Danske ngo’er: Verdens fattigste skal ikke betale for ukrainske flygtninge
270 danske hjælpeorganisationer udtaler sig samlet om det urimelige i, at udgifter til ukrainske flygtninges asyl i Danmark betales med 2 milliarder fra udviklingsbistanden.

- Vi skal hjælpe ukrainerne alt det, vi kan, men det er urimeligt, at det er verdens fattigste, der allerede er ramt af adskillige kriser, der skal betale for, at ukrainerne kan få midlertidigt asyl i Danmark. Det kan Danmark gøre bedre.
Det skriver paraplyorganisationen Civilsamfund i Udvikling (CISU), der er en sammenslutning af over 270 danske organisationer, der alle er engagerede i udviklingsarbejde.
Udtalelsen kommer på baggrund af Folketinget hastebehandling af en særlov, der skal give ukrainske flygtninge asyl i Danmark med mulighed for at studere og arbejde og dermed bedre kunne integrere sig i det danske samfund.
Det koster. Ikke blot, at verdens opmærksomhed nu flyttes fra behov i tredjeverdenslande, men også kolde kontanter, idet lovforslaget lægger op til, at de ukrainske flygtninges midlertidige ophold finansieres med 2 milliarder kroner fra den danske udviklingsbistand i 2022 og desuden 648,5 millioner kr. i 2023. 2 milliarder svarer til 12 procent af den samlede danske udviklingsbistand næste år, oplyser CISU og pointerer:
- Vi synes, at Danmark skal hjælpe ukrainere alt det, vi overhovedet kan – men at det er urimeligt, at det er verdens fattige, der allerede er ramt af humanitære-, udviklingsmæssige- og klima-kriser, der skal bære byrden.