top of page

Dansk ngo har hjulpet tidligere IS-fange med at starte egen virksomhed

- Jeg føler, at jeg lever igen, og at jeg har et formål med mit liv, siger Sarah, der endelig blev fri fra slaveri hos Islamisk Stat og nu er i fuld gang med en restaurant.


Modelfoto: Pixabay


Sarah blev fanget, voldtaget og tortureret af Islamisk Stat. Det lykkedes hende at flygte, men traumerne kastede hende ud i dyb depression. I Mission Østs medborgercenter i den irakiske by Sinjar fik yazidikvinden psykisk førstehjælp og støtte til opfylde sin drøm: at starte en restaurant. ”Jeg føler, at jeg lever igen,” siger hun.

Den danske hjælpeorganisation Mission Øst har støttet yazidierne siden 2014, hvor Islamisk Stat (IS) angreb deres hovedby Sinjar i Irak og drev tusindvis af børn, kvinder og mænd op ad Sinjarbjerget, henrettede mænd og bortførte kvinder og piger for at blive solgt i Mosul som sexslaver for IS-krigere. Mission Øst har givet husly, skaffet drikkevand og ydet psykologisk førstehjælp til over 10.000 yazidier på bjerget. I Sinjar by driver Mission Øst i dag to medborgercentre, hvor børn og unge lærer skolefag og bliver introduceret til et håndværk, de kan ernære sig ved i fremtiden.

En af dem, der har fået gavn af Mission Østs tilbud er Sarah, der blev holdt som sexslave af IS. Sarah er ikke hendes rigtige navn, som vi holder anonymt af hensyn til hendes sikkerhed.


Som at skrabe i et åbent sår

Vi lader Sarah selv fortælle sin historie:

Jeg glemmer aldrig den dag i marts 2014, da IS invaderede vores landsby, fangede hver enkelt af os og adskilte vores familier. De fleste af mændene blev dræbt, og kvinder og piger blev taget til fange. IS holdt mig og min søster fanget i en nærliggende landsby.

Det er så smertefuldt at genkalde sig disse øjeblikke; det er som at skrabe i et åbent sår. De torturerede og voldtog os uafbrudt, og så adskilte de mig fra min søster. Nogle gange førte de mig og andre piger til Syrien i et par dage og bragte os derefter tilbage. Livet var én stor smerte, lidelse og nød.

Jeg forsøgte at flygte fra dette levende helvede mange gange, men forgæves. Som et resultat torturerede de mig mere og mere.


Hjemsøgt af traumer

En gang da de førte mig til Syrien, fandt jeg min yngre søster. Hun var blevet brutalt tortureret, voldtaget og var kun skind og ben. Jeg ville flygte med hende, og var heldig nok til at friste os begge fri af deres lænker og endelig blive genforenet med vores familie.

Selvom jeg var hjemme og vores landsby blev befriet fra IS' hærgen, blev jeg hjemsøgt af traumer og smerter hele tiden. Jeg var ude af stand til at koncentrere mig om noget og havde svært ved at sove. Jeg havnede i dyb depression.

En dag hørte jeg om Mission Øst og besøgte deres medborgercenter sammen med en nabo. Jeg deltog i en session med psykosocial støtte. Jeg fandt stedet meget imødekommende, behageligt og afslappende. Det var rart at opleve, at det er et sted, hvor kvinder og piger kan tale om deres problemer i fortrolighed.

Nu deltager jeg i sessionerne, der øger min mentale sundhed og hjælper mig med at genvinde min styrke og kunne forestille mig en bedre fremtid.


Fik træning og støtte

Efter et par uger blev jeg kontaktet af Mission Øst mig, om jeg kunne tænke mig at starte en virksomhed. Jeg sagde øjeblikkeligt ja! De bad mig om at indsende min forretningsidé. I starten var jeg meget forvirret, men efter at have diskuteret med min familie besluttede jeg at åbne en restaurant.

Mission Østs team kunne lide min idé og meldte mig til et kursus i økonomistyring, forretningsudvikling og erhvervsliv. Jeg har altid har ønsket at kunne starte en virksomhed, men troede aldrig en sådan mulighed ville opstå. Så jeg var fuldt engageret i hele træningsforløbet.

Bagefter modtog jeg en startkapital i to rater. Mission Østs team hjalp mig med at anskaffe det nødvendige inventar, og de hjalp også med at registrere virksomheden.


Inspirerer andre i byen

Før IS drømte jeg om at kunne gøre noget for mig selv og min familie, men efter IS følte jeg mig som en byrde, som en mentalt handicappet person, der er afhængig af andre.

Men nu er jeg så glad for at have min egen forretning. Jeg føler, at jeg lever igen, og at jeg har et formål med mit liv. Restauranten har ikke blot hjulpet mig med at tjene penge til mig og min familie, men den har også åbnet nye muligheder for mig.

Folk besøger mig fra andre kvarterer og får inspiration. Jeg føler mig så stolt! Forretningen giver mig mulighed for at se fremad og drømme stort om min fremtid!


Sarah er et pseudonym af hensyn til kvindens sikkerhed. Af samme grund er billedet et modelfoto.


bottom of page