top of page

Danmark klar med mere coronahjælp til verdens mest udsatte

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er klar med ny COVID-19-hjælpepakke på 400 millioner kroner. Bidraget vil gå til at bekæmpe COVID-19 og hjælpe de mest udsatte i nærområderne.



Afrika og skrøbelige områder i øvrige dele af verden risikerer at blive hæmmet langt ind i fremtiden på grund af COVID-19. I første bølge blev Afrika ramt i mindre grad, men smittetallene er steget hen over efteråret og vinteren 2020, og nye mutationer af virussen har vist sig mere smitsomme.

Situationen er alvorlig - særligt for de mest sårbare og marginaliserede grupper i skrøbelige samfund, såsom flygtninge og internt fordrevne samt lokalsamfund i hjertet af konfliktramte områder.

Derfor har regeringen sammen med Venstre, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Alternativet vedtaget en omfattende hjælpepakke. Hjælpepakken - der er den fjerde siden pandemiens start – skal være med til at sikre COVID-vaccineindkøb og -udrulning, COVID-tests, og -behandling i de fattigste lande samt opbygge modstandskraft til håndtering af fremtidige sundhedskriser.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Derudover gives et målrettet bidrag til humanitære indsatser til støtte for de mest sårbare grupper særligt i nærområder og skrøbelige stater. Samlet set afsættes der 400 millioner til en række initiativer.

bottom of page