Hvis vi ikke tager børnene hjem fra de syriske fangelejre, kan vi ikke kalde os et retssamfund, mener lektor.
Den 21. marts er FN’s dag mod racisme og mod diskrimination. Dagen markeres for at minde om at 69 mennesker i Sydafrika blev dræbt ved en fredelig demonstration på denne dato i 1960. I dag diskrimineres danskere i de syriske fangelejre af den danske regering. Nanna Margrethe Krusaa fra Institut for Menneskerettigheder skrev i 2017, at ”Menneskerettigheder skal give dig og mig mulighed for at leve vores liv i frihed og lighed. Det tror jeg, vi nogle gange glemmer. Jeg tror også, at vi har en tendens til at glemme, hvorfor vi har menneskerettigheder og på hvilken baggrund, de er blevet til.”
Glem ikke racistiske overgreb Om ”FN’s Internationale Dag mod Racisme” fortsætter hun: ”Vi markerer dagen for netop ikke at glemme. For ikke at glemme at på denne dag i 1960 skød og dræbte politiet i Sydafrika 69 mennesker ved en ellers fredelig demonstration. Selvom Sydafrika i 1960’erne på mange måder er langt fra dagens Danmark, må vi indse, at racisme også findes her.” Så langt ordene fra Nanna Margrethe Krusaa, der er teamleder i ligebehandlingsafdelingen ved Institut for Menneskerettigheder.
Børnenes eneste livline er deres mor I dag, fire år efter, er vi i Danmark i den situation, at Den danske regering og Folketingets flertal handler imod erklæringen om Menneskerettighederne, som vi selv har skrevet under på. Det gør de ved at afvise at tage danske statsborgere hjem fra de syriske fangelejre. Hvis vi tænker os at børnene kommer hjem uden deres mor, mister de den forbindelse, som er altafgørende for børn, og som især for disse danske børn er vigtig, da de kun har denne ene livline i deres plagede tilværelse. Verdenserklæringen om Menneskerettighedernes artikel 3 pointerer, at enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Det bør vi også overholde i dag.
Udemokratisk egenrådighed? Hvis vi forestiller os at Danmark var et samfund uden nogen domsmagt, ville der udelukkende være et moralsk dilemma for magthaverne. Og det dilemma kunne de se bort fra, hvis de besluttede sig for at være autokratiske, selvherskere eller eneherskere. Så kunne de være ligeglade med både danske mødres og danske børns liv. Det er sådan en autokratisk handlemåde, regeringen ser ud til at håndhæve – endda med god samvittighed. Kan det passe? Er det virkelig sandt?
Danmark er stadig et retssamfund Der er tale om en falsk modsætning. Modsætningen skulle angiveligt bestå i enten at tage børnene hjem uden mødrene – men det tillader konventionerne ikke. Eller tage dem hjem med mødrene – men mødrene ville være en terrortrussel for landet, og den trussel vil regeringen ikke udsætte os for. I det virkelige liv er der tale om en komplementaritet: Børnene skal hjem. Mødrene/forældrene skal hjem. Børnene skal hjem til omsorg, mødrene til dom. Hvad dommen så bliver, bestemmer dommerne ifølge landets love. Hvis det ikke sker, kan vi ikke kalde os et retssamfund. Vi kan ikke fratage vores borgere muligheden for at blive behandlet som retssubjekter. Vi kan ikke fratage børn den omsorg de har behov for og ret til.