Af Marianne Olsen
Den der glemmer historien, er tilbøjelig til at gentage den, og i tilfældet ’dansk kristendom’, altså en kristendom, der hører til i Danmark, er det både en dårlig og en destruktiv ide. Derfor denne lille påmindelse om en national kirke for et lille århundrede siden hos vores sydlige nabo.
Da jeg først hørte om Morten Messerschmidts danske kristendom, mens han knælede ved et alter og ville tage imod kristne flygtninge, tænkte jeg at de flygtede kristne nok ville kunne lære ham hvad kristendom (også) er. Mine kristne arabiske venner ser i hvert fald intet genkendeligt i den form for kristendom, der udgår fra DF’s medlemmer og deres forskrækkede, negative holdning til fremmede. Men som dagene er gået og det ’danske’ er blevet til en slags trompetstød for partiets fromhed, kom jeg også i tanker om noget andet, nemlig de tyske kristne i forrige århundrede.
Der er meget, man kan kalde kristent, og jeg søgte efter noget konkret om disse tyske kristne, som fik det til at gyse dengang i folk, der ikke var nationalsocialistisk indstillet.
Det er ganske interessant: De tyske kristne (Deutsche Christen) var en protestantisk kirkebevægelse. Den blev til under Weimarrepublikken og krævede en ’germanisering’ af kristendommen. Den forbød ’ikke-ariere’ at være med i menigheden og omfortolkede Jesus, der i denne nationale form for kristendom var arier, og i 1933 støttede de tyske kristne nazismen. I opposition til denne art kristendom opstod Bekendelseskirken.
Det er besynderligt at henvise til Grundtvig og Kierkegaard, som Messerschmidt ofte gør. De er på hver sin måde danske digtere af uvurderligt format. Hvorfor skal de nu indsnævre kristendommen og sætte grænser for den? Det var i hvert fald ikke deres hensigt.
Kristendommen er for hver den, der i frihed tager imod det glade budskab, men det budskab bliver druknet og begravet i enhver form for nationalisme. Nationalismen er en ondartet politisk magtbrynde. Kristendommen er det modsatte.