Debat: ’Jeg er flov over at være dansk’
Mens vi flotter os med nedarvede privilegier, kæmper 10 procent af den danske befolkning for at gøre sig fortjent til de selvsamme basale rettigheder og livsmuligheder, skriver Michala Linn.

Jeg genkender ikke mit land længere. Jeg er rystet over, hvordan man med stolthed opdeler befolkningen i første- og andenrangsborgere på baggrund af religion og etnicitet. Jeg er rystet over, at menneskerettighederne køres ud på et sidespor i et rigt, oplyst og demokratisk samfund. Jeg er rystet over, hvordan statsborgerskab er blevet en slags VIP-kort, der bruges til at holde tusindvis af mennesker ude af "det gode selskab". Jeg er rystet over, hvordan selvsamme statsborgerskab gradbøjes i sagen om traumatiserede danske børn i Syrien, pga. forældrenes tilknytning til Islamisk Stat. Ville staten da ikke gøre hvad som helst for at få en dansk narkohandler hjem fra et thailandsk fængsel?
Dansk Folkepartis frikadellefokuserede danskhed
Jeg er 28 år, og jeg kan svagt huske dengang, man fik automatisk statsborgerskab efter syv år. Dengang gik man ud fra, at mennesker, der talte dansk og boede og arbejdede i Danmark, var danske. Danske som i ”en del af fællesskabet” og altså før Dansk Folkepartis ekskluderende og frikadellefokuserede udlægning af ordet blev mainstream. Jeg kan svagt huske visheden om, at statsborgerskab også var noget, der helt naturligt hang sammen med at blive født i Danmark eller blive adopteret af danske forældre.
Sådan er det ikke længere. Det åbne Danmark og respekten for det enkelte menneske var en selvfølge, jeg voksede op med, som nu er eroderet under mig.
Tag kampen op for samfundets udsatte
Dette er et opråb til de danskere, der er så heldige at have arvet sit statsborgerskab, og dermed har arvet det privilegie ikke at skulle bekymre sig om det her. Det er et opråb til jer, der måske ikke ved, hvor grelt det rent faktisk står til, især fordi dette er en udvikling, der er sket over tid. Det er en opfordring til at tage kampen op for samfundets udsatte – hvor ubelejligt det end måtte være i dine planer om huskøb, rejser og pension. For mens vi flotter os med vores drømme og planer for vores og vore børns liv - privilegier, vi har nedarvet - sidder op mod 10 procent af den danske befolkning og kæmper med alt hvad de har, for at gøre sig fortjent til de selvsamme basale rettigheder og livsmuligheder.
Annullerede godkendte ansøgninger om statsborgerskab
Vi er nu der, hvor regeringen sender integrerede syrere hjem til en psykopatisk diktator. Hvor uskyldige børn traumatiseres for livet. Og hvor der tales om at kunne tilbagetrække allerede tildelt statsborgerskab. Senest indgik regeringen, Venstre, Konservative og Liberale Alliance den 20. april en aftale, der på ét øjeblik kategorisk annullerede en lang række ellers godkendte ansøgninger om statsborgerskab. Mennesker der har brugt år og måneder af deres liv på at bestå statsborgerskabstests, opfylde tidligere stramningers endeløse krav og rejse sig efter afslag, måtte se sig slået tilbage til start – blot 10 dage før det famøse ”håndtryk”.
Jeg er flov over at være dansk. Det her er ikke længere en debat om politiske overbevisninger som topskat, håndværkerfradrag eller uddannelsesloft. Det her handler om selve menneskeværdet, vores retsprincipper og vores demokrati. ’
Michala Linn er uddannet klassisk pianist og fast skribent og webdesigner på Netavisen Sameksistens.