top of page

Danmark samler ind: Børn på flugt har brug for hjælp

Ifølge nye tal fra FN lever hvert fjerde af alle verdens børn i et land, der er påvirket af konflikt eller katastrofe.

På den baggrund samler hele Danmark ind til børn på flugt, når Danmarks Indsamling kulminerer i en stor tv-indsamling lørdag aften den 1. februar. Showet vises på DR1.

– Der er mere end nogensinde brug for, at vi rækker ud mod de millioner af børn, som er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af klimaforandringer, krig og forfølgelse, siger Mulle Juul Korsholm, formand og pressetalsperson for Danmarks indsamling.

Mange børn flygter alene

Mange af børnene er uledsagede, fortsætter hun:

– De ser ting, ingen forældre ønsker, at deres børn skal se, og de kæmper hver dag for at overleve en virkelighed, der er så grusom, at det ville knuse os, hvis de var vores egne.

 
 

12 organisationer skal fordele indsamlede penge: CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Desuden kan 10 procent af det indsamlede beløb søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier og årets tema. To af dem tager sig især af de psykiske følger af krigsovergreb, som alt for mange børn oplever.

Krisecentre for børn i Irak

Mission Øst vil kanalisere pengene til et krisecenter for børn og unge, som er flygtet fra Islamisk Stat, og nu skal leve videre på bedste vis med de voldsomme krigsoplevelser.

Hjælpeorganisationen driver fire børne- og ungdomscentre i Irak. På centrene møder børnene pålidelige voksne, der hjælper dem med at bearbejde traumer efter voldsomme krigsoplevelser. Børnene lærer også basale skolefag, og de unge får lov at afprøve et håndværk. De bliver rustet til at bygge landet op i fred.

Mission Østs medarbejdere besøger også flygtningelejre, hvor de underviser og aktiverer børnene.

Mobile karavaner i Syrien

Også Danish Muslim Aid hjælper børn med psykosocial støtte. I Syrien hjælper de børnene gennem såkaldte ”karavaner”.

Karavaner fungerer som mobile centre, som vil være udstyret med legetøj og materialer til børnevenlige aktiviteter.

De ansvarlige er uddannede indenfor børne- og psykologiområdet, hvor de gennem specialdesignede lege og spil vurderer, hvilke børn har brug for hvilken form for støtte og derefter vil børnene blive givet psykologisk førstehjælp og psykosocial støtte, skriver Danish Muslim Aid på deres hjemmeside.

Læs mere om Danmarks Indsamling her.

bottom of page