg at sidde, hans frugt er sød for min gane. Jeg besværger jer, Jerusalems døtre, ved gazellerne og ved hjortene på steppen: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil.”
Ved sit valg af disse vers skaber Thure Lindhardt som den store kunstner han er, en baggrund for to modsatte tragiske fortællinger, den om kong David, der ikke kunne beherske sig, men absolut ville tage Batseba fra Urias, og H.C. Andersens eventyr om Den lille havfrue. Den fortælling er ”faktisk er meget voldsom.” (s. 63) ”Noget af det værste, vi kan gøre for os selv, er at lade som om, det ikke er svært. Vi skal ikke bilde os ind at, at livet er nemt og smertefrit at leve. Det nytter ikke, at vi forsøger at skrive livet om til et eventyr uden modstand og ulykke.”
Fællesskabet som håbets superkraft
Det er Katrine Muff, der definerer håbet som en overset superkraft, som vi slet ikke kan undvære: ”Tro er det modsatte af at vide (…) Det er lidt som med kærligheden. Du kan se konkrete udtryk for den, men selve kærligheden er usynlig.” (s. 218)
De medvirkende viser tydeligt at ord bliver til i sammenhæng, så de bliver til hele sætninger, og på samme måde har de de alle med deres tilhørsforhold til Bibelen videregivet det samme budskab, når de fremhæver menneskets samhørighed med andre mennesker. Det budskab forkyndes i alle talerne - i tolv variationer.
Konfirmanden er nu klar over at være kommet med i et fællesskab som det helt unge menneske er ansvarlig for i mødet med andre mennesker. Ida Auken, der også afslører sig som salmedigter, har valgt ”Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke!” et udtryk som hun forklarer således: ”I kan ændre andre ved at lyse for dem og lade lyset i dem skinne.” (s. 243)
Det gælder for hver eneste af talerne, at de kunne fortjene en analyse. Denne læser vil dog begrænse sig til en varm anbefaling.
Håb er en overset superkraft
12 taler til konfirmanden
12 bidragydere i samarbejde med Malene Fenger-Grøndahl
Bibelselskabets Forlag, 247 sider