”Skal jeg lave en flaske mere?” spørger Bjørn, og Thiva nikker. Hun sidder med parrets seks måneder gamle datter, Sara, på skødet og giver hende sutteflaske. Hun er usædvanlig sulten og har i løbet af få minutter næsten tømt en hel flaske. Bjørn rejser sig og går hen i det store, lyse køkken for at finde flere forsyninger til sin forslugne datter. Køkken-alrummet er stort, og alt ser skinnende nyt ud. Det samme gælder resten af huset, som ligger på en villavej i Herning, ganske tæt på sygehuset, hvor Bjørn har sin daglige gang.
Både Thiva og Bjørn blev færdige på medicinstudiet i januar 2015, og Bjørn er nu ansat på røntgenafdelingen og er i gang med at specialisere sig. Thiva er stadig på barsel med Sara, men vender efter endt barsel tilbage til sin klinisk basisuddannelse på akutmodtagelsen på samme sygehus.
De er godt tilfredse med, at de begge arbejder så tæt på hjemmet, og de er glade for deres nybyggede hus, som de flyttede ind i for et lille halvt år siden, få uger efter at de var blevet forældre til Sara.
”Ja, det hele er kommet hurtigt og lidt oven i hinanden, men omvendt kan man også sige, at vi har ventet længe på det,” siger Thiva med et smil, som udstråler både taknemlighed, smerte og alvor. Taknemlighed over, at hun og Bjørn endelig kan lade kærligheden få frit løb ved at dele hverdag og stifte familie. Smerte over, at det skulle tage så lang tid, før det blev muligt for dem at omsætte kærligheden til et roligt hverdagsliv og alvor ved tanken om, hvor mange tårer, bekymringer og angstfyldte perioder, de har gennemgået for at nå hertil.
Uenige om religion
Mens mange par skændes over småting i hverdagen, er der ikke mange ting, Bjørn og Thiva diskuterer eller bliver uvenner.
”Vi har været igennem meget for nå hertil, så vi gider ikke lade småting ødelægge vores liv. Religion er noget, vi kan more os med at diskutere, men vi bliver ikke uvenner over det, selv om vi ser ret forskelligt på det,” siger Bjørn.
”Så længe religion ikke skader andre, synes jeg, at det er folks egen sag. Jeg synes bare, at religion er overflødig. I vores moderne verden kan jeg ikke rigtig se, at de traditionelle religioner giver mening. Når jeg hører om læger i USA, der taler om intelligent design, bliver jeg faktisk lidt vred, for jeg synes, at det strider mod den viden, de burde have,” siger han. Så smiler han afvæbnende og tilføjer ”men selvfølgelig accepterer jeg, at religion betyder noget for Thiva, for hun er troende på en måde, som ikke sætter fornuften ud af kraft.”
Thiva nikker.
”For mig er hinduismen især forbundet med de traditioner, jeg kender fra min familie, og med den tamilske kultur, jeg er vokset op med. Hinduismen er også en meget åben religion, hvor der ikke er en masse dogmer, man skal tro på. Min tro kan nok sammenlignes meget med, hvordan mange danskere praktiserer mindfulness, som giver dem en form for ro,” siger hun.
Thiva forklarer, at hun af og til – især ved særlige begivenheder – bruger et lille husalter. Der står nogle gudefigurer, bl.a. af ”elefantguden” Ganesh, og der ofrer hun specielt tillavede madvarer og beder nogle bønner. Det giver ro og er trygt, fordi hun er vokset op med ritualerne som en del af familielivet. Altret fylder dog kun et lille skab og er gemt bag en neutral hvid låge i et skabsmøbel, der hænger på væggen nær spisebordet.
”Det er OK for mig; det er lidt som en godartet svulst; det er der ingen grund til at fjerne, for det skader jo ikke,” siger Bjørn.
