Dansk flygtningepolitik hænger ikke sammen

Nogle flygtninge vil vi gerne have. Andre ønsker vi hen hvor peberet gror. Vi har brug for arbejdskraft, men sender unge gymnasieelever ud af landet. Vi tror på familien, men splitter asylfamilier ad.



Kognitiv dissonans. Et psykologisk fagudtryk, der ser ud til at passe på Danmarks flygtningepolitik for øjeblikket. For den hænger slet ikke sammen mentalt (kognitivt). Faktisk stritter den i alle retninger (dissonans).


På den ene side bydes ukrainske flygtninge velkomne og tilbydes skolegang og arbejde for at de med det samme kan komme ud i det danske samfund. På den anden side holdes andre flygtninge fra især Nordafrika, Mellemøsten og Asien indespærret i årevis under kummerlige forhold i såkaldte udrejsecentre.


På den ene side mangler vi arbejdskraft i Danmark, og da vi bliver flere og flere ældre herhjemme, har vi hårdt brug for personale i pleje- og sundhedssektoren. På den anden side sender vi unge, friske og velintegrerede gymnasieelever til oprindelseslande, hvor de med sikkerhed bliver forfulgt og risikerer at blive dræbt.


På den ene side hylder vi familien som samfundets byggesten og vedtager love, der beskytter børn og unge mod svigt og overgreb. På den anden skiller vi familier ad og sender fx mor og børn retur til lande, hvor de risikerer voldtægt og tortur, mens far og barn får lov til at blive trygt her i landet.


Og som om det ikke er nok, så overvejer man stadig helt seriøst at sende asylsøgere til Rwanda, hvor deres sag bliver behandlet, og hvis de får opholdstilladelse, så skal vedblive at være i… Rwanda!


Jo, nogle flygtninge vil vi gerne have. Andre ønsker vi hen hvor peberet gror!


Det kan ikke forklares med andet end kognitiv dissonans, hvor to mentale afdelinger holdes totalt adskilte, og hvor man bevæger sig ind og ud af de to mentale rum, lukker døren efter sig i det ene, og fortrænger virkeligheden i det andet.


Det er vist ikke helt gået op for danske politikere, at vi lever i en global verden, hvor mennesker er mobile som aldrig før og hvor handel, miljø, klima, krig og atomtrussel involverer os alle sammen. Og at vi alle har et ansvar for hinanden.


Mennesker skal selvfølgelig behandles ens, uanset hudfarve, etnicitet, kultur og religion. Og vi bør faktisk være taknemmelige for de menneskelige ressourcer, der tilflyder vores land og skaber balance på arbejdsmarkedet og i velfærdssamfundet som helhed.