top of page

Corona stresser udsatte børnefamilier

I Barnets Blå Hus i Svendborg oplever de, at børn fra udsatte familier har fået flere og værre og problemer under Coronakrisen.


Foto: Schlomaster, Pixabay


På trods af at de fleste børn efterhånden alle er begyndt mere eller mindre i skole igen, er efterslæbet fra det sidste års nedlukninger så stort, at medarbejderne i Barnets Blå Hus i Svendborg, der hjælper børn fra familier med alkoholmisbrug, er meget bekymrede.

"For de børn, der lever i hjem med misbrugsproblemer, har Coronaisolationen haft store konsekvenser og har været forbundet med stor utryghed og angst, forklarer Helle Theede Kragh i en pressemeddelelse.

Hun leder i Barnets Blå Hus Svendborg og uddyber:

”Det er slemt for disse børn, når de ikke får deres frirum, som skolen og legeaftaler normalt er. Det betyder, at børnene har isoleret sig endnu mere for at tage afstand fra det, der er svært og gør ondt.”


Øget alkoholmisbrug i familien

I Barnets Blå Hus oplever de på nærmeste hold, hvad nedlukningen har betydet for nogle familier.

"Der er familier, der er ved at knække under alle disse belastninger, og i nogle familier udvikles nyt misbrug, mens andre, der i forvejen havde alkoholproblemer, har fået et værre misbrug under Coronakrisen," siger Helle Theede Kragh og tilføjer:

"Det er lettere at skjule misbruget, når man ikke skal konfronteres så meget med andre."


Større behov for hjælp

Behovet for hjælp er blevet større under Coronakrisen, fastslår Helle Theede Kragh:

"I løbet af coronatiden har vi oplevet, at flere af de familier, der henvender sig, har tungere problemstillinger, og at børnene har værre symptomer, og samtidig oplever vi desværre også, at der er færre nye familier, der finder vej hertil."

Og begge dele er stærkt bekymrende, siger Helle Theede Kragh:

"Vi er meget bekymrede over, at flere af de familier, som har brug for hjælp, ikke får det, fordi vi véd, at problemerne i de belastede familier er blevet større."


Afgørende at møde børn i samme situation

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, som blandt andet har undersøgt konsekvenserne af Coronapandemien, har tydeliggjort, at børn og unge har det skidt, og også har det værre end først antaget.

"Vi véd, at der er børn, der er mere udsatte end tidligere. Alene i forhold til Corona viser HOPE-undersøgelsen fra Aarhus Universitet, at børn og unge har særligt bekymrende symptomer, som vi er nødt til at have med i vores betragtninger og indsatser," siger Helle Theede Kragh.

Barnets Blå Hus er en del af Blå Kors Danmark og er et gratis og anonymt tilbud, hvor børn og familier fra hjem med alkohol- eller stofmisbrug kan få hjælp, fællesskab og terapeutisk behandling.

bottom of page