Meldte sig ud af Folkekirken
Bjørn er 27 år og er ud af en kulturkristen familie, hvor man gik i kirke til jul, men ellers ikke talte om religion eller gik op i kristne traditioner. Han voksede op på et nedlagt landbrug lidt uden for Herning sammen med sin lillebror og sine forældre, der begge arbejdede som praktiserende læger. Familien var medlem af Folkekirken, og i den folkeskole, hvor Bjørn gik op til 7. klasse, blev der bedt Fadervor hver morgen. Bjørn blev også konfirmeret og ”troede vel også på Gud”. Men siden har han mistet den smule tro, han havde på en skabende og god Gud, og han definerer i dag sig selv som ateist med kulturkristen baggrund. For et par år siden meldte han sig ud af Folkekirken, primært fordi han syntes, at det var tåbeligt at betale så meget i skat til en institution, som han ikke bruger. Sara og Thiva går dog til babysalmesang i den lokale kirke, og det er helt fint for Bjørn.
”Jeg har læst flere bøger af internationalt kendte forfattere, som er fortalere for ateisme og meget religionskritiske, bl.a. Sam Harris, Richard Dawkins og Christopher Hitchens, og de mener faktisk, at religion er skadelig, og det er det måske også. Men for mig handler det mere om, at jeg som voksen ikke synes, at det giver mening. Det er lidt som julemanden for mig …” siger Bjørn, og Thiva, der er et år yngre end Bjørn, tilføjer: ”Vi diskuterer det af og til, for jeg synes jo ikke, at det er barnligt at tro på Gud. Men jeg tror måske, at Bjørn har mistet sin tro, fordi han har oplevet nogle svære og barske ting. Jeg siger nogle gange, at det har gjort ham ’gudsfornærmet’,” siger hun.
To traditionelle bryllupper
Det, Thiva henviser til, er bl.a., at Bjørn for tre år siden mistede sin mor efter længere tids sygdom, og at hans far for to år siden fik en hjerneblødning. Bjørns mor nåede ikke at opleve deres bryllup. Men ellers var både Bjørn og Thivas familier med til deres to bryllupsfester, som blev holdt i oktober 2013. Først holdt de et traditionelt tamilsk-hinduistisk bryllup, hvor Thiva og Bjørn blev viet af en hinduistisk præst. De var iført tamilsk tøj indkøbt i Indien, og også Bjørns nærmeste familie var iklædt tamilsk tøj, som Thivas forældre havde købt på en rejse til Indien. Brylluppet var nøje forberedt, og der var 200 gæster. Alligevel blev det ikke så dyrt, som bryllupsvideoen kan give indtryk af.
”Ved hindutamilske bryllupper serverer man vegetarisk mad og ingen alkohol, og gæsterne kommer med pengegaver. Så det var lige før, at vi tjente på den tamilske bryllupsfest. Efter den tamilske fest tog vi på bryllupsrejse, og så holdt vi en borgerlig vielse og en dansk fest. Den var til gengæld dyr, selv om der færre gæster, omkring 80. For det var en traditionel dansk fest med tre retter mad, vin osv.,” fortæller Bjørn.
”Og som det er almindeligt, kom de danske gæster jo heller ikke med pengegaver, men med sådan noget her,” siger Bjørn og åbner en hvid skabslåge i samme møbel, hvor husaltret er gemt bag en låge. Der står en masse fade, skåle og andet køkkenudstyr af mærket Le Creuset. (Se billeder fra brylluppet på Facebook)
Fra Sri Lanka til Herning
For Thiva var det vigtigt at holde et traditionelt hinduistisk tamilsk bryllup, ”ikke så meget på grund af det religiøse i ritualet, men fordi det er sådan, jeg altid har forestillet mig, at mit bryllup skulle være”.
Hun er vokset op i en familie, hvor religionen som i mange tamilske hjem har fyldt relativt meget. Hendes forældre kom til Danmark midt i 1980’erne som flygtninge fra Sri Lanka, og efter nogle år i Lem flyttede familien til Herning, hvor faderen arbejdede som maskinarbejder og siden pedel, mens moderen fik job som pædagogmedhjælper.
