Danmark tager færre kvoteflygtninge end aftalt
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har besluttet, at Danmark vil tage imod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda.
Det lyder flot og glædeligt, lige indtil der længere mede i pressemeddelelsen fra udlændinge- og integrationsministeren står, at der i finansloven er afsat penge i 2020 til at modtage op til 500 kvoteflygtninge.
– Vi har besluttet kun at tage imod 200 kvoteflygtninge, forklarer udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. – Det skyldes, at vi fortsat står med store integrationsopgaver. Nogle flygtninge er faldet godt til i Danmark. Men alt for mange er stadig på kontanthjælp.
Integrationsministeren er bekymret over, at fem ud af seks flygtningekvinder stadig er uden for arbejdsmarkedet efter tre år i Danmark.
– Det er meget, meget dyrt og totalt uholdbart. Derfor går jeg forsigtigt frem, siger han.
36 pct. af 21-64-årige flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er i lønmodtagerbeskæftigelse efter tre år i Danmark i 1. kvartal 2020. Blandt mænd er andelen i lønmodtagerbeskæftigelse 57 pct. i 1. kvartal 2020, mens andelen er 17 pct. blandt kvinder.
De 200 kvoteflygtninge, Danmark vil modtage i 2020, opholder sig lige nu i flygtningelejre i Rwanda. En stor del af dem er kristne fra DR Congo og Burundi.