Dødelig alvor

Som ung præst skulle jeg begrave en baby. Senere en god ven. Jeg skal love for, at døden sætter livet i perspektiv.


Svend Løbner. Foto: Jette Vibeke Madsen


Døden sætter livet i perspektiv. Det har mange nok oplevet de seneste par år, hvor Coronavirussen har rokket ved det selvfølgelige i at leve.

Især i begyndelsen indsneg der sig nok en angst hos mange for smitte, sygdom og til sidst kvælningsdøden. En angst, der tvinger én til at tænke tanken til ende: Det kan være, at jeg pludselig ikke er her mere. Tænke frem: Hvad skal der så ske med mine kære? Og tilbage: Hvad er det egentlig for et liv, jeg har levet?


Fra chok til afklaring

Som præst gennem mere end 20 år har jeg ofte siddet og talt med efterladte. Jeg har mødt alt fra chok over en alt for tidlig død til afklaring om, at nu var det tid; vedkommende havde levet sit liv og udtømt mulighederne i de kår, han eller hun havde fået tildelt.

Ved sidstnævnte er det overkommeligt at holde en begravelse. Her fejres livets fylde. Ved førstnævnte er det en kamp mod det, man synes er dybt uretfærdigt, men som nu er sket og fortjener en ordentlig afslutning. Her sørges over dødens meningsløshed.

Gennem nærvær, lytning, samtale og bøn begynder en rejse mod større afklaring og heling.


Min første begravelse: en baby

Min første begravelse som ung præst var, da jeg måtte begrave en baby, der havde lidt vuggedøden. Det var hjerteskærende at følge det unge par gennem sorgprocessen – fra chok og til at måtte affinde sig med den barske og uigenkaldelige virkelighed.

Jeg så stenansigter, mørke øjne, fjerne blikke. Sjæles kamp for overlevelse.

Her må jeg sige, at troen er en ressource. Den hjælper os med at affinde os med det meningsløse, overlade det til en højere instans, og regne med, at vi en gang i efterlivet vil erkende livets store sammenhæng.

Jeg kan huske min prædiken den dag: ”Gud elskede det lille barn så højt, at han ikke kunne vente med at hente det hjem til sig!”

Det gav mening den dag og bevirkede, at en stribe af lys fandt vej i ind sorgens mørke.


Min sværeste begravelse: en god ven

En anden smertelig begravelse måtte jeg holde for omkring 10 år siden, da en god ven blev ramt af cancer og døde kun 54 år gammel. En ven var han, selv om vi først havde mødt hinanden få år tidligere, da han afløste mig som præst. Vi holdt tæt kontakt, og han blev en sjæleven, der både empatisk og ubarmhjertigt gav mig med- og modspil i mine teologiske tankeflugter.

Det er dybt uretfærdigt, når en kapacitet som Erling Thyde dør i sin bedste alder. Hvor kunne vi bruge en tænker som ham i Danmark!

Men da jeg holdt begravelsesprædikenen i en fyldt Sct. Bendts Kirke i Ringsted blev jeg klar over, hvor stor indflydelse, Erling havde haft. Han efterlod sig et dybt hul af savn i familie, omgangskreds og kirkefællesskab, fordi han havde udfyldt hullet så godt med sin væremåde, sit intellekt og sin spirituelle indsigt.


Livet skal overlades og leves

Jeg skal love for, at døden sætter livet i perspektiv!

Dels i erkendelse af, at døden må komme, når den kommer; det er ikke os forundt at bestemme, hvor længe vi lever – selv om det nogle gange kan se sådan ud. Livet må overlades til højere magter.

Dels i erkendelse af, at livet skal leves, rollen udfyldes, opgaven, ja, livskaldet fuldføres. Og for mit eget vedkommende, at det må være, som det blev sagt om kong David: Han tjente Gud i sit slægtled!