Thiva, hendes ti år ældre storesøster og et år yngre lillesøster og deres forældre kom jævnligt i templet, hvor moderen var med til at lave de blomsterkranse, man bruger ved ritualerne. Derhjemme blev der jævnligt ofret ved husaltret, og alle tre piger gik til undervisning i tamilsk. Når der var bryllupsfester og helligdage, var alle iklædt deres fineste tøj, og piger og kvinder havde masser af guldsmykker. Ved Thivas og Bjørns bryllup forærede Bjørn hende da – traditionen tro – et dyrt halssmykke, en såkaldt thali, i 22 karat guld, hvor der er en figur af gudinden Shakti, og under vielsesritualet fik Thiva en tåring i sølv på hver fod; thali og tåringe var symbol på, at de nu var gift.
Bjørn tilføjer, at det ikke var noget problem for ham at deltage i det hinduistiske vielsesritual, og hans familie syntes heller ikke, at det var et problem.
”Jeg ved godt, at nogle blandede par har mange diskussioner om den slags, men for mig er det en ret lille ting sammenlignet med, hvad vi havde været igennem for overhovedet at nå frem til brylluppet,” siger han.
Ville ikke stikke af
Thiva nikker, og tårerne presser sig på i hendes øjne. Det er stadig ikke helt let for hende at tale om de fem-seks år, der gik, fra hun og Bjørn blev kærester, til de endelig kunne gifte sig.
”Jeg synes stadig, at det er svært at forstå, at mine forældre lod det komme helt derud, at jeg skulle sætte dem stolen for døren og sige, at nu ville jeg ikke længere vente på deres accept. De kender mig, så hvordan kunne de tro, at jeg i sidste ende ville gifte mig med en tamilsk mand i et arrangeret ægteskab, når jeg elskede Bjørn,” siger hun.
Bjørn supplerer: ”Nogle tænker måske, at vi kunne være stukket af og bare have giftet os mod dine forældres vilje. Men vi har hele tiden tænkt, at det kunne ikke passe, at vi skulle gifte os på den måde. Vi ville have et ordentligt bryllup, sådan som vi drømte om.”
Thiva smiler gennem tårerne. Der er taknemlighed i hendes blik, når hun ser på Bjørn. ”Bjørn har aldrig sagt, at nu ville han ikke længere. Han har hele tiden sagt, at han var parat til at vente, så længe det skulle være,” siger hun.
Bjørn nikker: ”Ja, selvfølgelig. Vi havde jo besluttet, at vi ville det her. Men jeg kan huske, at du i en periode var bange for, om jeg nu også mente det, og omvendt var jeg bange for, om du virkelig ville holde fast i din beslutning. Jeg kunne jo se, at din familie betød meget for dig, og at det var så svært for dig at fortælle dem, at jeg eksisterede,” siger han.
Hemmeligt forhold
Når det var så svært for Thiva at fortælle sine forældre, at hun var blevet kæreste med Bjørn, skyldtes det, at det i det tamilske miljø, hvor hun er vokset op, er normen, at forældrene finder en passende ægtefælle til deres børn. Eller at børnene i det mindste vælger en tamilsk ægtefælle, meget gerne også en hindu fra samme kaste som dem selv.
”Jeg er vokset op med en forestilling om, at en ordentlig tamilsk pige ikke drikker eller har kærester og skal gifte sig med en mand, hendes forældre finder. Jeg tænkte ikke, at der var noget galt i det. Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg kunne forelske mig i en dansk mand,” siger Thiva.
Men omtrent midt i 3. g skete det. Hun blev forelsket i Bjørn, og det var gengældt.
”Vi havde gået i klasse sammen i flere år, men kendte ikke rigtig hinanden,” husker Thiva. ”Men i forbindelse med en opgave kom vi til at tale rigtigt sammen. Bjørns mor var syg, og min mor havde fået brystkræft, så det var en svær tid for os begge to, og vi oplevede, at vi talte rigtig godt sammen.”
