top of page

Danskere oplyser indiske kvinder om deres rettigheder

Gravide og fødende kvinder i Indien har ret til barselspenge og gratis hospitalsophold. Det får de at vide af Dansk Kherwara Mission, som også støtter med mad og vitaminer.



Viden er magt. Og uvidenhed efterlader mennesker i afmagt. Det ved de i Indien, hvor kvinder i barsel slet ikke får den hjælp, de har brug for. Blot fordi de ikke kender deres rettigheder.

Det gør en lille dansk hjælpeorganisation noget ved. I det nordøstlige Indien oplyser Dansk Kherwara Mission fattige kvinder om deres ret til at føde under ordentlige forhold på et hospital og modtage over en månedsløn under barsel. Det får de af de indiske myndigheder, hvis de vel at mærke føder på hospitalet og får en fødselsattest.


Mange lider af underernæring

Pengene gør en stor forskel i det fattige Kerwara-område, hvor mange lider af underernæring. De gravide er særligt sårbare, idet underernæring kan give alvorlige følgeskader på de ufødte børn.

- Vi sørger for, at folk bliver oplyst om de gode tiltag, som den indiske regering kommer med, fortæller foredragsholder og fundraiser for Dansk Kherwara Mission, Anne-Birthe Ottsen.

- Den indiske regering har et bjerg af gode tiltag, men de sørger ikke for at få det ud til analfabeter og dem, der lever ude i landsbyerne, tilføjer hun.

Dansk Kherwara Mission betaler for informationskampagner og uddeler medicin til kvinderne, så de kan give de bedst mulige betingelser for deres ufødte børn.

- Mange vejer helt ned til 37 kilo, når de bliver gravide. Det er små, tynde og underernærede. Så vi udleverer vitaminer og hjælper dem gennem graviditeten, forklarer Anne-Birthe Ottsen.


Unge piger får uddannelse

Dansk Kherwara Mission startede i allerede i 1944 med at oprette et pigehjem i det fattige Kherwara-område. Hjemmet er nu overtaget af en national organisation, men Dansk Kherwara Mission støtter stadig med sociale projekter og studielegater, så pigerne kan få en uddannelse.

Hjælpen til de gravide kvinder ydes gennem den lokale organisation Mabov Aaskrita Santsthan (MAS), som driver flere børneudviklingscentre. ”Projekt Håb” når ud til gravide og ammende kvinder i Kherwara med vejledning om ernæring og vaccination, rettigheder og muligheder.


Corona rammer hårdt

Den lokale projektleder for Mukesh Salvi fortalte for nylig over Skype, at Coronapandemien har ramt de fattige kvinder hårdt. MAS har derfor delt nødhjælpspakker ud til de hårdest ramte familier med alt fra mad til mundbind.

”Mange af kvinderne, vi arbejder med, er analfabeter,” fortæller Mukesh. ”De ved derfor ikke, hvordan de skal beskytte sig selv og deres familier imod Corona.”

”De kender heller ikke til deres rettigheder, og ved ikke, at de kan føde gratis på hospitalerne eller har ret til barsel. Derfor giver vi dem råd om hygiejne og god kost og hjælper dem med dokumenterne,” fortæller han.

Dansk Kherwara Mission er blandt 38 kirkelige civilsamfundsorganisationer, som er tilknyttet Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU). Centret forvalter støttepuljer fra Danida og fordeler støtten til godkendte projekter fra organisationerne. De kirkelige organisationer udmærker sig ved at nå ud til de allerfjerneste egne med hjælp til de fattigste i lokalsamfundet. Det er Dansk Kherwara Mission et godt eksempel på.


Artiklen er skrevet som led i et oplysningsprojekt om CKU's medlemsorganisationer.


Læs mere om Dansk Kherwara Mission på http://kherwara.dk/

Læs mere om CKU på www.cku.dk.

bottom of page