Af Svend Løbner
Hun er født i USA, opvokset i Sverige, har boet i Frankrig og har nu slået rødder i Danmark, hvor hun er kendt fra popgruppen Ray Dee Oh, ikke færre end 14 jazzalbums og utallige koncerter. Hun henter musikalsk inspiration fra sin afroamerikanske far, som selv var jazzmusiker. Samtidig er hun inkarneret skandinav med sin svenske mor og sine danske børn. Og involverer sig ud over musikken også i radio- og tv-produktion, samt film og teater.
Forvirret og rodløs? Nej, det er Caroline Henderson ikke. Musikken er blevet hendes hjemsted, og hendes seneste plade med udelukkende danske sange er en rejse i den danske kulturhistorie.
– Det er mit første soloalbum på dansk nogensinde og man kan godt se dette som en slags søgen efter identitet. Gennem musik får man efter min mening en smutvej til et lands værdigrundlag, historie og folkesjæl, forklarer hun på sin hjemmeside.
En rejse gennem egne oplevelser
Du må kunne se den danske sangskat med nye og friske øjne, lyder mit første spørgsmål over telefonen – og svaret kommer overraskende:
– Eller måske at se mig i den danske sangskat, foreslår hun retorisk. – Jeg kan ikke sige, at jeg ser de danske sange med helt friske øjne, for der var ikke nogen øjne. Så jeg sagde: ”Hvis jeg skulle sætte nogle sange sammen, hvordan skulle jeg så gøre det?” For jeg kender dem jo ikke.
– Efter så mange år i Danmark kender jeg selvfølgelig mange, men jeg har ikke fået dem med gennem min barndom og teenageår og skoletid. Så derfor valgte jeg at lave en slags rejse gennem mine egne oplevelser her i Danmark.
Den danske sang hedder pladen, der består af kendte numre som ”Hvorfor er lykken så lunefuld?” og Tit er jeg glad, men vil så gerne græde”. Sangene afspejler et liv på rejse, i overgange, mellemtilstande, og fortolkes med sædvanlig passion og indlevelse af den rutinerede jazzsangerinde.
Forsøger at finde sine rødder
Hvad er det, der fascinerer dig ved danskheden, hvis man kan kalde den det?
– Jeg er mere fascineret af, at det tager så lang tid for et individ at føle sig hjemme. Hvad er det, der gør, at man føler denne her tryghed, når man ikke er født et sted? Det tager bare tid at forstå kulturen, men det har jeg prøvet at gøre gennem musikken. Det kan godt være, at følelsen af ”at jeg skal være her altid” ikke kommer til at indfinde sig, men det er også okay, for jeg er sammensat af alt muligt.
Det er især i livets overgange, der opstår et behov for at finde ro og rod, fortæller Caroline Henderson:
– Jeg har lige mistet min mor for en måned siden. Da hun blev syg her i efteråret, og vi fandt ud af, at det var uundgåeligt, at hun ville gå bort, så satte det en masse paniktanker i gang hos mig, for jeg har altid haft min mor og en stor familie i Sverige. For man har nærmest bogstavelig talt sin navlestreng et sted med nogle rødder, der er dybere end én. Og når jeg nu mister min mor, hvad har jeg så? Jeg følte det nærmest, som at jeg svævede rundt i ingenmandsland i et stykke tid. Så derfor har det også været vigtigt for mig at cementere mit forhold til Danmark gennem denne her plade.
Musikken fortæller frit
Du har jo dine musikalske rødder i jazzen. Hvad kan jazzen som gør, at du hele tiden vender tilbage til den?
– Jeg tror, at det er det ”blå” element, som harmonerer meget godt med det nordiske. Så er der det improvisatoriske element. Jeg kan godt lide, at musikken er fri. Men jeg blander det også med det, som er mig, og derfor er der også andre elementer fra filmmusik og den elektroniske musik.
– Jeg kan godt lide, at jazz ikke skal forholde sig til de gængse former, som pop- og rockmusik for det meste har. Uden at lyde indbildsk, så er det lidt mere ligesom klassisk musik, hvor man mere betragter det som et værk. Musikken har et narrativ: Det kan gå den vej, det kan også ikke gå den vej, det kan komme tilbage osv.
Tror du, at det har noget med din baggrund at gøre? At du som jazzen er svær at sætte i bås?
– Jeg tror, at musik helt sikkert er en form for hjemsted. Min far var jazzmusiker, så det var måske ikke så mærkeligt, at man søger tilbage til noget, som er genkendeligt, selvom jazzmusik, da jeg var ung, bare var det sidste, jeg skulle lave! Det var jo min fars musik. Men jo, jeg føler mig hjemme i jazzmusik, jeg føler mig fri der, og jeg kan få lov at finde på hvad som helst, med det som udgangspunkt.
Fantastiske kvinder i Tivolis Glassal
Og netop jazzen og danskheden gik op i en højere enhed sidste år, da Caroline Henderson lavede forestillingen ”Divaer i glas”. Henderson var medforfatter og medcaster i forestillingen som handlede om Tivolis Glassal.
– For mange år siden havde jeg opdaget, at Tivolis Glassal havde en fantastisk historie, som bare lå der som en lille skattekiste. I efterkrigstiden og op til starten af 70’erne var salen nærmest et epicenter for verdenskultur, og der havde været nogle stjerner der, som jeg i hvert fald synes er nogle ikoner: Marlene Dietrich, Josephine Baker, Ella Fitzgerald – alle har været der.
– Jeg valgte at fokusere på de stærke fantastiske kvinder, som virkelig havde noget på spil, når de kom her til København. De kom hverken som helt unge eller helt gamle, men de havde været igennem nogle ting, og de havde alle sammen medbragt en historie med flugt fra krig, haft en seksualitet, som ikke var accepteret andre steder, problemer på grund af race eller religion. Jeg syntes, det var meget smukt, at Tivolis Glassal og København på dette tidspunkt kunne rumme dette i musikken og kulturen. Især kvinderne er og var jeg meget fascineret af.
Vi skal kunne favne hinanden
Også i dag kalder samfundet på rummelighed. Hvad tænker du om at vores samfund er flerkulturelt? Er det en trussel eller en mulighed?
– Sådan ser verden jo ud. Jeg ser det ikke som hverken en trussel eller en mulighed, for det er jo sådan, det er. Man kan ikke gå imod noget, som er de facto. Jeg tror, at mennesker generelt er bange for noget, som man ikke kender. Det ligger i vores natur og biologi, som måske har tjent os godt på et tidspunkt. Man føler sig tryg ved det, man kender og det andet udefra kan være en trussel. Det er jo helt tilbage til stenalderen, så det må vi arbejde med.
– Men for mig, som er opvokset med forskellige kulturer i forskellige lande, er det en selvfølgelighed, at vi skal kunne favne hinanden, og at alle de her forskelle, vi har, kan gavne os rigtig meget og gøre meget godt.