Thiva måtte tage sine forestillinger om sin fremtid op til revision, og hun gjorde det hurtigt klart for Bjørn, at hvis de skulle indlede et forhold, var det alvor. Bjørn gjorde det klart, at han var parat til at vente og til at holde deres forhold hemmeligt.
”Jeg forstod hurtigt, at Thivas forældre ikke uden videre ville acceptere vores forhold, og jeg forstod godt, at Thiva var bange for, at nogle af de andre tamiler på gymnasiet ville sladre. Så vi forsøgte at holde det hemmeligt, men selvfølgelig lurede vores klassekammerater det efterhånden, og heldigvis var de søde til at lade som ingenting,” husker Bjørn.
Thivas lillesøster, som hun næsten med det samme betroede sig til, holdt det også hemmeligt, og det samme gjorde storesøsteren, da Thiva efter to år fortalte det til hende.
Bange for De Tamilske Tigre
Bjørn og Thiva holdt kontakten, så godt de kunne, mens Bjørn læste medicin i Aarhus, og Thiva læste samme fag i Odense.
Bjørn fortalte ret hurtigt sine forældre om Thiva.
”I første omgang blev mine forældre lidt forskrækkede, da de hørte, at jeg havde mødt en tamilsk pige, for de havde hørt om De Tamilske Tigre og var bange for, hvad Thivas familie var for nogen. Men da de mødte Thiva, blev hun en del af familien, og de har støttet os hele vejen igennem,” siger Bjørn. De hjalp ham bl.a. med at købe en bil og gav ham penge til benzin, så han kunne køre til Odense og besøge Thiva.
Tabu, ventetid og vrede
Det tog Thiva lang tid at samle mod til at fortælle sine forældre om forholdet til Bjørn. Både hun og Bjørn fik hjælp af en psykolog hos LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre) under det projekt, der hedder Etnisk Ung. Psykologen anbefalede Thiva at skrive det ned, hun ville sige til forældrene og aflevere det til dem. Så det gjorde hun.
”I første omgang sagde min mor, at hun var ked af, at jeg havde gået med det alene og været så ked af det. Min far sagde ingenting. Så jeg troede, at de havde accepteret det,” siger Thiva.
Næste dag viste det sig, at hendes far ikke ville acceptere, at Thiva var kæreste med en dansk mand, og i lang tid var emnet tabu i familien. Thiva håbede, at hendes forældre efter et stykke tid ville acceptere hendes valg. Men intet skete. Ikke før hun efter flere år for første gang reagerede med vrede og meget bestemt sagde til sin familie, at hun ville følge sin egen vilje. Umiddelbart fik det familien til at true med at afbryde forbindelsen med Thiva, men efter en kort betænkningstid besluttede de i stedet at bakke Thiva op i hendes beslutning.
”Kort efter tog mine forældre på besøg hos Bjørns familie og udtrykte, at de var kede af, at de havde lagt hindringer i vejen for os. Og de holder af Bjørn og har taget godt imod ham,” siger Thiva.
Sladder og skilsmissefrygt
Hun tilføjer, at hendes forældre nok først og fremmest lod sig styre af traditioner og vanetænkning – og frygt for sladder i det tamilske miljø.
”Det har egentlig ikke handlet om, hvad de selv synes; det tror jeg ikke engang, at de har overvejet for alvor. Derfor har jeg også sagt til dem, at når de accepterer Bjørn, er det jo dem, der er med til at bestemme, hvad der er i orden. Så bliver det forhåbentlig nemmere for andre tamilske unge, som gifter sig med en dansker,” siger Thiva.
Et af de argumenter, Thivas familie brugte til at tale imod, at hun giftede sig med en dansker, var, at de sikkert ville blive uvenner om børneopdragelse og ende med at blive skilt.
”Men det kommer ikke til at ske. Det er småting, hvad vi skal finde ud af nu, i forhold til det, vi har været igennem,” siger Bjørn.
