Danmark får nu en handlingsplan mod racisme

Regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har besluttet at lave en handlingsplan mod racisme.



Regeringen og partierne bag finansloven vil bruge nogle af midlerne fra finanslovsaftalen for 2022 til en handlingsplan mod racisme. Handlingsplanen skal bekæmpe racisme bredt i samfundet, og dens initiativer skal således favne fra arbejdsmarked og undervisning til kulturliv og hadforbrydelser.

Men først og fremmest skal racismens omfang og karakter kortlægges.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse i dag.

”I Danmark skal der være plads til at være den, man er. Derfor vil regeringen sammen med aftalepartierne bag finansloven lave en handlingsplan, der bekæmper racisme i dens mange grimme afskygninger, udtaler justitsminister Nick Hækkerup og konkretiserer:

”På mit eget område skal vi bl.a. blive endnu bedre til at håndtere hadforbrydelser,” siger han og pointerer, at ”der er tale om en hadforbrydelse, uanset om forbrydelsen kun delvist er motiveret af had”.

”Med en konkret handlingsplan er det mit håb, at vi kan bekæmpe racisme bredt i samfundet, og jeg ser frem til arbejdet sammen med de øvrige partier,” fastslår justitsministeren.


Støttepartier bakker op

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) tilføjer i pressemeddelelsen:

”Det er afskyeligt, når mennesker udsættes for had og racisme på baggrund af den, de er, og vi skylder at forebygge, at det kommer så vidt. Det skal en handlingsplan være med til at sikre, siger hun og fortæller, at der lige nu arbejdes på en handlingsplan om antisemitisme.

Samira Nawa (Radikale Venstre) udtaler:

”Det er ikke Danmark værdigt, at vi har borgere i landet, der oplever hadforbrydelser og afvisninger i nattelivet, på arbejdsmarkedet og på boligmarkedet alene på grund af deres etniske ophav. Ingen skal udsættes for racisme og diskrimination.”

Rosa Lund (Enhedslisten) tilslutter sig:

”Viden om racismens omfang er essentielt, for at vi kan implementere de nødvendige tiltag og få sat en stopper for racisme. Det vigtigste er, at denne her handleplan ikke bare bliver et stykke papir, der samler støv i en skuffe – det skal blive til virkelighed, og det er det vi i dag forpligter os på.”


Kortlægning af racismens omfang

Torsten Gejl (Alternativet) fortsætter:

”Racisme er gift for sammenhængskraften i samfund. Os og dem fører til splittelse mellem grupper og giver blødende sår på sjælen hos det enkelte menneske. Derfor er Alternativet meget glade for at være med til arbejdet med en handleplan mod racisme sammen med regeringen og de øvrige partier.”

Partierne er enige om, at arbejdet med handlingsplanen påbegyndes med en afdækning af viden om racismens omfang og karakter, hvorefter de politiske drøftelser vil finde sted i anden halvdel af 2022.

På finansloven for 2022 er der afsat 8,2 mio. kr. i 2022 og 8,1 mio. kr. årligt i perioden 2023-2025 til en styrket indsats mod hadforbrydelser. Aftalepartierne er enige om at anvende nogle af disse midler til en handlingsplan mod racisme.