”Vi talte meget af det igennem, da jeg blev gravid. Men selvfølgelig er det ikke alt, man kan tale om på forhånd,” tilføjer Thiva og aer Sara på hovedet.
Det er tradition blandt tamiler at kronrage nyfødte børn, men Sara har indtil videre fået lov at beholde sit mørkebrune hår. Hun har heller ikke fået hul i ørerne endnu, sådan som det ellers er skik at gøre med piger, mens de er ganske små.
”Jeg ville egentlig gerne have, at Sara får hul i ørerne, men jeg ved godt, at Bjørn ikke går med til det,” siger Thiva. Bjørn protesterer: ”Hvis du plagede længe nok, kan det godt være, men jeg tror ikke, at nogen af os gider tage de kampe”. Thiva nikker. ”Min mor købte ørestikker med hjem til hende, da hun var i Sri Lanka for nylig, så hun håber nok stadig, at vi skifter mening.”
For nylig talte Thivas forældre også om de store gaver, de vil give Sara, når hun får sin første menstruation, en begivenhed der både blandt kristne og hinduistiske tamiler typisk fejres med en stor fest. ”Men det er vi enige om, at Sara ikke skal udsættes for,” siger Thiva.
Kandismælk og flæskesteg
Bjørn gentager, at det for ham er afgørende, om de religiøse og kulturelle traditioner er skadelige eller ej. Da de flyttede ind i huset, kom Thivas far fx med en guirlande af mangoblade, som han ville hænge op uden for huset, da de flyttede ind. ”Han ville sømme dem op, men så brugte vi princippet om, at det er ok, hvis det ikke skader, og så blev det sat op med dobbeltklæbende tape – og faldt ned dagen efter,” siger Bjørn.
”Ja, det passede mig fint, at de faldt ned,” siger Thiva, men tilføjer, at det var vigtigt for hende, at der blev gennemført et navngivnings- og renselsesritual for Sara, da hun var 41 dage gammel. Det faldt sammen med indflytningen, hvor de – som traditionen foreskriver – tændte lys ved husaltret, kogte mælk med kandis og drak det som det første, de indtog i deres nye hjem. ”Den slags ting er vigtige for mig, fordi det er noget, vi altid har gjort i min familie. Men jeg vil også gerne, at vi finder frem til vores egne traditioner,” siger Thiva.
For eksempel valgte Bjørn og Thiva at holde jul og invitere både Bjørns far, lillebror og bedstemor og Thivas forældre og søskende.
”Vi dansede om juletræ og sang salmer, og min mor prøvede at tilberede flæskesteg for første gang. Det var en god jul, så det tror jeg, at vi vil gøre på samme måde i fremtiden,” siger Thiva.
Omtrent hver anden måned tager Thiva, Bjørn og Sara sammen til en gudstjeneste i hindutemplet i Herning eller Brande, hvor Thiva og Sara deltager i ritualerne.
”Når hun bliver ældre, vil jeg sikkert fortælle hende, at der ikke findes nogen gud, Thiva vil fortælle hende, at der findes mange guder, og så vil præsten til minikonfirmandundervisning fortælle hende, at der er én gud. Så må det være op til hende, hvad hun vælger, og hvad hun tror på,” siger Bjørn.
Etnisk Ung
Et projekt under LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre), hvor unge, der ønsker hjælp omkring fx et tværreligiøst ægteskab, som familien er modstander af, kan henvende sig. Etnisk Ung tilbyder bl.a. psykologhjælp. • Læs mere her: Etnisk Ung
Artikler i serien ”Kærlighed på tværs af tro, kultur og livssyn”
• Dansk-indisk par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle, Sameksistens.dk, 03-09-2018
• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 2): Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal være nemt, Sameksistens.dk, 08-02-2018
• Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler, Sameksistens.dk, 24-05-2016
• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten, Sameksistens.dk, 12-10-2015
• Kristen gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist”, Sameksistens.dk, 28-09-2015
• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden, Sameksistens.dk, 21-09-2015